- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
209

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Monet, Claude - Moneta - Moneta, Ernesto Teodoro - Moneter - Monetier de Briançon, Le - Monetit - Monfalcone - Monfalut - Monforte de Lemos - Mong - Mongair - Monge, Gaspard - Monghir - Mongibello

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

i Kbhvn 1918. (Litt.: Duret, M. [Paris
1880]; G. Grappe, M. [Paris 1912]; G.
Geffroy
, M. [Paris 1920]; Raphael, »Von M.
zu Picasso« [München 1913]).
A. Hk.

Moneta, Tilnavn til Juno, som dyrkedes
paa Borgen i Rom. Hendes Tempel indviedes
1. Juni 344 f. Kr. af Camillus, ifølge et Løfte
aflagt under Krigen med Aurunkerne; et andet
Tempel for Juno M. blev senere opført paa
Albanerbjerget. Alm. afledes Navnet af monere
(advare), en Etymologi, der dog er tvivlsom; nogle
Forskere antager, at det stammer fra et punisk
Ord (Manaath), der forekommer som
Møntomskrift. Den rom. Mønt laa ved Templet paa
Borgen og fik Navn derefter; fra Latin er
Ordet M. gaaet over i mange nyere Sprog i Bet.
Mønt.
C. B.

Moneta, Ernesto Teodoro, ital.
Fredsven (1833—1918). Som 15 Aars Dreng deltog
han i Kampen mod Østerrigerne, blev saa
Officer og kæmpede 1859—60 under Garibaldi.
1861—67 var han Officer i den ital. Hær og
deltog 1866 i Krigen mod Østerrig. I Slaget ved
Custozza fik han saa stærkt et Indtryk af
Krigens Rædsler og Uhygge, at han senere ofrede
sin Kræfter til at fremme Fredssagen. 1867—96
udgav han i Milano Bladet Secolo og
arbejdede det op til et meget indflydelsesrigt
Organ, 1898 fulgte Tidsskriftet La vita
internazionale
. Han grundlagde ogsaa en Række
Fredsforeninger, deriblandt Unione Lombarda og
deltog ivrigt i de internationale Fredskongresser;
ligeledes udgav han et omfattende Skrift om
Krigene, Opstandene og Freden i 19. Aarh. (3
Bd). Som Paaskønnelse for denne Virksomhed
fik M. 1907, sammen med L. Renault, Nobel’s
Fredspris.
E. E.

Moneter (af lat. moneta), Mønt, Penge.

Monetier de Briançon, Le [lö-måne↱tie-dö-briã↱sǡ],
By i det sydøstlige Frankrig i Dept
Hautes-Alpes, ligger ved Guisane og Vejen fra
Briançon over Col di Lautaret til Grenoble, har
en romansk Kirke, to varme Svovlkilder (40
og 50°), der benyttes af Badegæster; i
Nærheden findes Kulgruber. Byen har (1911) 1900
Indb.
N. H. J.

Monetit, et gulhvidt, triklint Mineral,
bestaar af Kalciumfosfatet HCaPO4 og findes i
Masser af et Par Tommers Tykkelse i Kalksten,
som overlejres af Guanolag, paa Øerne Moneta
og Mona i Vestindien.
(N. V. U.). O. B. B.

Monfalcone [monfal↱kone], By i det
italienske Landskab Istrien, 3 km fra Adriaterhavet,
ved Randen af Karst-Bjergene og ved Banen
Triest—Cormons. 4000 Indb. M. er Sæde for en
Distriktsret, har en lille Havn (Porto Rosega),
Ruiner af et gammelt Slot samt Bomulds- og
Silkespinderi, Læderfabrikation, Silkeavl. I
Nærheden ved Monte di San Antonio findes en
allerede af Romerne kendt brom-, jod- og
svovlholdig Kilde (38°).
N. H. J.

