Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Narkose - Narkotika - Narkotin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har ment, at under N. var Iltningsprocesserne
i de levende Celler hemmede, men denne
Opfattelse har vist sig at være urigtig. Derimod
synes det at være af en vis Betydning, at de
bedøvende Midler kan opløses i fedtagtige
Stoffer, da forsk. Iagttagelser er tydede som visende,
at der om de levende Celler var en fedtagtig
Hinde. Ogsaa denne Opfattelses Rigtighed er
imidlertid blevet meget tvivlsom efter
Iagttagelser fra de senere Aar.
Smertestillende Midler som Opium og Morfin
virker ogsaa paa Centralnervesystemet, men
deres Virkning er ganske forsk. fra de egl.
bedøvende Midlers, og den Tilstand, de
fremkalder, svarer ikke til N.
Mere Lighed med N. har Virkningen af
Stoffer som Alkohol og de forsk. Sovemidler
(Chloral, Veronal o. s. v.), men de benyttes i Doser,
som er saa smaa, at der ikke kan indtræde
nogen virkelig N.
L. F.
Den humane Tanke, der ligger bag al
Lægekunst, har foranlediget, at man fra de ældste
Tider har søgt at gøre Operationer smertefri
ved at ophæve Bevidstheden hos Patienterne.
Ad erfaringsmæssig Vej havde man lært, at
Greb om Halsen kunde fremkalde
Bevidstløshed, og Assyrerne benyttede den Metode at
snøre til, saa at Blodomløbet standsede. Hos
Romerne findes et helt andet Princip, idet man
søgte at udnytte Giftvirkningen af visse
Planter. Saaledes gav man Mandragorasaft
indvendigt som Medikament ell. i Lavement (Plinius,
Dioscurides) for at fremkalde Bevidstløshed, men
det vidstes tillige, at dette Stof var virksomt i
Dampform. For Middelalderen, i hvilken
Pharmakologien tog et saa mægtigt Opsving, stod
mange Bedøvelsesmidler af lgn. Art til
Disposition (Opium, Lactuca,, Cicuta, Hyoscyamus o. fl.
a.), men netop med Henblik paa deres
Giftvirkninger anvendes de i Form af spongia
somnifera, søvnbringende Svampe, der var
gennemtrængte med det bedøvende Stof og derefter
tørrede. Skulde de bruges, udblødtes de i Vand,
og man vækkede den bedøvede ved at lade
ham lugte til en anden Svamp, der var dyppet i
Eddike. Disse Sovesvampe indførtes c. 1100 af
Nicolaus Salernitanus, og de holdt sig
i Brug til ind i 17. Aarh.
Efter at Gasarterne var blevet opdagede og
deres Anvendelse i Medicinen forsøgt, rykkede
man Maalet, at kunne bedøve en Patient,
nærmere. Priestley opdagede 1776
Kvælstofforilte og Humphry Davy, der var Leder af
den 1795 i Clifton ved Bristol oprettede
»pneumatiske Institution«, Verdens første
Inhalatorium, hvor man ved Indaanding forsøgte at
helbrede Lungesygdomme, paaviste denne Luftarts
bedøvende Virkninger og mente, at den maatte
kunne anvendes medicinsk, til universel N.
Faraday og Orfila paaviste 1818. at Æter
kunde anæstesere (gøre følelsesløs; Ordet
indført af Lægen og Digteren Oliver Wendell
Holmes), men Forsøgene med de to Stoffer
faldt stadig uheldigt ud, indtil det 1844 lykkedes
at trække en Tand ud paa den med
Kvælstofforilte bedøvede Tandlæge Horace Wells i
Hartford. To Aar senere viste Kemikeren C.
Jackson og Tandlægen W. Morton, at
Æter var et fortrinligt Bedøvelsesmiddel til
kirurgiske Operationer. Nogle Aar tidligere
havde dog en Læge i Athen W. C. Long
anvendt den, men intet offentliggjort derom, saa
den Ære, Kirurgen J. C. Warren har for først
af alle at have anvendt Æteren (16. Oktbr 1846)
til en større Operation, indskrænkes noget. Snart
skulde Æteren dog faa en Konkurrent i
Kloroformen, der var opdaget 1831 af Soubeyran,
og med hvilken Flourens havde gjort en Del
Dyreforsøg. Den viste sig at virke hurtigere end
Æteren, og efter at Gynækologen James
Simpson havde fremlagt sine Erfaringer om
dens Anvendelse paa Mennesker (Mødet 10.
Novbr 1847 i Edinburghs med.-kir. Selskab),
trængtes Æteren helt ud for en Tid; men da
det viste sig, at Kloroformen hyppigere gav
Dødsfald, rejste der sig en intens Strid, om det
ene ell. det andet af Stofferne var at foretrække,
og der nedsattes endogsaa en
Kloroformkomité af Royal med.-chir. Soc. i London, der
endte med at anbefale en saakaldt »blandet
Narkose«. Nu til Dags har Æter i de fleste
Lande fortrængt Kloroformen, der nu
væsentligst bruges til »obstetricisk Narkose«.
Fra 12. Aarh. har man forsøgt at anvende
Lokalanæstesi, idet Salernitanerne dækkede det
Sted, der skulde opereres, med en Dejg af
Valmue, Hyoscyamus og Mandragora, for at
ophæve Følesansen. I den senere Middelalder
benyttede man, navnlig ved Amputationer, at
snøre Lemmet saa stærkt sammen med en Snor,
at Følelsen tabtes. I 17. Aarh. indførte
Thomas Bartholin efter sin Lærer Marc
Aurel Severinos’ Anvisning at bedøve et
Sted ved at lægge Sne og Is paa, en Metode, der
genoptoges af J. Arnott (1848) og forbedredes
ved Anvendelse af Kogsalt. Richardson
(1866) opnaaede Anæstesi ved Forstøvning af
hurtigt fordampende æteriske Blandinger, og
Alexander Wood (1853) opfandt den
hypodermatiske Injektion, ved hvilken de bedøvende
Stoffer bragtes direkte ind i Vævene, ligesom
han ogsaa viste, at man kunde applicere dem
direkte, f. Eks. paa Slimhinderne (Cocain,
Koller, 1884). Senere indførtes den
subkutane Injektion, der blev en Forgænger for
Schleich’s Infiltrations-Anæstesi, 1894,
under hvilken de største Operationer er udført,
medens Patienten har været ved fuld
Bevidsthed.
J. S. J.
Narkotika, Lægemidler, der kan ophæve
Modtageligheden for Smerte. I udvidet Forstand
omfatter N. saaledes alle smertestillende Midler
(Anodyna). Men ofte henregnes efter gammel
Sprogbrug hverken de egl. anæstetiske Midler —
altsaa løjerligt nok ikke de Midler, der
fremkalder Narkose — og ikke heller de egl.
Sovemidler (Hypnotika) til N., men kun de rent
smertestillende Midler, særlig af Alkaloidernes
Gruppe, saaledes navnlig Opium og Morfin.
Andre Forf. anvender dog Ordet N. om de
Stoffer, der fremkalder Narkose (s. d.).
(Lp. M.). L. F.
Narkotin, tidligere kaldet Opianin, findes
i Opium og hører til de ældste bekendte
Alkaloider. Robiquet adskilte det 1817 fra Morfin og
karakteriserede det nærmere. I uren Tilstand
havde Derosne allerede haft det i Hænde 1803.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
