Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mirabilis - Mirabilit - Mira Ceti - miracles - Mira de Amescua, Antonio - Mirafiori - Mirakel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
omsluttede af et 5-delt og bægerlignende Svøb af
Højblade. Blostret er rør-, tragt- ell.
klokkeformet, indfoldet og snoet i Knoplejet; 3—5
Støvdragere. 24 Arter, de fleste nordamerikanske.
M. longiflora L. bliver 60—120 cm høj; den
har æghjertedannede Blade og et 1-blomstret
Hylster, hvis Blomst er tragtformet og hvid og
i Svælget purpurrød. Den stammer fra Mexiko
og anvendes som Prydplante; Blomsterne dufter
om Aftenen og Natten og er lukkede om Dagen.
M. Jalapa L. er af lgn. Højde, har
hjertedannede Blade og røde, gule ell. hvide
Blomster. Den stammer ogsaa fra Mexiko;
Roden var tidligere i Brug som afførende
Middel (Falsk Jalape). Den bruges ligesom
M. multiflora Asa Gray som Prydplante; sidstnævnte
har lila Blomster med mindre Krave.
A. M.
M. Jalapa dyrkes i Reglen i enaarig Kultur.
Frøet saas i April paa halvvarm Bænk, og de
unge Planter udplantes i Maj med 40—50 cm’s
Afstand.
(L. H.). P. F.
Mirabilit, et monoklint, hvidt Mineral, som
bestaar af vandholdigt Natriumsulfat
(Glaubersalt Na2SO4. 10H2O), findes paa talrige Steder
i Naturen ved varme Kilder, ved Saltsøer og i
vulkanske Egne, saaledes ved Carlsbad i Böhmen,
paa Sicilien, ved den store Saltsø i Utah.
(N. V. U.) O. B. B.
Mira Ceti, se Hvalfisken.
miracles [↱miräk£z] eller plays of
miracles, en eng. Betegnelse for kirkelige
Skuespil, der opførtes ved Paaske- og Julefesten,
undertiden ogsaa ved Pinsefesten. De
forekommer navnlig i 12. og 13. Aarh. Se gejstlige
Skuespil og Moraliteter.
A. Th. J.
Mira de Amescua [-ðæ-a↱mæskua]
(eller Mescua), Antonio, sp. dramatisk Digter,
f. i Guadix vistnok 1578, d. 1644. M. er vel ikke
et af Nationaldramaets allerførste Navne, men
han var dog ubetinget en fremragende Digter.
Han var Doktor i Teologien og beklædte
efterhaanden forsk. gejstlige Embeder, navnlig i sin
Fødeby. I en Aarrække, fra 1610, levede han i
Syditalien som Statssekretær hos Greven af
Lemos, medens denne var Vicekonge i Neapel;
men sine sidste Leveaar tilbragte han i
Spanien. Der er bevaret et ikke ringe Antal
Skuespil af M. Det er dels historiske Dramaer, dels
religiøse, endvidere romantiske Komedier og
endelig Autos sacramentales. Særlig Interesse
frembyder: El esclavo del Demonio, hvilket har
tjent til Forbillede for Stykker af Calderon og
Moreto; Vida y muerte de la monja de
Portugal, hvori religiøst Hykleri angribes; La rueda
de la fortuna, et af hans navnkundigste
Skuespil, La tercera de si misma; Amor, ingenio y
mujer, et ypperligt romantisk Drama, Galan,
valiente y discreto, der vistnok maa anses for
M.’s bedste Værk; Et caballero sin nombre; Vida
y muerte de San Lázaro. Denne Digter
udmærker sig ved ofte rig Opfindelse og paa sine St.
pragtfuldt og kraftigt Sprog. Fl. af hans Stykker
har været tillagt andre Dramatikere, saaledes
El palacio confuso, der har gaaet under Lope
de Vega’s Navn og bearbejdedes af P. Corneille
under Titlen Don Sanche d’Aragon. 5 af M.’s
Stykker er optrykt i Rivadeneyra’s Bibl. de
Aut. esp. 45. Bd.
