Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mazdaisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Magthaver maa derfor alle gode Kræfter rette
sig i et stort Samarbejde mellem Guder og
Mennesker for at skaffe Livet og Renheden Ret,
indtil ved Tidernes Ende den store Fornyelse
skal indtræde med Dom og Opstandelse til evigt
Liv for Mazda og alle hans Troende og til Død
og Undergang for alle, der i Tillid til Djævelens
Løgne har bekæmpet Renhedens Verden.
Selve Guddommen, Ahura Mazda (»den
Herre Visdom«), tænkes gennem hele
Parsismen som et fuldt ud aandeligt Væsen,
alvidende, altseende, ubedragelig og retfærdig. Som
Navnet »Visdommen« siger, er det først og
fremmest ved sin Intelligens, han virker; han
ved, hvad der er det gode, og kan belære
Menneskene derom, og navnlig gennemskuer han
Djævlenes løgnagtige Paastand om, at Død og
Urenhed og hvad andet de har at byde paa, er
Sandheden og Livet. Mazda er Skaberen, som
har frembragt alle Ting, han opholder Verden
og styrer navnlig, i Samvirken med
Menneskene, dens Udviklingsgang hen imod dens
endelige Maal: »den store Afgørelse« ɔ:
Opstandelsen og Dommen, da Verdens Skæbne skal
afgøres og den, Onde høste sin Løn. For saa vidt
er Mazda en meget højtstaaende Guddom; dog
bærer han et meget abstrakt, upersonligt Præg
og er i Virkeligheden ikke andet end et
Retfærdighedens Princip, som fuldbyrder sig gennem
Verdensplanen og Dommen. Nogen fri,
personlig Holdning indtager denne Guddom ikke, og
at han navnlig ved Dommen skulde øve nogen
Barmhjertighed mod den enkelte ell. være en
naadig Gud, derom er der ikke Tale.
Sin Verdensmagt udfolder Mazda gennem et
System af Aander, de seks Ameshas speñtas
(Amshaspander), »de udødelige hellige«, en Slags
Ærkeengle, der imidlertid, ligesom Mazda selv,
har en udpræget Begrebskarakter og i
Grunden kun repræsenterer visse moralske ell.
religiøse Sfærer, hvori Livsmagterne har
hjemme, og hvorfra de da behersker Verden. Men
denne Verden strækker de sig da til Gengæld
saa langt ind i, at de faar bestemte, materielle
Omraader at varetage, og en saadan
Dobbelthed har behersket dem allerede i den ældste
Form, hvori vi kender dem. Saaledes er den
fornemste af disse Aander Vohu Mano, »det
rette Sindelag«, ikke blot en Visdommens og
Aabenbaringens og Salighedens Genius, men
tillige særlig Kvægets, Køernes Beskytter, Asha
vahishta, »den bedste Retfærd«, en
Renhedens og Retfærdighedens og den moralske
Verdensordens Aand, men ogsaa Ildens Genius;
fremdeles er Armaiti paa een Gang
Ydmyghedens og Jordens Gudinde, Xathra
vairya Gudsrigets Idé og Metallernes
Skytspatron, og de to sidste Amshaspander
Haurvatat og Ameratat Fuldkommenhedens
og Udødelighedens, men ogsaa Vandets og
Planternes Aander.
Omgiven af disse virkende Tjenere staar
Ormuzd som en virkelig Enegud, og om den
oprindelige M.’s Monoteisme kan der ikke
næres Tvivl; men efterhaanden som denne
Religion vandt Udbredelse i det udstrakte
Perserrige, nødtes den til at optage adskillige
Guddomme i sig, som æredes af Adelsslægter og
Præsteskaber, og saaledes ser vi allerede de
senere Achæmenider (fra Artaxerxes II) dyrke
Guden Mithra, Solens og Troskabens Gud,
der senere udbredte sig til det rom. Rige og
blev saa berømt i Kejserrigets Slutningstid;
fremdeles Gudinden Anahita, en
Frugtbarhedens Guddom, der ganske svarer til den
semitiske Astarte (Venus), ogsaa ved sin yppige,
til Dels usædelige, Kultus; Krigsguden
Verethragna, Lysengelen Sraosha o. m. a.
Disse Guddomme betragtedes dog aldrig som
egl. Guder og kunde paa ingen Maade lignes
med Ahura Mazda og hans Engle; man
betegnede dem blot som yazatas (nypers. ized),
»de som er værdige til Anraabelse«, men har
dog dyrket dem med Ofre og Bønner.
Mod denne Lysets og Renhedens Verden staar
nu de onde Magter fra evig Tid som en
skærende Kontrast. Allerede en af de gl.
Gatha-Hymner erklærer »den hellige Aand« og »den
onde Aand« for Tvillinger ɔ: indbyrdes
uafhængige og lige opr. Magter, og der er ikke Tale
om, at Djævelen, saadan som i Bibelen, er
Guddommen undergiven enten som en Syndens
Anklager ell. det ondes Forvalter. Han er
fuldstændig Herre i sit eget Rige, og dette Rige er
Dødens, bestaar af Sygdomme, Ufrugtbarhed,
Urenhed, og er tillige et Løgnens Rige, for saa
vidt som Djævelen stedse søger at bilde
Menneskene ind, at alle disse Ting er det rette.
Ved denne dybe og opr. Tvedragt mellem
Renhedens og Urenhedens Verden staar M. som
en udpræget Dualisme; den er en Lære om
to aandelige Verdener, der bekæmper hinanden,
og som ikke har nogen Lod ell. Del i hinanden.
Dog maa Dualismen ikke forstaas, som om
denne Spaltning var uendelig ell. endeløs; der
er tværtimod de bedste Udsigter til, at den
skal være forbi ved Tidernes Ende, og at
Djævelen med alle hans Engle skal tilintetgøres saa
fuldstændig, at det kun er Renhedens Verden,
som bestaar i Evighed. »Djævelen skal
overgives i Asha’s (Renhedens) Hænder«, lyder
bestandig den trøsterige Forjættelse.
Selve Djævelens Navn er i Avesta
Ahriman (anro mainyu, Trængselens Aand), der
fra først af (i Gathaerne) blot tænkes som et
ondt Princip, men senere smelter sammen med
den mere haandgribelige Djævleverden. Denne
bestaar af Drujer og Dever, de første
fordærvelige og forføreriske Hundjævle, der
lokker Menneskene i deres Garn og avler alle
Haande Synder med dem, Deverne falske
Guder, der nu er i Ledtog med Djævlene og
forøger Ondskabens Hær; og denne rekruteres
endyderligere med de frafaldne Mennesker, der,
saa snart de har begaaet Dødssynder, alt i
levende Live bliver Djævle og efter Døden
djævelske Spøgelser. Alle kæmper de nu til Hobe
mod Mazda og hans Engle og hans Troende, og
alle maa de vide, at Undergangen er dem vis.
Thi i Tidernes Morgen, da Striden mellem
de to begyndte, kundgjorde Ahura Mazda
allerede dette for sin Modstander. I Kraft af sin
Visdom saa Guddommen klart, hvordan det
hang sammen, og hvad der skulde ske, og
slagen af denne Forkyndelse segnede Djævelen
længe hen i lammende Raadvildhed; dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
