Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marine- og Landskabsmaleri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alperne i gouache- og akvarelfarvede
Raderinger. Denne Traad fortsættes senere op i 19.
Aarh. af Schweizerne Diday og Calame; fra da
af bliver disse Bjerge international malerisk
Ejendom. Nordmanden J. C. Dahl (1788—1851)
er den første, der (efter Everdingen) ret aabner
Øjet for norsk Fjeldnaturs Skønhed.
Den levende Naturbetragtning og vaagne
Samfølelse med Naturen, som var kaldt til Live
ved Rousseau o. a., hævede overhovedet
Landskabsmaleriet i 19. Aarh. til et nyt og friere
Standpunkt. Det ideale Landskab i Poussin’s
Aand var længe det raadende. Saaledes
repræsenteredes det med stor Dygtighed i Tyskland
af J. C. Reinhardt og J. A. Koch
(1768—1839), begge paavirkede af Carstens, og
begge i Besiddelse af en inderlig og varm
Naturfølelse; denne idealistiske Udviklingslinie
fortsættes i Tyskland (hvis første rene Landskaber
frigjorte for Forbindelse med andre Genrer,
Kirkebilleder etc., i øvrigt gaar saa langt tilbage
som til Dürer’s Vandfarvemalerier, W. Huber,
Hirschvogel) ved K. Rottmann, F. Preller
(Odyssé-Landskaber), J. W. og W. Schirmer
m. fl. I Frankrig repræsenteres den klassiske
Retning af P. Flandrin, L. Français o. m. fl.
samt med stor Selvstændighed og lyrisk Følelse
af Corot. Her som andensteds fornyede den
romantiske Anskuelse Følelsen for
Naturlivet. Og man saa, at i ens egen hjemlige
Natur laa gemt det usynlige Liv og de Skatte,
som man hidtil oftest havde søgt at fremtrylle
i et tænkt Arkadien. Lyset med dets uendelige
Variationer i et nordisk Klimas Skiften gav det
følte Udtryk for de sjælelige Stemninger. Man
saa, at man blot skulde fordybe sig i den
landskabelige Natur — den være saa beskeden og
tarvelig, den vilde — for at trylle Sjælen frem.
Derfor gjaldt det om hensynsløst at give sig
hen i Naturen og dyrke hver dens Enkelthed.
Der fremkom saaledes i Frankrig en
naturalistisk Landskabsskole, hvis Maal var
Stemningsindhold. Denne Retning havde sine Aner
ovre i England, i Gainsborough og Fæller i 18.
Aarh., i Crome, men særlig i Constable
(1776—1837) og den geniale Turner;
Bonington blev Formidleren mellem eng. og fr. Denne
ny fr. intime Landskabsskole med dens
Dyrkelse af Lysvirkningerne og dens Luft i
Billederne (»den Brystsyge trak Vejret bedre ved
Synet af dem«) tog først og fremmest
Fontainebleau-Skoven i Besiddelse. Dens ypperste
Navne er Th. Rousseau (1812—67), den ældre
Daubigny og Dupré; se nærmere
Barbison-Skolen. Denne Skole gik sin Sejrsgang
Verden rundt, men dens Bølger og Dønninger
krydsedes snart af andre Strømninger, saaledes
af Impressionismen, der tilførte
Landskabet ny og store Værdier, Syntetismen og
overhovedet Interessen for det stiliserede
Landskab m. v. Der skal i øvrigt ikke her
yderligere dvæles ved de landskabelige Retninger og
deres mange og forskelligartede Dyrkere (den
Düsseldorf’ske Romantik: Achenbach’erne, A.
Leu; udprægede Romantikere som Schinkel og
Lessing, Puvis’ Monumentallandlskaber etc.),
men henvises til Udviklingsgangen under Afsn.
»Kunst« ved de forsk. Lande.
