Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mordvlner - mordvinsk Sprog - More, Hannah - More, Henry - More, Thomas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tambov, Pensa, Simbirsk og Samara indtil
Orenburg. De lever væsentlig af Agerdyrkning. M.
deles i Stammerne Mokschan og Ersan, der
er russificerede og bekender sig til den
ortodokse Kirke. Mokschan bor særlig omkring
Floderne Sura og Mokseha og Ersan omkring
Oka. (Litt.: F. H. Müller, »Der ugrische
Volksstamm« [Berlin 1837]; A.
Schachmatov, »Mordovskij etnografitjeskij sbornik«
[1910]).
N. H. J.
mordvinsk Sprog, se finsk-ugriske
Sprog.
More [↱må.ə], Hannah, eng. Forfatterinde
(1745—1833). Efter at have offentliggjort et Par
Dramaer kom hun 1774 til London, hvor hun
gjorde Bekendtskab med Skuespilleren
Garrick, der 1777 opførte hendes Tragedie Percy;
gennem ham blev hun bekendt med Johnson,
Burke, Horace Walpole o. a. af Tidens
fremtrædende Personligheder. Efter at have udg.
nogle nu ganske glemte Digte kastede hun sig
over religiøse, moralske og pædagogiske
Spørgsmaal og opnaaede ikke ringe Indflydelse
gennem Værker som Hints towards forming the
Character of a Young Princess (1805), Coelebs in
search of a Wife (1809), Practical Piety (1811),
Christian Morals (1813) o. a., der førte til
Dannelsen af The Religious Tract Society. Hendes
samlede Poetical Works udkom 1829. En Udg.
af hendes samlede Værker udkom i 11 Bd 1853.
(Litt.: Will. Roberts, Life and
Correspondence of H. M. [2 Bd, London 1834];
Letters of H. M. to Zachary Macaulay [1860],
Annette Meakin, Hannah M. [1911];
Charlotte Young, H. M. [Eminent Woman
Series, 1888]).
I. O.
More [↱må.ə], Henry, eng. Filosof
(1614—87), levede hele sit Liv i Cambridge, hvor han
tilhørte en Kreds, der under Indflydelse af
Studiet af den platoniske Filosofi søgte at forene
protestantisk Teologi med idealistisk Filosofi.
M., hvis vigtigste filosofiske Skr er Enchiridion
metaphysicum og Enchiridion ethicum, var,
navnlig i sin Ungdom, stærkt begejstret for
Renaissancens Naturvidenskab og en ivrig
Beundrer af Descartes, med hvem han en Tid stod
i Brevveksling, og hvis mekaniske
Naturopfattelse han delte, men fjernede sig i Tidens Løb
stærkt fra denne Retning, frastødt af Hobbes’
yderliggaaende Materialisme, og mere og mere
grebet af Nyplatonismen, hvormed han ogsaa
forbandt kabbalistiske Lærdomme. M. vil ikke
skelne saa skarpt mellem Aand og Materie, idet
han antager, at ogsaa Aanden har Udstrækning,
som er en Egenskab, der maa være fælles for
alle Arter af Substans, altsaa ogsaa for Gud,
for hvem det særegne er, at han er ubegrænset.
Liv og Bevægelse faar Stoffet ved det iboende
aandelige Princip, som M. tænker sig som
Naturaander, i Lighed med Nyplatonismens
Dæmoner og Underguder, der eksisterer i en fjerde
Dimension, ved egen Kraft udvider sig, trækker
sig sammen og gennemtrænger hinanden,
overalt virkende i det uendelige Rum. M. er den
dybeste af det 17. Aarh.’s eng. Platonikere, hans
Lære af stor Interesse til Kendskab om,
hvorledes den antikke Tænkning indvirkede paa og
forenedes med den nye Videnskab, ganske særlig
i Opfattelsen af Uendelighedsbegrebet, og han
har øvet ikke ringe Indflydelse paa Aander som
John Locke, Newton og Leibniz. (Hertling,
»John Locke und die Schule von Cambridge«
[Freiburg 1892]).
W. N.
More [↱må.ə] (eller med den latinske Form
Morus), Thomas, eng. Statsmand og Forf.,
f. 7. Febr 1478, d. 6. Juli 1535, var Søn af en
Dommer ved Kings Bench, John M., der gav
ham en fortræffelig Opdragelse og bestemte
ham for den jur. Løbebane. Som Student
ved Univ. i Oxford lagde M. sig imidlertid
fortrinsvis efter Filosofi og klassisk Litt.,
særlig den græske, der i ham fik en ivrig
Forsvarer mod de skolastiske Teologers Angreb;
han kan derfor betragtes som en af de første Talsmænd i
England for den humanistiske Aandsretning, og
ligesom sin Ven Erasmus fra Rotterdam gav
han sit satiriske Lune Luft i vittige Angreb paa
aandløs Dogmatisme og lærd Pedanteri. Sine
litterære Sysler maatte han dog foreløbig lægge
til Side for efter Faderens Ønske at uddanne
sig som praktisk Jurist; men en Tid lang saa
det dog ud til, at han vilde træde i Kirkens
Tjeneste, og først 1508 nedsatte han sig, efter
at have giftet sig, som Advokat i London, hvor
han snart blev en højt anset og meget benyttet
Sagfører. Trods sin store Praksis fik han dog
Tid til ogsaa at virke som Forf. i forsk.
Retninger baade paa Engelsk og Latin; som eng.
Prosaist sættes han meget højt, men sit
Verdensry vandt han ved sit Skrift paa Latin:
De optimo statu rei publicæ deqve nova insula
Utopia ɔ: »Om den bedste Statsform og om den
ny Ø Utopia«. I Bogen, der udkom i Louvain
(Belgien) 1516, fortæller en vidtberejst Mand,
Rafael, om sit Ophold paa Sydhavsøen Utopia
ɔ: ingensteds, hvis Beboere lever under en
fuldkommen kommunistisk Statsform;
Privatejendom kendes ikke, alle er forpligtede til
Arbejde, hvis Udbytte fordeles ligelig mellem
Borgerne, der er fuldstændig lige for Loven og kan
glæde sig ved den mest udstrakte politiske
Frihed, ligesom enhver kunde have hvilken
Religion han vilde, blot han anerkendte et
Forsyn og Sjælens Udødelighed. Dette Værk, der
blev Forbilledet for de flg. Aarh.’s mange
politiske Skrifter i Rejseromanens Form,
indskrænker sig saaledes ikke til en skarp Kritik
af Europas sociale og politiske Tilstande paa
den Tid (de kirkelige Misbrug rammes kun
flygtigt), men giver os Forestillingen om en
Idealstat, delvis bygget paa Humanismens
Tanker med dens udstrakte religiøse Tolerance og
 |
| T. More. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
