- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVI: Ludolf—Miel /
849

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meilhac, Henri - Meili, Friedrich - Meilichios - Meillet, Antoine - Meinardus, Ludwig Siegfried

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

levere de kaade og løsslupne, spotske og vilde
Tekster til Offenbach’s Operetter, som hørte til
det andet Kejserdømmes vigtigste Fornøjelser.
Af Stk., M. skrev alene, kan nævnes: Un
petit-fils de Mascarille
(1859), La vertu de Céliméne
(1861), Fabienne (1866), Suzanne et les deux
vieillards
(1869), Les demoiselles Clochart (1886),
Décoré (1888), Margot (1890, Théâtre français),
Brevet supérieur (1892), Ma Cousine (1892),
Leurs gigolettes (1893) og Grosse fortune
(1896). Sammen med Charles Nuitter skrev han
Vert vert (1869, Musik af Offenbach), med Ph.
Gille Manon Lescaut (1884, Opera, komponeret
af Massenet), med Albert Millaud Mam’zelle
Nitouche
(1883, Musik af Hervé). Med Halévy
forfattede han flg. Operetter: La belle Hélène
(1865), Barbe-bleue (1866), La grande-duchesse
de Gérolstein
(1867), La vie parisienne (1868),
La Périchole (1868), Le château à Toto (1869),
La diva (1869), Les brigands (1869), La
boulangère a des écus
(1875), alle komponerede af
Offenbach, endvidere Operaen Carmen (1875,
Musik af Bizet), Operetten Le petit duc (1878,
Musik af Lecocq), Junot og La petite mademoiselle
(1879, begge komponerede af Lecocq) og
endelig en Række Komedier, Vaudeviller og Farcer,
hvoraf kan fremhæves: Les moulins à vent
(1862), Fanny Lear (1868), Froufrou (1869), Le
roi Candaule
(1873), Le mari de la débutante
(1879), La roussotte (1881) o. s. v. Ogsaa uden
for Frankrig er M.’s dramatiske Virksomhed
kendt. 1888 optoges han i det fr. Akademi i
Eugène Labiche’s Sted.
S. Ms.

Meili [’majli], Friedrich, schweizisk
Retslærd, f. 2. April 1848 i Hinwil (Kanton Zürich),
d. 15. Januar 1914, Dr. jur. i Jena 1870,
Advokat 1871—95, Privatdocent i Zürich 1880,
ekstraordinær Professor 1885, ordinær Professor
smst. 1890, 1905 Præsident for Kassationsretten
i Zürich. Baade af den schweiziske og af
udenlandske Regeringer — Østerrig, Portugal,
Holland, Rusland o. a. — blev der lagt megen
Beslag paa M. som Affatter af Retsbetænkninger,
han optraadte som sit Lands Delegeret ved de
intern. Privatretskonferencer i Haag, var et
virksomt Medlem af Institut de droit
international
. M.’s overordentlig omfattende
Forfattervirksomhed omspændte den intern. Privatret,
Handels-, Konkurs- og Procesret; et særligt
videnskabeligt Enklave opdyrkede han ved sine
Studier over moderne »Samfærdsels«-Ret. Af
hans mange Skr. vedr. den intern. Privatret
kan nævnes: »Die Kodifikation deis
internationalen Zivil- und Handelsrechts« (1891),
»Geschichte und System des internationalen
Privatrechts im Grundriss« (1892), »Das
internationale Civil- und Handelsrecht auf Grund der
Theorie, Gesetzgebung und Praxis«, I—II (1902,
overs. paa eng. og jap.), »Das intern.
Zivilprozessrecht auf Grund der Theorie,
Gesetzgebung und Praxis« (1906), »Moderne
Staatsverträge über das internationale Konkursrecht«
(1907), »Bartolus als Haupt der ersten Schule
des internationalen Strafrechts« (1908),
»Lehrbuch des internationalen Konkursrecht« (1909),
»Das internationale Privat- u. Zivilprozessrecht
auf Grund der Haager Konventionen« (sammen
med A. Mamelok, 1911) o. m. a. Telegraf-,
Telefon-, Automobil- og Luftretten viede M. en
særlig Opmærksomhed, jfr. f. Eks. hans »Das
Telegraphenrecht« (1871, 2. Opl. 1873), »Das
Telephonrecht« (1885), »Die Kodifikation des
Automobilrechts« (1907), »Die drahtlose Telegraphie
im internen Recht und Völkerrecht« (1908),
»Das Luftschiff im internen Recht und
Völkerrecht« (1908) o. a. Af hans øvrige Arbejder
skal endnu fremhæves: »Die Prinzipien des
sehweizerischen Patentgesetzes« (1890), »Die
neuen Aufgaben der modernen Jurisprudenz«
(1892), »Die Gesetzgebung und das
Rechtsstudium der Neuzeit« (1894), det meget læste
»Institutionen der vergleichenden
Rechtswissenschaft« (1898), »Die Kodifikation des
schweizerischen Privat- und Strafrechts« (1901), »J. C.
Bluutschli und seine Bedeutung für die
moderne Rechtswissenschaft (1908) o. m. a. Nogen dyb
ell. stringent Tænker var M. ikke; hans Viden var
omfattende, men noget konfus; men i mange, af
hans Skr. er samlet et stort Materiale som
Grundlag for dyberegaaende Undersøgelser.
(Litt.: Frantz Dahl i »Tidsskr. f.
Retsvidenskab« XXVII (1914), S. 276—78).
Fz. D.