Marinemaleriet (Sømaleriet) har
efterhaanden udskilt sig som selvstændigt Fag
fra Landskabskunsten. Efter Sagens Natur er
der en saa lempelig Overgang mellem disse to
Fag (som f. Eks. ogsaa mellem Landskabs- og
Kvægstykket), at en Afgrænsning altid vil blive
tilfældig og vilkaarlig. Selv om der spredtvis
og andensteds (Gl. Lorrain’s smukke
Marinebilleder fra Rhinen, Velasquez) kan paavises
Tilløb til et Sømaleri (saaledes i de ovenn.
antikke Odyssé-Landskaber), tør man dog sige,
at dettes Vugge har staaet i 17. Aarh. Medens
S. Rosa, i Fortsættelse af det heroiske
Landskab, giver Elementernes Rasen, de fraadende
Søer mellem vildt forrevne Klipper, blev
Kunsten i Holland Sømaleriets egentlige Skaber.
Vandets Element maatte nu engang spille en stor
Rolle i dette Lands paa een Gang kommercielt
og malerisk anlagte Befolkning. En af dets
første Dyrkere er Vroom (f. i 16. Aarh.’s 2.
Halvdel); A. Willaerts (der dyrker Enkeltheden:
Skibene, Fiskerne, Vandfladen etc.) og den
ældre Porcellis viser betydelige Fremskridt.
Simon de Vlieger, J. v. de Capelle og W. v. d.
Velde den Y. (1633—1707) betegner
Højdepunktet ved den fine Gennemførelse af Lufttonerne
og den skønne maleriske Helhed. Andre
fremragende Sømalere er Brødrene Peeters, L.
Bakhuisen, H. Dubbels, A. Storck, J. Porcellis
og Nooms (Zeeman) m. v. Fra Italien kan
anføres Canale’s og Belotto’s venetianske
Prospekter; Frankrig bliver dog i 18. Aarh.
førende: Vernet’s Havnestykker med de stærke
Effekter. I 19. Aarh. fandt Sømaleriet mange
dygtige Dyrkere i Frankrig, især fra den
romantiske Skole: Th. Gudin, Isabey, Roqueplan,
F. Ziem (Havneprospekter), fra nyere Tid bl. a.
Monet (Belle-Isle-Serien); ligeledes hører
Marinerne til Ny-Impressionisterne Seurat’s og P.
Signac’s bedste Ydelser. I England har Turner
virket banebrydende; dygtige Sømalere var bl.
a. Callcott og Stanfield, senere Moore,
Hollænderne er i 19. Aarh. blevne de gl. Traditioner
tro: Schotel, Koekkoek, Mesdag, Storm, Maris
etc. I Tyskland kan bl. ældre nævnes C. Becker,
endvidere A. Achenbach, Hildebrand, Eschke
etc. Hans Petersen, Bartels, Hans Bohrdt og
Saltzmann. I øvrigt henvises til Afsn. »Kunst«
i de forsk. Lande, saaledes ogsaa m. H. t.
Danmark (Eckersberg, A. Melbye, Sørensen etc.)
og de skandinaviske Lande (Gude, M. Larson,
Nordstrøm, Sjøberg etc.). (Litt.:
Woermann. »Die Antiken Odyssee-Landschaften«
[München 1876]; Woltmann, »Die antike
Landschaftsmalerei«; E. Zimmermann,
»Die Landschaft in d. venez. Malerei bis zum
Tode Tizians« [1893]; Lanoé og Brice, Hist.
de l’École franc, de paysage [Paris 1901]; F.
Leitschuh, »Das Wesen d. modernen
Landschaftsmalerei« [Strasbourg 1899]; R. v.
Lichtenberg, »Zur Entwickelungsgeschichte d.
Landsch. bei d. Niederländern u. Deutschen im
16. Jahrh.« [Leipzig 1892]; Guthmann, »Die
Landschaftsmalerei der Toskan. u. Umbr. Kunst
v. Giotto bis Rafael« [Leipzig 1902]. Endvidere
bl. a. Carus, »Briefe über die Landschaft« [2.
Opl. 1835]; Gilbert, Landscape in art,
before the days of Claude and Salvator [Lond.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
