- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
298

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moringaolie - Morinsyre - Morioka - Morion - Morisco - Morison's Piller - Morisot, Berthe - Morits, Prins af Anhalt-Dessau - Morits, Hertug, senere Kurfyrste af Sachsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Moringaolie, d. s. s. Behenolie.

Morinsyre, d. s. s. Morin.

Morioka, By paa den nordlige Del af den
jap. Ø Hondo, er Hovedstad i den jap. Prov.
Rikutschu og ligger ved venstre Bred af
Kitakamigava, der falder i Sendai-Bugten. (1920)
42403 Indb., der forfærdiger Bomuldstøjer og
Jernkedler og bortfragter Kobbererts fra
Bjergværkerne ved Osarisawa.
M. V.

Morion [må↱riǡ], se Kvarts.

Morisco [må↱riskå], i Spanien Betegnelse for
de Maurer ell. Mauro-Arabere, som efter det
muhammedanske Herredømmes Undergang
forblev i Spanien, og hvoraf mange gik over til
Kristendommen, om de end i Hjertet blev deres
Fædres Religion tro. Men da disse flittige og
rolige Borgere stadig undertryktes og som
Følge deraf gjorde Oprør mod Filip II
(1568—70), forjoges en stor Del af dem, efter at
Opstanden var dæmpet. Under Filip III forlod
største Delen af Resten, omtr. 1/2 Mill. M.,
Spanien og gik til Afrika. (Litt.: Rochau, »Die
Moriscos in Spanien« [Leipzig 1853]).
V. S.

Morison’s Piller [↱mårisəns-], se Arkana.

Morisot [måri↱so], Berthe, fr. Malerinde,
f. 1840 i Bourges, d. 3. Marts 1895 i Paris. Hun
blev gift med Eugène Manet, Broder til den
berømte Maler Ed. Manet, blev, selv Elev af
Guichard og Oudinot, stærkt paavirket af
Svogeren og jap. Maleri og hører nu til
Impressionismens betydeligere Navne. Hun fremstillede
helst, i Olie, Vandfarve ell. Pastel, Kvinder og
Børn: Jeune femme au bal (kom 1894 til
Luxembourg Mus.), »Oises Bred« (1864), »Ung Kvinde
ved Vinduet« (1870), Blanche (1873) m. m.
Tegninger af M. i Ny Carlsberg Glyptotek.
A. Hk.

Morits [↱mo.rets], Prins af Anhalt-Dessau,
Preuss. Feltmarskal, f. 1712, d. 1760. Som
13-aarig Dreng traadte han ind i den preussiske
Hær, deltog som Frivillig i den polske
Tronfølgekrig 1734—35 og derefter i begge de
schlesiske Krige, hvor han navnlig udmærkede sig
ved Kesseldorf som Fører for Hærens venstre
Fløj. Efter at have omorganiseret de sachsiske
Afdelinger efter preuss. Mønster var han med
i Syvaarskrigen, hvor han særlig gjorde sig
bemærket ved Kolin som Leder af Tilbagetoget
efter Nederlaget og senere ved Rossbach og
Leuthen, hvor Kongen paa Valpladsen
udnævnte ham til Feltmarskal. M. deltog derefter
tillige i Slagene ved Zorndorff og Hochkirch, i
hvilket Slag han saaret faldt i Østerrigernes
Hænder. Efter Fangenskabet vendte M. tilbage
til Dessau, men genvandt ikke mere sit
Helbred. (Litt.: Pauli, »Leben grosser Helden«,
VI [Halle 1760]).
(B. P. B.). E. C.

