Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mundt, Klara og Theodor - Mundtlighed - Mundur - mundus vult decipi, ergo decipiatur - Muneira - munera - Mungair - Mungo - Mungo - Mungo Park - municipal - Municipalitet - Municipalraad - municipium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som »Madelon« (1832), »Madonna, Unterhaltung
mit einer Heiligen« (1835), der handler om
Charlotte Stieglitz (s. d.), »Thomas Münzer«
(1841), »Graf Mirabeau«, »Robespierre« o. s. v.
Læseværdige er den Dag i Dag M.’s
Rejseskitser. (Litt.: Prutz, »Litt. der Gegenwart«
[1870]; Draeger, »T. M. und seine
Beziehungen z. jungen Deutschland« [1909]).
C. B-s.
Mundtlighed (processuelt). En rent
mundtlig Proces ɔ: en Proces, hvorunder Skrift er helt
udelukket, findes naturligvis lige saa lidt som
en rent skriftlig Proces i Bet. af en Proces,
hvorunder alle Henvendelser til ell. for Retten
foregaar i skriftlig Form. Om en Proces kaldes
mundtlig ell. skriftlig, beror derimod paa, om
Sagen i dens Helhed bringes frem for Retten
gennem Parternes mundtlige Foredrag (selv
om disse i større ell. mindre Omfang støttes ved
Skr., f. Eks. ved en indledende
Indlægsvekslen), saaledes at Retten bedømmer Sagen
umiddelbart paa Grundlag af disse Foredrag,
ell. om den navnlig bringes frem for Retten
gennem skriftlige Indlæg og Protokoltilførsler,
og saaledes at den endelige Paadømmelse alene
foregaar paa Grundlag af disse. Af væsentlig
Bet. er derhos, om ogsaa Bevisførelsen er
mundtlig i den Forstand, at de Dommere, der
skal dømme i Sagen, hører Vidneforklaringerne
direkte af Vidnernes egen Mund, ell. om
Beviset først bringes i skriftlig Form og derefter
oplæses for den dømmende Ret (som ved
den danske Højesteret, hvor kun selve
Proceduren, men ej Bevisførelsen er mundtlig).
Den mundtlige Proces’ Fortrin ligger i dens
forholdsvise Hurtighed, Livlighed og Evne til
at stille Dommerne Ansigt til Ansigt med de
Personer, hvem de skal dømme imellem, ell.
hvis Forklaringers Værdi og Paalidelighed de
skal bedømme (Umiddelbarhedsprincippet).
Den skriftlige Proces’ Fortrin ligger i, at den
gennemgaaende frembyder gunstigere Lejlighed
for en grundig, rolig og objektiv Behandling af
Sagen; paa den anden Side er den tilbøjelig
til at udarte i Langsommelighed, Vidtløftighed
og Formalisme, ligesom den byder bedre Chancer
for usandfærdig, chikanøs, tilbageholdende
Procederen.
Efter den danske Retsplejelov af 1916 er det
Hovedreglen, at Retssager forhandles mundtlig,
og at Afgørelserne træffes paa Grundlag af
det under den mundtlige Forhandling
fremførte. Dette gælder baade om overordnede og
underordnede Retter og baade om Straffesager
og civile (borgerlige) Sager. Civile Sager
forberedes dog som Regel ved en Veksling af
skriftlige Indlæg, kun i Underretssager kræves
saadanne Indlæg ikke, idet her Stævningen
danner Grundlaget for den mundtlige Forhandling.
I vidtløftige Regnskabssager og andre
civile Sager af en indviklet Karakter kan
Retten derhos bestemme, at Sagen som Helhed
skal behandles skriftlig, og en saadan
Behandlingsmaade er ogsaa som Regel foreskreven i
Tilfælde af Kære baade i civile Sager og
Straffesager, samt ved Anke i civile Sager, naar
Appelindstævnte udebliver. Hvad Bevisførelsen
angaar, er den dog ofte kun i den Forstand
mundtlig, at Resultaterne af den forelægges
Retten gennem Oplæsning af Aktstykker, i
hvilke de forinden er optagne, idet selve
Bevisoptagelsen kan være foretaget før
Domsforhandlingen, for en anden Ret end den
dømmende. I Underretssager, hvor den
Paagældende bor i Retskredsen, saavel som i civile
Landsretssager, der forberedes ved Landsretten selv,
samt i Nævningesager vil Afhøringen dog i stort
Omfang foregaa for selve den dømmende Ret.
Jfr. Umiddelbarhedsprincip.
E. T.
I Norge var tidligere Proceduren mundtlig
alene i Højesteret og i Forligskommissionerne.
Ved L. 1. Juli 1887 (Juryloven) blev M.
indført i Straffeprocessen. L. 13. Aug. 1915 om
Rettergangsmaaden i Tvistemaal indfører M.
ogsaa i Civilprocessen, saavel i første Instans
som i Ankeinstansen, derimod ikke ved
Kæremaal. Med Rettergangens M. er det ikke
uforeneligt, at Skr. kan benyttes, naar det, som
foreligger bare i skriftlig Form, ikke skal tjene
som Domsgrundlag.
K. Ø.
Mundur, d. s. s. Mundering.
mundus vult decipi, ergo decipiatur, lat.
Talemaade: »Verden vil bedrages, lad den da
blive bedraget«.
H. H. R.
Muneira [mu↱næira], en sp. Dans i 2/4 Takt,
hvor Kastagnetterne markerer den svære
Taktdel.
S. L.
munera (lat.) kaldtes ofte af Romerne de
store offentlige Fester ell. Skuespil; særlig
bruges Ordet om de Skuespil, hvorved Gladiatorer
optraadte.
H. H. R.
Mungair, Munghyr, Munghir, d. s. s.
Mongair.
Mungo, d. s. s. Mangust (Herpestes
mungo), se Desmerdyr S. 61.
Mungo, se Uld.
Mungo Park [↱măŋgo-↱pa.ək], eng.
Afrikarejsende, se Park.
municipal, enstydigt (især i det fr. og eng.
Retssprog) med kommunal.
Municipalitet bruges snart til Betegnelsen
af selve en Kommune, snart nærmest som
enstydigt med Kommunens Repræsentation.
Municipalraad, d. s. s. Kommunestyrelse.
municipium (lat.) kaldtes i Romerriget en
Bykommune, hvis Indb. var rom. Borgere efter
tidligere at have staaet uden for Borgersamfundet,
og som havde sin selvstændige Forvaltning.
Opr. var det kun de ved Rom nærmest
liggende Byer, som ved Erobringer ligefrem
inkorporeredes og fik Navn af m.; men efter
Forbundsfællekrigen (90—88 f. Kr.), da alle de
italiske Folk fik rom. Borgerret, forøgedes m.’s
Tal i høj Grad, idet de fleste Byer i Italien nu
hørte til denne Klasse, og i Kejsertiden kom
der ogsaa m. i Provinserne. Vel gjorde man
stadig en Forskel mellem m. og Kolonier, der
havde en milit. Besætning af rom. Soldater,
samt Præfekturer, der styredes af en fra Rom
sendt Præfekt, men denne Forskel udviskedes
med Tiden, og m. blev den alm. Betegnelse for
en By i Italien. M. kunde sædvanlig ordne deres
indre Anliggender efter et eget Tykke; hvert m.
blev styret af et Senat, hvis Medlemmer
kaldtes Dekurioner, og af forsk. folkevalgte
Embedsmænd; i Hovedtrækkene var Forfatningen
den samme som i selve Rom. Ogsaa Retsplejen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