E. G.
Mirafiori, Grevinde, var det Navn, som
Kong Victor Emanuel II af Italien 1859 tillagde
sin Frille, Rosa Theresa Vercellana
(1833—85), Datter af en simpel Soldat, med
hvem han 1869 indgik morganatisk Ægteskab.
Hun havde en Søn, Emanuel Guerrieri, Grev M.
(1851—94) og en Datter Vittoria (f. 1848),
som 1868 ægtede Grev J. Spinola-Grimaldi
(d. 1872) og 1873 en anden Greve af s. N.,
Luigi S.-G. (f. 1825).
E. E.
Mirakel (gr.) er Navnet paa en Begivenhed,
som unddrager sig den naturlige Forklaring
ud fra den lovbundne Sammenhæng, hvori
den optræder. Fra Menneskeslægtens tidligste
Barndom har Mirakeltroen gjort sig gældende,
men den nærmere Bestemmelse af M.’s Begreb
faar først gennem en længere Udvikling sin
faste Form. Det ejendommelige for den ældste
Mirakeltro, særlig paa Naturreligionens
Standpunkt, er Forestillingen om, at Guderne regerer
med Livets og Menneskenes Skæbner ganske
efter deres vilkaarlige Lune og Forgodtbefindende.
Der tænkes ikke her at være nogen
Norm, given i selve Tingenes Væsen, som er
bestemmende for, hvad der sker. Tanken om
Naturens Lovmæssighed skal have Tid til at
arbejde sig frem. Alt, hvad der paa særegen
Maade vækker Opmærksomhed og Forundring,
alle særegne Naturbegivenheder, alle Tilskikkelser,
som faar særlig Bet. for det enkelte Menneskeliv,
bedømmes som underfulde og føres tilbage
til Gudernes Indgriben. Nogen nødvendig
etisk Karakter har saadanne Begivenheder
ikke; de fremkalder efter Omstændighederne
Frygt ell. Glæde. Ogsaa i Israel’s Religion er
det mirakuløse i Forgrunden. Det er Jahveh’s
Vilje, som raader for alt, hvad der sker; nogen
anden Orden findes der ikke. Hebræerne havde
ikke noget Navn for Naturen. Det er Jahveh,
der har kaldt Verden frem til Liv, det er ham,
som atter, naar han vil det, kalder sin
Livsaand tilbage; for ham er Ilden og Vinden
Tjenere, der udfører hans Bud og Vilje i alt.
M. ligger bagved alt, hvad der sker, og derfor
bryder det ogsaa ved højtidelige Lejligheder i
Folkets Historie igennem med Styrke. Det
knyttes til de store Mænd for at bevidne deres
Kald, som Moses og Elias. Men alligevel er det
i Gl. Test. ikke det unaturlige, som udgør
Underets Karakter; det er snarere Planmæssigheden
i Forsynsstyrelsen, som hermed skal understreges,
Overensstemmelsen mellem, hvad
der er det rette og det stærke. Ogsaa i Ny
Test. fremtræder M. hyppig. Til Jesu Gerning
hører vistnok hans Virksomhed som Undergører,
ligesom det underfulde er nøje forenet
med hans Person, der staar i direkte Forhold
til Gud. Alligevel afviser han i Fristelseshistorien,
Matth. 4, 1 ff., at bruge Undergaven i sin
egen Tjeneste, og han bebrejder stadig Folket
dets Fordring om M., Joh. 4, 48. Matth. 12, 39.
Og hele den Betragtning af Verden, som han
forkynder, gaar ud paa, at vi skal tage alt,
hvad der sker, som kommende fra Gud, med
Tak og hvile deri, uden at forlange ekstraordinære
Afvigelser herfra. M. bliver nærmest sat
som et Støttepunkt for en saadan Tro, som det,
der giver Billedet af Guds Faderlighedsforhold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
