- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
409

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Magnus den Gode - Magnus Haraldssøn - Magnus Barfod - Magnus den Blinde - Magnus Erlingssøn

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til Norge. Efter dennes Fald ved Stiklestad
(1030) opdroges han i Gardarike. Da Misnøjet
med det Styre, som Svein Knutssøn og hans
Moder Alfiva førte, blev alm. i Norge, blev M.
hentet hjem af Høvdingerne Kalv Arnessøn og
Einar Thambarskelve og hyldedes som Konge
(1035); Svein og hans Moder maatte flygte. I
den første Tid efter sit Komme til Magten var
Kong Magnus haard og grusom mod dem, som
havde rejst Modstand mod hans Fader.
Harmen over hans Voldsstyre var i Færd med at
bryde ud i Oprør, da hans faderlige Ven
Sigvat Skald i sine saakaldte Bersøglisviser
(»Fritalenhedsviser«) advarede ham. Han slog nu
helt om og blev en saa mild Styrer, at han fik
Tilnavnet »den Gode«. Aaret efter M.’s
Hjemkomst døde den fordrevne Svein Knutssøn, og
hans Halvbroder, den danske Konge
Hardeknud, rejste Krav paa Norges Rige. Det var
nær ved at komme til Krig mellem de to
Konger; men Høvdingerne i Danmark og Norge
gik imellem. Der mægledes Forlig, saaledes at
den længst levende af Kongerne skulde arve
den andens Rige. Da Hardeknud døde 1042,
blev M. Konge i Danmark. Mod sin Fosterfader
Einar Thambarskelve’s Raad indsatte han nu
Knud den Mægtiges Søstersøn, Sven Estridsøn,
til Jarl her; men denne antog snart Kongenavn,
og M. maatte stadig drage paa Tog mod ham.
Aaret efter Hardeknud’s Død gjorde Venderne
Indfald i Danmark; M. drog imod dem og slog
dem i Slaget paa Lyrskovhede. 1046 kom Olaf
den Helliges Halvbroder Harald Haardraade
hjem fra Konstantinopel, og M. saa sig
nødsaget til at tage ham til Medregent. M. døde
paa et Tog til Danmark. Hans Lig blev under
alm. Folkesorg ført til Nidaros, hvor det blev
bisat hos Faderen først i Klemens-Kirken, siden
overflyttet til Krist-Kirken. Forøvrigt er der i
Sagaerne om M. særlig meget Legendestof.
(O. A. Ø.). Edv. B.

Magnus Haraldssøn, Konge i Norge
1066—69, Harald Haardraade’s ældste Søn, d.
1069, blev før Faderens Englands-Tog indsat til
Konge i Norge og delte 1067 Magten med sin
Broder Olaf Kyrre; selv beholdt han den
nordlige Del af Landet.
(O. A. Ø.). Edv. B.

Magnus Barfod, Konge i Norge
1093—1103, Olaf Kyrre’s Søn og Eftermand, f. 1073, d.
24. Aug. 1103, delte først et Aars Tid
Regeringen med Fætteren Haakon Magnussøn, som
havde den nordlige Del af Landet. M. var en
meget krigersk Konge, der søgte at gennemføre
store Planer ved Vaabenmagt. I Beg. af sin
Regering foretog han et Tog til Øerne uden for
Skotland. Han tvang den skotske Konge til at
give Afkald paa disse, og Jarlerne af Orkn-Øerne
og Kongen af Suderøerne maatte hylde ham.
Derefter kom han i Krig med den sv. Konge
Inge Steinkilson; der blev dog efter nogle
Sammenstød, i hvilke Lykken ikke fulgte M., sluttet
Forlig med denne, og til Stadfæstelse paa
Freden ægtede M. Inge’s Datter Margareta, som fik
Navnet »Fredkulla«. 1102 foretog M. et nyt Tog
til Suderøerne og Man, der havde løsrevet sig.
Paa Hjemrejsen gjorde han Landgang i Irland
og hærgede. Paa Tilbagevejen til sine Skibe
blev han overfalden af Irerne og faldt efter et
mandigt Forsvar. Tilnavnet »Barfod« fik han
efter sit første Tog til Skotland, hvor han
anlagde den højskotske Dragt, kort Kjortel uden
Bukser. Tre af hans uægte Sønner, Eystein,
Sigurd og Olaf, blev hans umiddelbare
Efterfølgere paa Norge’s Trone. To andre — ligeledes
uægte — Sønner var Harald Gille og Sigurd
Slembe, hvis Herkomst dog næppe er aldeles
utvivlsom. (Litt.: A. Bugge, »Smaa Bidrag
til Norges Historie paa 1000-Tallet [1914]).
(O. A. Ø.). Edv. B.

