Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Musenalmanach - Muser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Senere M. er udgivne af A. W. Schlegel og
Tieck (1802), af Chamisso og Varnhagen
(1804—06). De fortrængtes saa af de saakaldte
»Taschenbücher«, men levede op igen og fortsattes
til vore Dage. De nyeste er: »Moderne
Dichtercharaktere«, udg. af Conradi og Henckell (1885)
og »Cottascher M.«, udg. af Braun (1900).
(Litt.: Hans Grantzow, »Geschichte des
Göttinger und des Vossischen M.«’s [Berlin
1909]).
(C. A. N.). C. B-s.
Muser var hos Grækerne lige fra den
homeriske Sagntid til den gr. Gudelæres Undergang
Værnegudinderne for al skøn, digterisk og
musisk Virksomhed og de dermed efter gr.
Opfattelse beslægtede Sider af videnskabelig
Aandsgerning, som Historie og Astronomi.
Medens deres Antal i den senere Oldtid sædvanlig
er 9, omtales i de homeriske Digte snart
Musen i al Alm. (Odysseen 1, 1: »Muse, fortæl mig
om Manden, den vidtbefarne —«), snart nævnes
vel fl. Muser, men uden at Tallet angives. Tallet
ni nævnes først i et meget sent Parti i Slutn.
af Odysseen, og dernæst, med Angivelse af
Navnene, i Hesiodos’ Teogoni. Her siges ogsaa,
at M. har deres Boliger paa Olympen, nær
Charitterne, og at Apollon er deres Fører. Medens
»de muntre, sangrige Muser, der faar Sindet til
at glemme al Bekymring«, i Alm. kaldes Døtre
af Zeus og Mnemosyne (Erindringen), nævner
andre, mest hos senere Digtere, dem som Børn
af det ældste Gudepar, Uranos og Gaia. Ifølge
Pausanias nævnte man dog ogsaa ved Helikon
som en ældre Musegeneration 3 M. med
Navnene Aoidē, Mnēmē og Melétē (Sang, Erindring
og Tanke). Ogsaa i Delfoi nævnes 3 gl. Muse
navne, her efter højere og lavere Toner i
Musikken. I hvert Fald synes deres Kultus at have
udbredt sig fra det nordlige Hellas, og den
samlede sig især om Pieria ved Olympos og ved
det boiotiske Helikon, i Egnen nær Thespiai og
Askra, Hesiodos’ Fødeby. Digternavne af halvt
Sagnpræg som Thamyris, Musaios og Orfeus
sættes i Forbindelse med Indførelsen af M.’s
Kultus. Mulig tænkte man sig dem opr. som
Kildenymfer, der havde Evne til at sætte dens
Sind, som drak af Kilden, i Stemning. De stod
i en vis Forbindelse med Dionysos, der endog
siges, engang da han var i Fare, at have taget
sin Tilflugt til dem. Ellers er, navnlig i senere
Tider, Apollon stedse deres Fører (Musagetes).
Selv i Delfoi tænkte man sig, at han t. Eks.
ved Fester hos Guderne i Olympen slog Lyren
til Musernes Sang. M. tænkes stedse som unge,
skønne Kvinder i lange, folderige Klædebon.
Selv udøver de Sangens og Musikkens Kunst.
Ved Peleus’ og Thetis’ Bryllup sang de
Brudesangene; ved Achilleus’ Død rørte de ved deres
Klagesange Guder og Mennesker til Graad.
Oftest troede man paa de Steder, hvor Dyrkelsen
fandtes fra gl Tid, at M. ligesom Hora’erne
og Charitterne var 3. Dette Antal fandtes
saaledes i en Gruppe, der af Billedhuggerne
Kanachos, Aristokles og Hageladas forfærdigedes til
Byen Sikyon (6.—5. Aarh.). Paa Kypselos’ Skrin
fandtes iflg. Pausanias ligeledes 3. I Poesi og
Kunst fæstnede imidlertid Nitallet sig
efterhaanden. Dette Antal ses paa den bekendte
Françoisvase, hvor ogsaa Navnene er tilsatte,
væsentlig overensstemmende med Hesiodos. Men
endnu vedblev man i lang Tid at tænke sig dem
som en samlet Gudegruppe, der fremkalder og
værner først den rene Poesi — »fra Muserne
stammer alle Jordens Sangere og Kitharspillere«
— senere ogsaa overhovedet al skøn
Aandsvirksomhed; de beskytter al menneskelig
Viden i dens mangfoldige, vekslende Former. I
den senere Oldtid, egl. først i den hellenistiske
Periode, faar de hver sin særlige Virksomhed.
Som den fornemste fremtræder Kalliope,
den heroisk-episke Digtnings Muse (Attribut:
en Bogrulle ell. en Skrivetavle). Kleio er
Historiens Muse (Bogrulle); Erato Lyrikkens
(Kithar). Melpomene værner Tragedien
(tragisk Maske), Thalia Komedien (komisk
Maske); Polyhymnia er Musen for Hymne-
(og Pantomime-) digtning (uden Attribut;
hyller sig tæt ind i sin Klædning);
Terpsichore for Dans og lette Sange (Lyre); Urania
for Astronomi (en Globus); Euterpe for
lyrisk Digtning (Fløjte).
Muserne dyrkedes rundt om i Hellas. I Athen
havde de en Helligdom ved Floden Ilissos, og
det nærliggende »Musebjerg« bar deres Navn.
Men Hovedstederne for deres Kultus laa, som
nævnt, i Nordgrækenland, Pieria ved
Olympos, med Kilden Pimpleia, og Helikon. Dér
var Kilden Aganippe i selve Musernes med
Statuer o. a. Kunstværker smykkede Helligdom,
og paa Bjergets Top Hippokrene,
»Hestekilden«, der sagdes at være fremkommen ved
Vingehesten Pegasos’s Hovslag, da den svang
sig op mod Himmelen. Endelig laa paa
Parnassos Kilden Kastalia. Paa Helikon varede
Dyrkelsen meget længe ved, langt ind i
Kejsertiden, og den tabte først sin Bet. ved
Kristendommens stærkere Fremtrængen.
 |
| Muserne. Vasebillede. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