Monfalut, ægypt. By paa Nilens vestlige
Bred, 350 km S. f. Kairo, 28 km N. f. Siut,
har 15000 Indb., en Sukkerfabrik og et
Destilleri, hvor der fabrikeres Daddelbrændevin
(Araki) m. m. I Byen og Omegn bor ikke faa
Kopter, der bl. a. har et Kloster med 50
Munke V. f. M. ved Ørkenranden. I Nærheden
ligger Beni-Adin, en Landsby, hvis Befolkning
engang var ilde berygtet for sine Røverier,
hvorfor General Dasaix 1798 ødelagde Stedet.
En Karavanvej gaar herfra til Oasen Farâfra.
V. S.

Monforte [mån↱fårtæ] de Lemos, By i
det nordvestlige Spanien, Prov. Lugo, ligger
55 km SSØ. f. Lugo i en Højde af 385 m o. H.
ved Cabe. M. har Ruiner af et Kastel, et
tidligere Jesuitterkollegium og (1920) 14000 Indb.
C. A.

Mong (Mongsen), jap. Mønt mest af Jern,
skiveformet og med et firkantet Hul i Midten.

Mongair (eng. Monghyr, Monghir),
By i Bihar, Divisionen Bhagalpur, ligger paa
højre Bred af Ganges og har (1911) 40913 Indb.,
overvejende Hinduer, 10724 Muhammedanere,
613 Kristne, der især lever af Indigofabrikation.
Forhen var Byen kendt for Fabrikation af
Vaaben. 6 km Ø. f. M. ligger Sitakand med
berømte hede Kilder.
M. V.

Monge [↱mǡ.з], Gaspard, fr. Matematiker,
f. 1746 i Beaune, d. 1818 i Paris. M. oplærtes
ved Militærskolen i Mézières og blev 22 Aar gl
Lærer ved denne Skole; 1783 flyttede han til
Paris for at overtage en Lærerstilling under
Marinen. 1780 optog Académie des sciences ham
som Medlem. M. spillede en betydelig politisk
Rolle under Revolutionen, til hvilken han
sluttede sig med megen Varme. 1792—93 var han
Marineminister, og 1794 blev han Prof. ved den
af ham selv oprettede École Polytechnique.
Han ledsagede Napoleon til Ægypten, hvor han
ledede de arkæologiske Udgravninger; ved sin
Tilbagekomst til Frankrig overtog han atter sit
Professorat og blev udnævnt til Senator og
Greve. Efter Napoleon’s Fald mistede han sine
Embeder. M.’s Bet. for Geometrien er
overordentlig stor. Allerede i Mézières beskæftigede
han sig med grafisk Fremstilling af Projekter
til Fæstningsværker m. m. og lededes derved
ind paa Deskriptivgeometrien, for hvilken hans
Leçons de géométrie descriptive, offentliggjorte
i Journal des écoles normales (1795), senere
udgivne i Bogform som Géométrie descriptive
(1798, 7. Opl. 1847), var grundlæggende; gennem
sin Undervisning i dette Fag paa École Pol.,
hvor han mellem sine Elever »talte Dupin,
Brianchon, Poncelet, har han banet Vejen for
Geometriens Udvikling i 19. Aarh.’s første Del
og er selv blevet ført til Opstillingen af
Teorierne om Krumningslinier paa Flader, om
Indhyllingsflader, om Fladers Klassifikation, om
Rumkurvers Krumning, som findes i hans
Applications de l’analyse à la géométrie des
surfaces du premier et du second dégré
(1805, 3.
Udg. 1850). Det var M., som i analytisk
Rumgeometri indførte den metodiske Brug af den
rette Linies Ligninger. Af andre Emner, som
M. beskæftigede sig med, kan nævnes de
partielle Differentialligninger. Foruden de ovenfor
omtalte Værker har han skrevet Traité
élémentaire de statique
(1786) og mange Afh. i
Recueils de l’Académie.
Chr. C.

Monghir, se Mongair.

Mongibello [mondзi↱bel.o], Sicilianernes fra
Saracenerne stammende Navn paa Vulkanen
Ætna paa Sicilien.
C. A.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:59:41 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/17/0223.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free