- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
628

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marine- og Landskabsmaleri

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Landskabsmaleri«) kan nævnes
Odyssé-Landskaberne, fundne paa Esquiliner-Højen i Rom,
nu i Vatikanet; andre Eksempler fra Fundene
i Pompeji og Hereulaneum. I
Middelalderen har Landskabsmaleriet kun daarlige
Vækstbetingelser. Efter middelalderligt kirkeligt Syn
saa man i Naturlivet, som det rørte sig i Sø og
Skov, Mark og Bjerg, onde Dæmoners Magt.
Italienerne synes at have været de første, der
kunde iagttage og nyde Landskabet som noget
skønt. Helt ind i Middelalderen gaar der som
svage Striber af denne Skønhedsfølelse, der brød
frem i fuldt Sollys med Renaissancen (Frans
fra Assissi, Dante; senere Petrarca, Æneas
Sylvius’ Skildring af ital. Natur, Aretino’s af
en Solnedgang). Men det var dog først i Norden
med Folkenes medfødte Kærlighed dér til den
landskabelige Natur — og først sent — at der
dannedes en fuldt selvstændig Landskabskunst
udløst af sin Forbindelse med den kirkelige
Overlevering. Ogsaa for Landskabet gør van
Eyck’ernes
Malerkunst Epoke. Her som
andensteds fremtræder Landskabet vel kun som
Baggrund for en figurlig Fremstilling, men
udført med glimrende Teknik, dybt Perspektiv og
de ny straalende Oliefarver fanger det
selvstændig Interesse. Landskabet gør sig nu mere
og mere gældende, efter Udviklingslinien:
mindre og mindre Figurer og større Plads for det
landskabelige, indtil de første svinder ind til en
Staffage for de sidste. I 15. og 16. Aarh. ser vi
paa de tyske Maleres Billeder Baggrunde
(udmærkede Billeder af Altdorfer med
Betoning af Luftperspektiven), med stejle Fjelde,
ligesom paa Lionardo’s; Tizian skildrer Cadores
Bjergegn, Rafael og den umbriske Skole en
blødere, mildere Natur med slanke tyndtløvede
Træer, o. s. fr.

I Italien, hvor Landskabskunsten tidlig
dyrkes i Siena, A. Lorenzetti, derefter af P. de
Cosimo, Pollajuolo etc. (ogsaa Gozzoli’s Fresker
i Pisa), blev det især Correggio, Giorgione og
først og fremmest Tizian, der gør det
landskabelige til et selvstændigt Element i Billedets
Samvirkning; endvidere kan nævnes Tizian’s
Elev A. Schiavone og Bassano, og overhovedet
den venetianske Skole; An. Carracci skaber
et selvstændigt Landskabsmaleri. Hans og
Bologneserskolens klassiske Landskabskunst med
den arkitektoniske Opbygning, store og rene
Linier, bliver banebrydende for den »historiske«
Gren af Landskabskunsten, som den fortsættes
og udvikles til Kulmination i Frankrig (i
Holland oversatte Poelenburg og Fæller den
Carracci’ske Retning en miniature); vigtige ital.
Navne i denne Kunstgrens Historie er Albani
(Idyller), Grimaldi, G. Reni, Domenichino (og
dennes Elev Gozza [se hans smukke Landskab
i Kbhvn’s Kunstmus.]); endvidere S. Rosa
(det »romantiske« Landskab). En betydelig
Kraft tilføres den ital. Kunst ved Hollænderen
P. Bril (1564—1626). Fra ham gaar
Impulserne videre til hans Værkfælle fra Frankfurt
Elsheimer (og derfra til Rembrandt) og til
Flandern (de »blaa« Landskabsmalere) gennem J.
Brueghel.

Men større Bet. faar han vel i Frankrig
for N. Poussin, den egl. Skaber af det
heroiske Landskab (med myt. Staffage), dennes
Svoger G. Dughet (Poussin) og først og
fremmest Cl. Lorrain (1600—82), hvis
skønne elysiske Landskaber med den ubrudte
Harmoni, milde Fred og det gyldne Lys blev som
et »Dogme« for megen senere Landskabskunst
og toges forfængelig i skabelonmæssige
Efterligninger i Tusindvis. Fine Malere og dygtige
Repræsentanter for den Lorrain’ske Retning
træffes især i Nederlandene: Swanevelt,
J. Both, Hackaert etc.

I Nederlandene træffer vi hos G.
David, Ouwater m. fl. smukke
Landskabsbaggrunde, men først en selvstændig Udvikling af
Landskabsmaleriet i 16. Aarh. med Malerne Patinir
og H. de Bles; den perspektiviske
Fremstillingsmaade er endnu naiv; man benytter sig af den
konventionelle perspektiviske Dualisme (med to
»Øjepunkter«) for ad den Vej at give det
fremstillede større Tydelighed. Den tidligere omtalte
J. Brueghel (Blomster-B.) gengiver i sine
mange, miniaturfint udførte Billeder, »Paradisets
Have« o. l., Naturen i dens yppige
Mangfoldighed af Planter og Dyr; andre vigtige Navne er
D. Vinckbooms, Savery og J. de Momper,
hvilken sidste, der faar J. Brueghel til at male
Staffagen, i sin Farveskala (brunt i Forgrunden,
grønt i Mellem- og blaat i Baggrunden) fæstner
en i Landskabskunsten længe raadende
koloristisk Manér. Rubens er jo lige saa lidt som
Rembrandt Landskabsmaler ex professo,
men yder dog — ligesom Rembrandt paa sin
Vis — i Landskabet Ting, der i Magt og
Stemningsindhold hører til denne Kunstgrens mest
belagende og lødige Værker. H. Saftleven, der
pillent maler nydelige Billeder fra Rhin og
Mosel, staar som de ovennævnte i Gæld til ital.
Kunst. — I hollandsk Kunst, hvor
Landskabsmaleriet i 17. Aarh. opnaar en sjælden
rig Blomstring med flinke Dyrkere i
Hundredvis, brydes to Retninger, dels en national, der
begynder med v. Goyen, og hvis største Navne
bl. store er J. Ruisdael og Hobbema, og
som malerisk søger at sammensmelte alle
Enkeltheder til et Totalindtryk, dels den tidligere
antydede italieniserende, der tager Motiver og
kunstneriske Forbilleder Syd fra (Both.
Swanevelt. Hackaert, Moucheron, Glauber; desuden
Dyr- og Genremalere som du Jardin, Berchem,
Th. Wyck, A. v. de Velde etc.). Til de
nationale Hollændere hører en Mester som S.
Ruisdael (af Goyen’sk Retning), C. Vroom, du Bois,
v. Everdingen, Waterloo (Raderinger), Cuyp,
Wynants, C. Decker, Hagen, Verboom etc. A.
v. de Neer indtager bl. de nationale en Særstilling
med sine Maaneskins- og Ildebrandsstykker.

I 18. Aarh. gaar det stærkt tilbage med den
holl. Landskabskunst som med Kunsten
overhovedet. Landskabet behandles ofte blot
kulisseagtig dekorativt (f. Eks. Frankrig); en
anset Landskabs- (og Marine-) maler i Frankrig
er J. Vernet; som Fører for det klassiske
Landskab i Poussins Manér optræder Valenciennes,
hvis Receptmaleri tørrer Saften ud af Datidens
Kunst. Nu begyndte Schweiz’ Natur og Alperne,
der for adsk. Aarh. tilbage var optraadt
sporadisk i de gl. Billeders Baggrunde, at faa
selvstændig Interesse: Aberli (1723—86) m. fl. skildrer

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:41:39 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0648.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free