Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mistral, Frédéric - Mistress - Mistretta - Misvisning - Misvækst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
folkelige Idyl. 1875 udkom Lis isclo d’or
(Guldøerne), en Samling af lyriske Digte fra forsk.
Tid (bl. a. den berømte Solhymne), 1884 Nerto,
en versificeret religiøs-moralsk Legende, 1890
et lyrisk Drama om den i Provence saa
yndede Dronning Johanne af Neapel (La Rèino
fano) og endelig 1896, som Afslutningen paa
hans større Digterværker, det store Digt om
Rhônen (Lou Pouèmo dóu Rose). 1912
udsendte M. en Samling mindre Digte under
Titlen Lis Oulivado (Olivenhøsten), og han har
udg. en provençalsk Overs. af Genesis (La
Genèsi, 1910). Af Prosaarbejder har M.
foruden denne Overs. udgivet et selvbiografisk
Værk, Moun Espelido (»Min Oprindelse«, 1906,
oversat paa Dansk af Oskar V. Andersen,
1909), der dog desværre kun gaar til 1859 og
har større Bet. ved sine pragtfulde
Beskrivelser af Natur og Folkeliv end ved hist.
Oplysninger. Som Udtryk for Felibrigens
Bestræbelser for at rense og højne det provençalske
Sprog, har M. udarbejdet et stort
provençalsk-fransk Leksikon Lou Tresor dóu
Felibrige (2 Bd, 1879—86). Adskillige af M.’s
Festtaler og -artikler er udgivne, men desværre
meget lidt af hans omfattende
Korrespondance. Som Felibrigens største Digter, dens
fornemste og mest repræsentative Skikkelse er
M. paa mangfoldige Maader blevet hædret
baade i og uden for Frankrig; hans Statue blev
mange Aar før hans Død rejst paa Torvet i
Arles, og 1904 fik han Nobel’s Digterpris
sammen med den spanske Dramatiker Echegaray.
(Litt.: N. Welter, »F. M., der Dichter der
Provence« [Marburg 1899]. M.’s egne Værker
er næsten alle forsynede med hans egen
paralleltløbende fr. Overs.).
J. K. L.
Mistress [↱mistris ell. -stres; foran Navn:
↱misiz] (afkortet Mrs.), af gammelengelsk
maistress, »Herskerinde«, »Frue«, opr. af lat.
magistra, bruges paa Engelsk fulgt af Navnet
(ligesom i Omtale) i Tiltale til gifte Kvinder,
som ikke har Titlen Lady. En Families
Overhoveds Hustru vil altid betegnes som Mrs. N.,
og det vilde være upassende at tilføje
Mandens ell. hendes Fornavn. Derimod tilføjes
Mandens Fornavn altid, naar Talen er om
Hustruer af yngre Medlemmer af en Familie:
Mrs. John N., Mrs. Arthur N. o. s. v. Er der
to Kvinder, som begge har Ret til at kaldes
Mrs. N., Svigermoder og Svigerdatter, vil man
kalde den sidste: »Young Mrs. N.«. En Dame,
der iflg. Fødsel har Ret til Titlen Lady,
beholder denne Titel, selv om hun bliver gift
med en Mand uden Titel. Hun er Lady X,
skønt hendes Mand kun er Mr. X. Der gøres
Forskel i Til- og Omtale imellem Døtre af en
Duke (Hertug) og Døtre af en Earl. Den
første kaldes, naar hun bliver gift med en Mand
uden Titel, Lady, fulgt af Fornavnet; den
sidste derimod Lady, fulgt af Mandens
Efternavn. Er Faderen kun Lord, er hun kun Mrs.
Mrs., uden at noget Navn følger, betyder
(saaledes i Tjenestefolks Tale): »Fruen i Huset«.
Mrs. (udtales mi’stres) of a scool betyder:
Lærerinde, Skolebestyrerinde. Ellers har M.,
udtalt mi’stres, lgn. Bet. som det fr. Maitresse.
