Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nathorst, Johan Theophil og Hjalmar Otto - Nathus - Natick - Nation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skrevet en stor Mængde Afh. og Smaaskrifter
(om Faareavl, Landbrugsundervisning o. s. v.).
2) Hjalmar Otto, svensk Landøkonom,
foreg.’s Søn, f. 10. Septbr 1821; d. 7. Marts
1899. 1841—42 gennemgik han Degeberg’s
Landbrugsinstitut, studerede i de flg. Aar Landbrug
i Tyskland og Schweiz, bestyrede efter sin
Hjemkomst forsk. Landbrugsskoler, udnævntes 1861
til Forstander for Landbrugsinstituttet paa
Alnarp og 1867 til Sekretær i »Malmöhus läns
Hushålningsselskap«. Baade paa Alnarp og i
Husholdningsselskabet, hvor han virkede
henholdsvis til 1886 og 1897, udfoldede han en
betydelig Virksomhed. Som Faderen var han
en alsidig interesseret Mand, der har slaaet til
Lyd og været Talsmand for de fleste af de
Fremskridt, der har karakteriseret sv.
Landbrug i 19. Aarh. Han var utrættelig som
Foredragsholder, original Forf. — hans Hovedværk
er »Almän husdjursskötsel« — og Oversætter,
han virkede energisk for Oprettelsen af
Gødnings- og Roesukkerfabrikker, han rejste meget
og søgte at overføre til Sverige, hvad han fandt
godt og passende. Men hans Interesser spændte
over saa meget, at han umulig kunde være
hjemme i det alt, og undertiden bristede det
for ham, hvad virkelig Indsigt og Sagkundskab
angik.
H. H-l.
Nathus, se Kompas.
Natick [↱neitik], By i U. S. A., Staten
Massachusetts, ligger 20 km VSV. f. Boston ved
Cochituate-Søen, hvorfra Boston henter sin
Vandforsyning. Skotøjsfabrikker. (1910) 9866
Indb.
N. H. J.
Nation, Nationalisme (lat. natio af
nasci — fødes), opr. Betegnelse for de ved
Fødsel forbundne, dog ikke som Familie, men
som Stamme. Saaledes betegnede Romerne de i
Italien boende Stammer som nationes (jfr den
romerske Porticus ad nationes), og man
betragtede gens, »Folkestamme«, som det større, natio
som det mindre. Saaledes siger Tacitus om
Germanerne, at de blot var natio, medens han
betegner Sveverne, dem større Folkestamme, til
hvilken han ogsaa henregner Skandinaverne,
som gens. Allerede hos ham er dog Brugen af
Ordet natio usikker, og efterhaanden skulde
denne undergaa stærke Forandringer. Det laa
nærmest for at bestemme N. efter det Sprog,
der taltes af vedk. Stamme; efterhaanden som
Sprogenhederne udvider sig, vokser da ogsaa
Nationens Begreb, saa at det kommer til at
betegne det, vi nu kalder »Folk«. I Middelalderen
synes denne Benævnelse dog ikke at have været
herskende, men med de store Statsdannelser
under Enevælden klaredes Begrebet, og Bossuet
kan paa Ludvig XIV’s Tid tale om den fr. og
sp. Nation, om Diplomatiets Kunst, at forene
flere Nationer o. l. Paa denne Maade bliver
N. fra en etnologisk og sproglig til en
politisk Enhed. Denne Bestemmelse er ogsaa
forsaavidt mere træffende, som de fleste Nationer
hverken er ensartede af Afstamning eller Sprog,
men har vundet deres Enhed ved et hist. Samliv,
fælles Oplevelser, Kampe og Sejre, Lidelser og
Lykke, som man kan se det af Schweiz og
Belgien, hvis Indbyggere er af forsk.
Folkestamme og Sprog, men i høj Grad nationalt
konsoliderede ved fælles Skæbner. Med den fr.
Revolution indtræder N. officielt som »Statens«
Arvtager i den almindelige Betegnelse af
Riget; saaledes i Deklarationen af 1791, der
sidestiller la nation, la loi, le roi. Endnu indtil 1848
og længere betragtede man dog Nationaliteten
væsentlig som dynastisk bestemt; Patriotisme
var Kongetroskab.
Den dobbelte Opfattelse af N. snart som
sproglig, snart som politisk, har afstedkommet
megen Forvirring og haft skæbnesvangre Følger
for den europæiske Politik. Romantikkens
Reaktion mod 18. Aarh.’s kosmopolitiske Idealer
og mod Napoleon’s voldelige Forsøg paa at
danne et Verdensrige skød Sprogenheden i
Forgrunden og vakte den nationale Bevidsthed paa
dette Grundlag. Betegnende i saa Henseende
er J. G. Fichte’s »Reden an die deutsche
Nation« (1808), gennem hvilke det lykkedes at
samle de forhen splittede, tysktalende
Smaastater til fælles Folkebevidsthed. Den sproglige
Nationalstat, som i Virkeligheden længe havde
bestaaet i Frankrig, Spanien og England, blev
nu med fuld Bevidsthed det politiske Ideal og
fik sin Virkeliggørelse i Viktor Emanuel’s
Italien, i Bismarck’s Samling af det tyske Rige.
Paa andre Stater har denne Idé imidlertid
virket opløsende, som f. Eks. paa det habsburgske
Østerrig, hvis forsk. Landsdele udskilte sig
efter Sprogprincippet, ligesaa paa det danske
Monarki, hvor det slesvig-holstenske
Spørgsmaal, der opr. var økonomisk og dynastisk,
efterhaanden blev sproglig-nationalt og til sidst
er blevet løst paa dette Grundlag; det islandske
ligesaa. En ejendommelig Tilbagevirkning faar
den sprognationale Idé paa saadanne Lande,
der har vundet politisk Selvstændighed uden at
have et tilsvarende Sprog, hvilket kan
iagttages i Norge, der nu bagefter ved
Landsmaalsbevægelsen vil indhente det forsømte, samt ved
den flamske Bevægelse i Belgien.
Imidlertid er denne Opfattelse af det
nationale væsentlig begrænset til Europa. De
amerikanske Fristater afgiver Eksempel paa en
stor Statsdannelse uden eget Sprog, ja med to
indførte Sprog, Engelsk og Spansk, ligesom de
sydamerikanske Stater alle har enten Spansk
eller Portugisisk til Sprog. Ogsaa det arabiske
Sprog omspænder, skønt spaltet i Dialekter, en
stor Mængde afrikanske og asiatiske
Rigsdannelser, hvis Folk dog religiøst beherskes af det
klassisk arabiske. I det kinesiske Rige tales der
omvendt indbyrdes uforstaaelige mongolske
Sprog, som dog alle omfattes af det fælles
Tegnskriftsystem, der aflæses forsk. af de forsk.
Fordringen om national Gruppering efter
Sprogprincippet viser sig saaledes at være en
temmelig ny og ingenlunde herskende
Foranstaltning, og den synes snarere at true med
Splittelse end at love en Samling af Folkene.
Hvad enten N. opfattes væsentlig politisk eller
sproglig, kan der ikke være Tvivl om, at den
nationale Tankes Udvikling har betegnet et stort
Fremskridt i Folkenes Bevidsthed, idet den
hævede dem op over et efterhaanden altfor
begrænset Stamme- og Provinsliv. Den stærke
Begejstring, der bar den dynastiske Patriotisme
i Enevældens Blomstringstid, ligesom Sværmeriet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