Meilichios [mæ^i’likiås] (gr.: »naadig, mild«),
gr. Gudenavn. Opr. synes M. at have været en
selvstændig chthonisk Gud (se Chthonios),
med en tilsvarende Gudinde Meilichia. Spor
heraf er bevaret i enkelte Steders Kultur. Tidlig
gik dog disse Væseners Selvstændighed tabt:
M. blev da sædvanlig et Tilnavn til Zeus (ell.
Dionysos), medens Meilichia smeltede sammen
med Afrodite. Navnlig fra Athen og Peiraieus
haves talrige Votivtavler, der bærer Vidne om
Dyrkelsen af Zeus M.; paa nogle af disse er
afbildet en stor Slange, de underjordiske Væseners
hellige Dyr.
C. B.

Meillet [mæ’jæ], Antoine, fr.
Sprogforsker, f. 11. Novbr 1866. Efter at have studeret i
Paris, navnlig under Bréal og Saussure, og i
Wien blev han 1891 maître de confèrences ved
Écoles des Hautes Études i Paris, siden ved
École des Langues Orientales og er siden 1906
Prof. i sammenlignende Sprogvidenskab ved
Collège de France smst. M. har dels ved sin
mangesidige Forfattervirksomhed, dels ved sin
fremragende Dygtighed som Lærer øvet en
overordentlig stor Indflydelse paa
Sprogforskningen ikke alene i Frankrig, men ogsaa
udenfor sit Lands Grænser. Med aldrig svigtende
Klarhed har han behandlet mange forsk. Sprog
dels i Lærebøger, dels i Enkeltundersøgelser.
Af hans Værker skal nævnes: Recherches sur
l’emploi du génitif-accusatif en vieux-slave
(1897),
Études sur l’étymologie du vieux-slave (1902),
Grammaire arménienne (1903), Introduction à
l’étude comparative des langues
indoeuropéennes
(1903, 4. Udgave 1922), Les dialectes
indoeuropéennes
(1908), Histoire de la langue
grecque
(1913), Caractères généraux des langues
germaniques
(1917), Les langues dans l’Europe
nouvelle
(1918), Linguistique historique et
linguistique générale
(1921).
O. Jsp.

Meinardus [ma^i’nardos], Ludwig
Siegfried
, tysk Komponist og Musikforf.
(1827—96), studerede ved Leipzigs Konservatorium,
derefter hos Fr. Liszt og hos Marx. 1866 blev han
Lærer ved Dresdens Konservatorium; 1874—85

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:40 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/16/0873.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free