Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Müller, Friedrich - Müller, Friedrich Max
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dygtige, meget benyttede Værker. M. udgav
1873 »Allgemeine Ethnographie« (2. Udg. 1879)
og »Grundriss der Sprachwissenschaft« (4 Bd,
1376—87).
V. S.
Müller [↱mølər], Friedrich Max,
Sprogforsker, Indolog og Religionshistoriker, f. i
Dessau 6. Decbr 1823, d. i Oxford 28. Oktbr 1900.
Fra sin Fader, nedenn. Digter Wilhelm M., tog
han et digterisk Gemyt i Arv, som, forbundet
med hans eminente filologiske Evner og
hans filos. Hang, omsattes i hist. Fantasi og
glimrende Fremstilling. Vakt af den
Schellingske Filosofi, der for bestandig prægede
ham, og befrugtet af den i de romantiske
Kredse i Tyskland, især hos W. v. Humboldt
og Schlegel’erne herskende Sans for
Sproghistorie og for Granskningen af den ind. Visdom,
kastede M. sig tidlig over Sanskritstudierne og
debuterede allerede under sin Leipzig-Studietid
(1844) med en Overs. af den ind.
Eventyrsamling Hitopadeça; arbejdede paa
Berlin-Biblioteket fornemlig med Indernes filos. Skr
(Upanishaderne) og vendte sig dernæst i
Paris (fra 1845) under Burnouf’s Vejledning til
Studiet af den dengang næsten helt utilgængelige
Rig-Veda. Samtidig udvidede han ved
Sylvestre de Sacy’s Hjælp sin Sprogkundskab til
alle de asiatiske og østeuropæiske Hovedsprog,
til hvilke han dog ofte affekterede større
Kendskab, end han besad, og det blev en hyppig
Næring for hans Modstanderes og Misunderes
Skadefryd at paavise de mangfoldige Fejltagelser
i hans sproglige Evolutioner, ligesom man
ikke kan nægte, at hans sproghistoriske
Arbejder (f. Eks. Lectures on the science of
languages, London 1861—64, 14. Opl. 1885), saa
fængslende og vækkende de end kan være, og
saa meget de end har bidraget til at udbrede
Interessen for den komparative Sprogforskning,
er af en alt for let Konstruktion og i
Virkeligheden kun er en overdreven Forkyndelse
af, hvad de store Sprogmestre som Rask,
Bopp, Grimm, Burnouf o. a. havde sagt med
videnskabelig Begrænsning. Anderledes staar
M. i Indologien. Her var der en Verden,
som han selv havde erobret og kunde sige at
beherske, og skønt han ofte gør større Brug af
sine Forgængere (f. Eks. af Englænderen
Colebrooke) og unævnte Medarbejdere, end han
fuldt vilde vedgaa, var hans selvstændige
Sanskritlærdom dog imponerende og navnlig hans
Evne til at faa Indholdet frem af Kilderne
enestaaende. En ypperlig Jordbund for disse
Studier fandt han, da han 1846 drog til England
og siden 1848 for stedse fæstede Bo i Oxford,
hvor han 1850 ved de Liberales Bestræbelser
og for private (til Dels tyske) Penge ansattes
som Prof. i sammenlignende Sprogvidenskab.
Hans første og vægtigste Bedrifter blev her
Tekstudgaverne af Rig-Veda (navnlig den store
Kvartudgave i 6 Bd med Sayana’s Kommentar
1849—75) og hans ind. Litteraturhistorie (Hist.
of ancient Sanskrit literature, 2. Udg. London
1860), hvorved denne store Bogverdens
Indhold for første Gang fremstilledes i fattelig
Sammenhæng. Dog er allerede denne Bog
præget af Tidens Romantik og M.’s personlige
Tilbøjeligheder, idet han betragter Veda’erne som
en Slags umiddelbar Folkedigtning fra den
ariske Races Barndomstid og i høj Grad
overdriver disse Hymners digteriske Værd. Disse
Ulemper viser sig i endnu højere Grad i M.’s
religionshistoriske Arbejder: Essays
on comparative mythology (1858), Chips from a
german workshop, I—IV (1867—75) (paa Tysk:
Essays, Leipzig 1869—76), Selected essays on
language, mythology and religion, I—II (1881);
Lectures on the origin and growth of religion
(1878), og endelig hans Gifford lectures, I—IV
(Natural Rel., Physical Rel., Anthropological
Rel., Theosophy or psycholog. Rel. 1889—92).
Hans store og glimrende Arbejder paa dette
Omraade, hvorved Religionshistorien i
Virkeligheden har faaet Plads i Videnskabernes
Række, er dog helt igennem baarne af de
romantiske Mytologers Tilbøjelighed til at finde
en Evigheds- og Uendelighedsbevidsthed, ja en
vis Monoteisme (Henoteisme, s. d.) bag den
ældste Mytologi, og til ikke blot at betragte
Indernes Myter som de oprindeligste, men
overhovedet at finde Religionens første og
reneste Udtryk i Myterne. Disse Myter tydes da
med Opbydelsen af alle Fortolkningsmidler som
Naturmyter ɔ: digterisk Iklædning af
Naturiagttagelser, især om Solens Bet. for
Naturen og Menneskelivet, og de mange Former
af lavere Mytologi og Religion henvises da til
senere, degenererede Perioder af Menneskeslægten,
til hvilke da ogsaa de saakaldte vilde
Mennesker skulde høre. Herover kom M.
efterhaanden i heftig Strid med Mytologerne af den
senere opdukkende evolutionistiske Retning, især
Animisten Tylor og Folkloristen Andrew Lang
(se dennes Modern Mythology, 1897), og
forsvarede sig endnu i sine sidste Leveaar med
Bitterhed, men uden Vægt mod denne i de
nævnte Gifford lectures. Overordentlig Bet. har
M. dog faaet uden for den særlig, ind. Mytologi
ved at starte det mægtige Værk Sacred Books
of the East, der tæller 100 Bd Oversættelser
af Alverdens hellige Skr og i det hele
Kildeskrifter til Religionshistorien (adskillige af de
ind. Overs. hidrører fra M.’s egen Haand).
Betragter man M.’s Livsførelse i det hele, er det
et Kæmpeværk, han har udrettet, og han vil
altid staa som en af Religionsforskningens
klassiske Skikkelser, selv om den fr. Indolog,
Barth’s kritiske Randglose til hans
Virksomhed: Toujours trop de décore, trop de
promesses et trop de façade, desværre altid vil hæfte
ved ham. — Som Politiker var M. bl. a. ivrig
Slesvig-Holstener. Ved Artikler i Times skal
 |
| F. M. Müller. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
