Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnetisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Størrelse afhænger af den Intensitet, hvortil
Jernet overhovedet har været magnetiseret, og
den kan have alle Værdier mellem 0 og den
til forudgaaende Mætning svarende Værdi OK.
De forsk. Jernsorter har meget forsk. Værdier
for Remanens og Koercitivkraft, alt efter deres
kem. Sammensætning. Fig. 4 viser 4
Hysteresekurver; som Abscisse er afsat den
magnetiserende Kraft H, som Ordinat
Magnetiserings-intensiteten J. Kurve 1 gælder for meget blødt
Jern; Kurve 2 for uhærdet Staal med et
Kulstofindhold paa 0,7 %, altsaa omtr. af den
Sammensætning, som anvendes i alm.
Hammerhoveder; Kurve 3 for en god Type Magnetstaal,
Wolframistaal; Kurve 4 for Manganstaal med
10 % Mangan.
Den magnetiske Induktion B. Det
magnetiske Felt inden i en Magnet maa være
meget uensartet, idet det f. Eks. i to meget
nærliggende Punkter maa kunne gaa i helt
modsatte Retninger, alt efter Punkternes Plads
i Forhold til de nærmeste Smaamagneter. Man
indfører derfor to praktisk vigtige
Middelværdier: den magnetiske Kraft H og den
magnetiske Induktion B. Den magnetiske
Kraft H inde i Jernet bestemmes ved
Coulomb’s Lov, idet man ser bort fra alle de
enkelte Smaamagneter og i Stedet derfor regner
med den tilsvarende fri M. Er en Jernstang
saaledes homogent magnetiseret, d. v. s. er
alle Smaamagneterne lige stærke og ordnede
i parallelle Rækker, vil der kun være fri M.
paa Jernstangens Ender, idet sammenstødende
Poler af to Nabo-Smaamagneter vil ophæve
hinanden; man faar da H bestemt overalt i
Rummet, baade uden for og inden i Jernet,
ved at tænke sig Magneten fjernet og erstattet
med et Lag Nord-M. og et Lag Syd-M., anbragt
paa Polernes Plads, og indeholdende lige saa
megen M. som de opr. Poler; H beregnes da
som den fra disse Lag og fra mulig
tilstedeværende andre Magneter og elektriske
Strømme hidrørende Kraft. Anbringes et Stykke
blødt Jern i et magnetisk Felt, vil Kraften H
i et Punkt inde i Jernet være mindre, efter at
Jernet er anbragt, end den var i samme Punkt
i Feltet, før Jernet kom; de inducerede Poler
paa Jernstykket virker med en
afmagnetiserende Kraft paa Jernstykket selv. Idet
Feltet repræsenteres ved Kraftlinier baade
uden for og inden i Jernet, maa disse ifølge
Definitionen altid begynde i Nord-M. og ende
i Syd-M.; herfra maa dog undtages de fra
elektriske Strømme hidrørende Kraftlinier, der
altid er lukkede Kurver. Middelværdien H er
indført, fordi det er den, som har Interesse
ved Beregningen af Magnetfeltet om en
elektrisk Strømleder. H kan tænkes maalt ved
i Jernet at bore en snæver Kanal i
Magnetiseringsretningen, anbringe en Nordpol derinde
og maale den Kraft, hvormed den paavirkes.
Den magnetiske Induktion B
defineres nu ved Ligningen B=H-4 π J. Lægges
en Spalte gennem et Punkt i en Magnet
vinkelret paa Magnetiseringsretningen, vil der paa
en Nordpol anbragt i det dannede Mellemrum
virke to Kræfter, nemlig baade den magnetiske
Kraft H, bestemt som ovf. omtalt, og den
Kraft, som kommer fra de Smaamagnetpoler,
som blev fri ved Overskæringen; denne sidste
Kraft kan vises at være 4 π J, hvor J er
Magnetiseringsintensiteten paa Snitfladen, og den
samlede Kraft bliver derfor H+4 π J. Som det
ndf. skal omtales, er i Virkeligheden alle
Legemer noget magnetiserbare, om end som Regel
kun yderst svagt. Man opretholder derfor den
givne Definition af Induktionen B i alle
Legemer, idet saa J betyder
Magnetiseringsintensiteten paa en Snitflade vinkelret paa
Magnetiseringsretningen og gaaende gennem det
betragtede Punkt, hvilket Legeme dette end
befinder sig i. For Praksis har denne Udvidelse
ikke synderlig Interesse, for saa vidt som J
praktisk talt er 0 for alle Legemer, undtagen
Jern; derfor bliver for langt de fleste Legemer
B=H; dette er saaledes Tilfældet i Luft; men
Udvidelsen har meget stor teoretisk Værdi. —
Anbringes et Stykke blødt Jern i et magnetisk
Felt, vil begge Kræfterne H og 4 π J gaa i
samme Retning inde i Jernet; den magnetiske
Induktion i Jernet vil derfor være større, i
Praksis mange Gange større, end den
magnetiske Kraft i det paagældende Punkt i
Jernet. Da B er en Kraft ligesom H, kan dens
Forløb repræsenteres ved Kurver,
Induktionslinier; disse Linier ligger altsaa
 |
| Fig. 4. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