Smlg. Miss.
V. S.
Mistretta, By paa Sicilien, Prov. Messina,
ligger 107 km VSV. f. Messina, 984 m o. H.
i Monti Nebrodi, 7 km fra Havet og har et
Kastel, livlig Handel samt (1911) 13930 Indb.
M. er det gl. Mystistraton.
(H. P. S.). C. A.
Misvisning, magnetisk eller
magnetisk Deklination, kalder man Vinklen
mellem den fritbevægelige Deklinationsnaals
(Kompasnaals) Retning i Hvilestillingen og den
geogr. Meridian. Se Magnetisme.
A. W. M.
Misvækst, Ødelæggelse af Afgrøden p. Gr. a.
Naturbegivenheder, Tørke, Oversvømmelse,
Insektangreb o. s. v. M. er en af Aarsagerne
til Hungersnød ɔ: Mangel paa de til
Menneskenes Ophold et vist givet Sted
nødvendige Næringsmidler, i sidste Instans Mangel
paa Ernæringsplanter, Kornsorterne o. s. fr.
Afgrænsningen af egl. Hungersnød og Dyrtid
(Knaphed paa Fødemidler) er selvfølgelig
flydende. Foruden M. kan andre
Naturbegivenheder, f. Eks. Græshoppesværme, der
ødelægger en i og for sig god Høst, Krig, Belejring,
en uforholdsmæssig Tilvækst af Befolkningen,
religiøse Fordomme (Frygt, af Ritushensyn, for
at nyde visse Spiser m. m.) være Aarsag til
Hungersnød. M. kan efter dens Udstrækning
betegnes snart som lokal, begrænset til
snævrere Omraader, enkelte Provinser og lgn.,
snart som almindelig, bredende sig over et helt
Land ell. Landekomplekser. Hungersnøden er
nu et blot hist. Fænomen, tilhørende Fortiden,
ell. knyttet til Egne uden for Verdensøkonomiens
Omraade. Vendepunktet i saa Henseende
kan dog for den civiliserede Verden først
sættes ved Midten af 19. Aarh. Fra den Tid
indtraadte et Omsving i Landenes indbyrdes
Forbindelse; Samfærdselsmidlerne brød de
stedlige Skranker, bidrog til Udligning af
Mangel og Overflod, saa en lokal M. tabte sin
afgørende Indflydelse paa Kornsorternes
Prisdannelse, og Kornmarkedet blev Verdensmarked.
Skellet mellem Fortidens Hungersnød og
de nuv. af M. og andre flydende Vanskeligheder
i Forsyningen med Fødemidler sættes
dog ikke alene af Handelens og Samfærdslens
ny Former; disse har vel gjort meget, men
ikke alt til Befolkningens større Bevægelighed,
Evne til at flytte fra Sted til Sted og
udvandre. Som en selvstændig Faktor til
Hindring af Hungersnød maa nævnes den
bedre og mere modstandsdygtige Kultivering af
Jorden og større Tilpasning i Frembringelse
og Forbrug; Jord i god, gødningskraftig
Kultur er mere modstandsdygtig over for f. Eks.
Tørke end ekstensivt dyrket Jord;
Høstudbyttet er derfor nu i Lande med intensivt
Landbrug ret konstant fra Aar til Aar, medens det
tidligere paavirkedes stærkt af Vejrliget. — I
Oldtiden hører man jævnlig om Hungersnød,
i Middelalderen var den en stadig tilbagevendende
Landeplage; hærgende Sygdomme var
dens ledsagende Fænomener. Man satte den i
Forbindelse med Sol- og Maaneformørkelser,
Kometer o. l.; den ansaas som en Straf fra
oven. Midlerne, man anvendte imod den, var
derfor ogsaa for en stor Del af aandelig
Natur: Bøn og Messer. Paa Karl den Store’s Tid
grebes dog Sagen tillige praktisk an: der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
