Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Napoleon I - Napoleon II - Napoleon III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de Napoléon [1897—98]; Baron Larey,
Madame Mère [1892]; O’Meara, Napoléon en exile
à St Hélène [1822]; Las Cases, Mémorial de
St Hélène [Paris 1823]; Forsyth, History of
the captivity of N. at St Helene from the letters
and journals of Lt.-gen. Sir Hudson Lowe
[London 1853]; Lord Roseberry, Napoleon, the
last phase [London 1900]. Felttogene. Der
findes i alle Lande en meget righoldig
Litteratur, navnlig om de enkelte Felttog; men da
Materialet ikke var fuldstændigt før Fremkomsten
af N.’s Korrespondancer (c. 1870), er det før
dette Tidspunkt udgivne ofte mangelfuldt. Af
Værker skal nævnes: Fra fr. Side officielt
Campagne de 1805 [1806] og Mémorial du depôt
général de la guerre [1843], der dog kun
indeholder Styrkelisten for Felttogene 1805—9.
Dumas har i Précis des évènements de 1799 à
1814 [1817—26] givet en samlet Fremstilling.
Charras, Campagne de 1815 [1857] og
Campagne de 1813 [1866]; Henry Houssaye,
1814 [1888] og 1815 [1890]; York v.
Wartenburg, »N. als Feldherr« [2 Bd, 1885]; Camon,
La guerre Napoléonienne [Paris 1907—11];
Freytag v. Loringhoven, »Die
Heerführung N.’s in ihrer Bedeutung für unsere Zeit«
[Berlin 1910]; E. Picard, Préceptes et
jugements de N. [Paris 1913]; Campana, 1814.
La campagne de France [Paris 1923]. Den fr.
Generalstab har begyndt Fremstillingen af
enkelte Felttog, saaledes Campagne de
l’empereur N. en Espagne 1808—09 [1902], La
Campagne de 1805 en Allemagne [1902], La guerre
d’Espagne 1807—13 [1914]. I Danmark har
N. P. Jensen og i Norge G. Schnitler
behandlet fl. af N.’s Felttog).
(N. P. Jensen). E. C.
Napoleon II [fr. napåle↱ǡ] er det
bonapartistiske Partis Betegnelse for François Charles
Joseph Bonaparte, f. 20. Marts 1811, d. 22.
Juli 1832; Søn af Napoleon I og Marie Louise.
Han fik efter Fødslen Titlen Konge af Rom,
og Faderen, hvis Haab om Grundlæggelsen af
et mægtigt Verdensherskerdynasti knyttedes til
denne hans Søn, omfattede ham stedse med
den varmeste Interesse. Derimod var Moderen
altid temmelig ligegyldig for ham. Da
Napoleon I 1814 maatte træde tilbage, nedlagde han
Kronen til Fordel for Sønnen, men de
sejrende europ. Fyrster vilde ikke anerkende ham,
Bourbon’erne vendte tilbage, og den unge Prins
førtes til Østerrig til Bedstefaderen Kejser
Frants I, hvor han fik Ophold paa Slottet
Schönbrunn, tæt uden for Wien. Da Napoleon
under de 100 Dages Kejserdømme kom tilbage,
forlangte han Sønnen udleveret, men Kejser
Frants nægtede det, og det blev uden
Betydning, at Napoleon, ogsaa da han nu igen
maatte abdicere, gjorde det til Fordel for Sønnen.
Bedstefaderen nærede dog en vis Interesse for
den unge Prins. Han lod ham 1818 udnævne
til Hertug af Reichstadt og lod ham give en
ganske god Undervisning. Om Prinsens Evner
og Interesser vides kun meget lidt; han følte sig
stadig omgivet af Spioner, og enhver
Forbindelse mellem ham og den bonapartistiske
Familie hindredes. Han blev da meget
tilbageholden, og der kendes hos ham intet Tegn paa,
at han tænkte paa at vinde Faderens Land.
1828 blev han Officer i den østerr. Hær, og fra
1830 fik han Lov til at lade Napoleon’s tidligere
General, Marmont, fortælle ham om de store
Krige, men kort Tid efter døde han. (Litt.:
H. Welschinger, Le Roi de Rome
1811—32 [Paris 1897]).
P. M.
Napoleon III [fr. napåle↱ǡ], Charles
Louis Napoleon Bonaparte, f. i Paris
20. April 1808, d. i Chiselhurst i England 9.
Jan. 1873, fr. Kejser 1852—70. Han var tredje
Søn af Ludvig af Holland, Napoleon I’s Broder,
og dennes Dronning Hortense Beauharnais.
Kort efter hans Fødsel opstod det Rygte, at hans
virkelige Fader var en Admiral Verhuell, der ved
den Tid stod i nøje Forbindelse med Dronningen;
dennes kendte Letsindighed skabte Tillid til
Rygtet, og Kong Ludvig, der aldrig havde sat
Pris paa Hortense, benyttede Lejligheden
til at lade sig skille fra hende. Den ældste
Søn var dengang død, allerede 1807, den
næstældste blev hos Faderen, medens Louis blev hos
Moderen. Napoleon I lod ham dog uden Hensyn
til Tvivlen om hans Byrd indskrive paa
Slægtens Arveregister. Efter Napoleon I’s
Fordrivelse levede den unge Prins stadig hos
Moderen, snart i Italien, snart i Tyskland eller i
Schweiz. Hans første grundige Studier foregik
i Augsburg, men fra 1824 tog han fast Ophold i
Schweiz. Her levede han da i de Ungdomsaar,
da hans Anskuelser udformedes, og han modtog
stærke Indtryk af Schweiz’ politiske Liv. Fra en
meget tidlig Tid optoges han bestandig af store
Planer om at genoprette den napoleonske Slægts
Herredømme; Moderen bestyrkede ham ivrig
deri, fortalte ham om Slægtens store Overhoved
og forklarede ham, at til Fremme af Familiens
Magt var alle Midler gode. Han rejste meget i
Italien og var her Medlem af
Carbonari-Sammensværgelserne, hvor han forpligtede sig til
altid at virke for Italiens Frihed og Enhed.
Efter Julirevolutionen ilede han derned, og i
Febr 1831 var han sammen med sin Broder med
i Opstanden i Romagna. Broderen omkom her,
men Louis slap bort og søgte saa med Moderen
til Paris i Haab om, at Ludvig Filip skulde lade
dem blive der. De blev dog udviste og vendte
saa tilbage til Schweiz. Han opgav imidlertid
ingenlunde sine Planer, men styrkedes
tværtimod deri ved Hertugen af Reichstadt’s Død
1832; fra nu af følte han sig som nærmeste
Arving. Han var en grublende Natur, ivrig for at
lære noget og for at filosofere derover. Navnlig
interesserede politisk-sociale og militære
 |
| Napoleon III. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