Magnus den Blinde, Konge i Norge
1130—35, Sigurd Jorsalafare’s Søn og Eftermand, f.
c. 1115, d. 12. Novbr 1139, blev ved Faderens
Død Konge, men maatte snart tage Harald Gille
til Medregent. Denne havde ved sit Komme til
Norge ved Jernbyrd godtgjort at være Magnus
Barfod’s Søn; dog maatte han love ikke at gøre
Fordring paa Andel i Riget, saa længe som
Magnus Sigurdssøn levede. Men denne skabte
sig ved sit Stivsind og sin Voldsomhed mange
Fjender bl. Høvdingerne, som sluttede sig om
Harald. Allerede 1133 kom det til Brud mellem
de to Konger. Først havde M. Overtaget, og
Harald maatte tage sin Tilflugt til Danmark.
Her fik han Hjælp af Kong Erik Emune. M.
blev nu tagen til Fange, blindet, gildet og paa
anden Vis lemlæstet, hvorefter han som Munk
blev indsat i Klostret paa Nidarholm (1135).
Det flg. Aar blev Harald Gille myrdet i Bergen
af Sigurd Slembe, som efter selv at have taget
Kongenavn tog M. ud af Klostret. Men Harald
Gille’s Tilhængere sluttede sig sammen om
hans Sønner, og i den paaflg. Krig blev M.
fældet i Søslaget ved Holmengraa (uden for
Strømstad).
(O. A. Ø.). Edv. B.

Magnus Erlingssøn, Konge i Norge
1161—84, Søn af Kong Sigurd Jorsalafare’s Datter
Kristina i hendes Ægteskab med Erling Skakke
af Stødle, f. 1156, d. 15. Juni 1184. Da Kong
Inge Haraldssøn var falden 1161, tog dennes
Mænd det fem Aar gl. Barn til Konge; hans
Fader blev deres Fører i Kampen mod
Haakon Hærdebred, Sigurd Mund’s Søn, der det
flg. Aar blev fældet i Slaget ved Sekken. M.
blev derefter paa Øreting hyldet som Konge
over hele Norge, og 1163 ell. 1164 blev han
kronet i Bergen af Ærkebiskop Eystein. Det
var den første Kroning, som fandt St. i Norge;
men for at naa dette Maal maatte Erling
Skakke gøre Gejstligheden store Indrømmelser, og
Norges Rige blev erklæret for at være et Len
af Skt Olaf. Om det egl. Indhold i disse
Begivenheder raader der dog adskillig
Uklarhed. Ti Aar senere rejste Birkebeinernes
Parti sig mod M. Disse led dog først
fuldstændig Nederlag. I Slaget paa Re (nær Tunsberg)
blev deres Konge, Eystein Meyla, fældet, og
den sprængte Flok flygtede til Vermland
(1177). Her stillede Sverre, som udgav sig for
Søn af Kong Sigurd Mund, sig i Spidsen for
dem, og nu vendte Bladet sig snart. I Juni
1179 blev Erling Skakke fældet i Slaget paa
Kalvskindet ved Nidaros, og 27. Maj 1180 blev
M. slaaet paa Ilevoldene uden for samme By.
Han flygtede nu til Danmark, hvor han fik
Understøttelse, og i de flg. Aar fortsatte han
med sit Parti Heklungerne Kampen mod

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Mar 10 11:13:03 2014 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0429.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free