Morits [↱mo.rets], Hertug, senere Kurfyrste
af Sachsen, f. 21. Marts 1521, d. 11. Juli 1553,
var Søn af Hertug Henrik den Fromme af
Sachsen-Freiberg, der inden sin Død (1541) samlede
den albertinske Linies Besiddelser (se
Sachsen) paa een Haand. Under de smaa Forhold
ved Hoffet i Freiberg fik M. i sin første Ungdom
kun en tarvelig Undervisning, men en fyldigere
Uddannelse erhvervede den højtbegavede
Yngling sig ved længere Ophold hos sin Farbroder
Hertug Georg i Dresden, hos Kurfyrst Albrecht
af Mainz og hos Fætteren Kurfyrst Johan
Frederik af Sachsen, Hovedet for den ernestinske
Linie. Straks efter sin Regeringstiltrædelse viste
M., at han var fast bestemt paa at hævde sin
Selvstændighed over for denne sin kurfyrstelige
Fætter, idet han med Vaaben i Haand vilde
sætte en Stopper for hans egenmægtige
Administration af Stiftet Wurzen, for hvilket
Beskyttelsesretten var fælles for begge Fyrster;
Krigens Udbrud blev dog hindret ved hurtig
Mægling af Luther og Landgrev Filip af Hessen,
M.’s Svigerfader (Paaskeugen 1542). Allerede
her viser sig det, der som den røde Traad gaar
gennem hans Liv og forklarer de ofte bratte,
men med megen Omtanke forberedte
Svingninger i hans Politik: hans store Magtbegær, der
fik ham til som Protestant at lægge
Hovedvægten paa Reformationens politiske Side, de
verdslige Fyrsters Magtforøgelse, hvorimod han intet
besad af den religiøse Iver, der havde dikteret
det foregaaende Slægtleds protestantiske
Fyrster deres Politik. Som Kriger tjente han sine
Sporer i Kejserens Tjeneste i Kampene mod
Tyrkerne (1542) og Frankrig (1544), og da
Kejseren snart efter begyndte Krig mod de
protestantiske Fyrster (den schmalkaldiske Krig),
holdt han sig ikke blot uden for disses Forbund,
hvad der betød saa meget mere, som han var
Nordtysklands mest handlekraftige Fyrste, men
opnaaede endogsaa af Kejseren Løfte om at faa
Kursachsen og Kurværdigheden, hvis han
støttede harm i Krigen. Han modtog da af Kejseren
det Hverv at iværksætte Achtserklæringen mod
Johan Frederik, brød ind i Kursachsen og
besatte en stor Del af Landet. Paa
Efterretningen herom skyndte Kurfyrsten, der stod ved
Donau med Schmalkalden-Forbundets Hære, sig
tilbage til Sachsen og drev M. tilbage mod
Böhmens Grænse, men Forbundets Skæbne var nu
afgjort, Kejseren havde faaet Tid til at samle
Tropper, og Slaget ved Mühlberg (24. Apr. 1547)
gjorde Ende paa Protestanternes væbnede
Modstand (se Schmalkaldiske Krig). Ved
Wittenberg-Kapitulationen 19. Maj samme Aar
afstod den fangne Johan Frederik sine
Lande og Kurværdigheden, der begge blev
overdragne til M. (4. Juni; den højtidelige
Forlening fandt Sted 24. Februar 1548).
Med Undtagelse af en Del af Thüringen, der
tilfaldt Johan Frederiks Sønner, var den
albertinske og den ernestinske Linies Besiddelser nu
samlede under een Herre, hvis kloge og
kraftige Styrelse blev særdeles heldbringende for
Landets indre Anliggender; navnlig sørgede han
for Undervisningsvæsenet (de bekendte
»Fyrsteskoler« er grundlagte af ham) og Ordningen af
de kirkelige Forhold; i sidste Henseende vilde
han dog ikke indføre Karl V’s
Augsburg-Interim, men lod det blive ved en Modifikation
heraf, det saakaldte Leipzig-Interim. Ogsaa i andre
Retninger viste han snart, at det ikke var hans
Agt at følge Kejseren i eet og alt, og da det
stedse blev tydeligere, at Karl vilde benytte sin
imponerende Magtstilling til at forsøge paa at
blive Tysklands enevældige Herre, foretog M.,
der ønskede at udsone sig med sine Trosfæller
for at sikre sig sine nyerhvervede Lande, den
sidste store Svingning i sin Politik. Med
sædvanlig Forsigtighed dækkede han først sin Ryg

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0314.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free