Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Morits, Hertug, senere Kurfyrste af Sachsen - Morits, Greve af Sachsen - Morits, Prins af Oranien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved et hemmeligt Forbund med nordtyske
Fyrster og med Henrik II af Frankrig, hvorpaa
han benyttede Achtserklæringen mod
Magdeburg som Anledning til at samle Tropper uden
at vække Mistanke hos Kejseren, hvis Tiltro til
M. desuden styrkedes ved dennes tilsyneladende
Forberedelser til Deltagelse i Tridentinerkoncilet.
Da alt var i Orden, brød han op og drog i
Ilmarcher mod S. (Marts 1552), gjorde i et
Manifest fra Augsburg Rede for sin Optræden,
forcerede Adgangen til Tyrol (19. Maj) og tvang
den værgeløse Kejser til en hovedkulds Flugt fra
Innsbruck. Karl V maatte da, uden Udsigt til
Hjælp fra nogen Side, gribe til Underhandlinger,
der 15. Aug. førte til Passau-Forliget,
hvorved Protestantismen i Tyskland sikredes. Bl.
dem, der ikke vilde anerkende Forliget, var
ogsaa M.’s fordums Forbundsfælle, Markgrev
Albrecht (Alkibiades) af Brandenburg-Kulmbach,
og da M. nærede Mistanke om, at denne urolige
Fyrste efter hemmelig Aftale med Kejseren
vilde angribe Sachsen, vilde han komme ham i
Forkøbet og førte sin Hær mod ham; ved
Sievershausen, en Landsby paa Lüneburg-Heden,
besejrede han Albrecht (9. Juli 1553), men fik
under Slaget et dødeligt Skudsaar, der to Dage
efter endte hans Liv. Efterretningen herom
vakte overalt i Tyskland stor Bevægelse, og
selv Karl V skal med dyb Vemod have
modtaget Budskabet om M.’s tidlige Død. (Litt.:
v. Langenn, »M., Herzog und Kurfürst zu
Sachsen«, I—II [Leipzig 1841]; Voigt, »M. von
Sachsen 1541 bis 1547« [Leipzig 1876];
Brandenburg, »M. von Sachsen«, I [Leipzig 1898];
samme, »Polit. Korrespondenz des Herzogs
und Kurfürsten M. von Sachsen«, I—II [Leipzig
1900—04]).
(C. F.). C. A. T.
Morits [↱mo.rets], Greve af Sachsen,
sædvanlig kaldet »Marskallen af Sachsen«, f. 28. Okt.
1696, d. 30. Nov. 1750, var en uægte Søn af August
II, Kurfyrste af Sachsen og Konge af Polen,
og Grevinde Aurora von Königsmark (s. d.).
Endnu i Barnealderen blev han Oberst for et
Rytterregiment, og knap 14 Aar gl fik han Ilddaaben
i Nederlandene (1700) under Eugen af Savojens
Faner, ved hvilken Lejlighed han ligesom ved
Belejringen af Stralsund (1711) viste sig som en
tapper og lovende Officer. Som saadan udmærkede
han sig ogsaa mod Tyrkerne i Ungarn under
Eugen’s Kommando (1717), men fik nu i en Rk.
af Aar ikke Lejlighed til praktisk Udøvelse af
Krigskunsten, hvis Teori han imidlertid
studerede med stor Iver, skønt hans Tid syntes
optagen af et glimrende, overdaadigt Selskabsliv
og talløse galante Eventyr (fra sin Hustru, hvem
han efter Moderens Ønske havde ægtet for
hendes Formues Skyld, blev han skilt 1721). Det
blev dog ikke Tyskland, men Frankrig, der kom
til at drage Nytte af hans udmærkede militære
Evner, idet han 1720 gik i fr. Tjeneste, som
han ikke forlod i sin øvrige Levetid, naar
undtages en treaarig Episode (1726—29), da han
opholdt sig i Kurland under et forgæves Forsøg
paa at blive valgt til Hertug i dette Land.
Ruslands Modstand tvang ham til at opgive sine
Planer, og han vendte tilbage til Paris,
betynget med en stor Gæld, skønt hans Moder og fr.
Damer (derimellem den berømte
Skuespillerinde Adrienne Lecouvreur, hans Elskerinde)
havde ofret store Summer paa ham til
Rejsepenge. I den polske Tronfølgekrig gjorde han
som Generalløjtnant udmærket Fyldest, men det
var dog først i den østerrigske Arvefølgekrig,
under hvilken han steg til Generalfeltmarskal
at han erhvervede sig sit store Navn som
Feltherre. 1741 erobrede han Prag (22. Novbr) og
kæmpede heldig ved Rhinen. Under Felttoget
i Belgien 1744 hindrede han ved sin glimrende
Taktik den overlegne Fjende i at bruge sin
Overmagt og erobrede efter Sejrene ved
Fontenay (11. Maj 1745), Raucoux (11. Oktbr 1746)
og Lafeld (2. Juli 1747) hele Belgien. Efter
Fredsslutningen i Aachen (18. Oktbr 1748)
tilbragte han sine sidste Aar paa Slottet
Chambord, der var overdraget ham af Ludvig XV;
her førte han et pragtfuldt Hus, omgiven af
Kunstnere og Lærde, og med Hovedet fuldt af
eventyrlige Planer (bl. a. Erobring af
Madagaskar ell. Brasilien), som en Blodstyrtning gjorde
en brat Ende paa. En Snes Aar efter hans Død
rejstes Pigalle’s mærkelige Monument over M.’s
Grav i Thomas-Kirken i Strasbourg. (Litt.: Fra M.
selv hidrører Rêveries, I—II [Paris 1751], højt
ansete krigsvidenskabelige Betragtninger, og
Lettres et mémoires choisis parmi les papiers
originaux du maréchal de Saxe [Paris 1794]; K.
v. Weber, »M., Graf von Sachsen, Marechal
von Frankreich« [Leipzig 1863]; Saint-René
Taillandier, Maurice de Saxe [Paris 1865];
Witzthum v. Eckstädt, Maurice, comte
de Saxe, et Marie Josephe de Saxe, dauphine
de France [Leipzig 1867]; Broglie, M. de
Saxe et le marquis d’Argenson, I—II [Paris
1893]; Colin, Les campagnes du maréchal de
Saxe, I—III [Paris 1901—06]).
(C. F.). C. A. T.
 |
| Morits. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
