- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVIII: Nordlandsbaad—Perleøerne /
8

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordpolsekspeditioner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

elendigt Skib og med en Besætning af forsk. Art,
stævnede gennem Hudson-Strædet og ind over
»et vældigt Hav uden Grænser«, det var
Hudson-Bugten. Opdagelsen af denne bragte
Forventningerne om her at finde Vejen til Indien
til at blusse op. I de kommende Aar udsendtes
flere Ekspeditioner (under Button,
Ingram, James, Poole, Gibbons o. s. v.).
Særlig skal nævnes Baffin’s og Bylot’s
Rejse, som foranstaltedes af »det moskovitiske
Selskab« (1615—16). De omsejlede
Hudson-Bugten og gjorde Opdagelser i den efter Baffin,
Datidens første videnskabelige Navigator,
opkaldte store Bugt. Der naaed.es omtrent 77° 30′
n. Br. ved Indløbet til Smith-Sund. Ved dette
Tidspunkt fandt nu ogsaa Danmarks eneste
Bidrag til Nordvestpassagens Historie Sted, idet
Jens Munk udsendtes af Christian IV med
2 Skibe, Aaret efter at Ove Gjedde var afgaaet
til Ostindien. Munk overvintrede (1619—20) ved
Churchill-Flodens Munding og vendte selvanden
hjem fra sin ulykkelige, men berømmelige
Rejse. Efter Munk’s Rejse blev der gjort forsk.
mindre Opdagelsesrejser i og ved
Hudson-Bugten med det Maal at finde Nordvestpassagen,
saaledes af Foxe og James; men allerede
før Midten af 17. Aarh. kom der en Standsning
i disse Farter, da man havde faaet Øjet op
for, hvor upraktisk Nordvestpassagen vilde
være. Derimod var man i England og Frankrig
blevet klar over, at man fra Nordamerika
kunde hente store Indtægter hjem gennem
Pelshandelen. Efter haardnakkede Kampe sejrede
Englænderne, og Hudson-Bay-Kompagniet
organiserede sig for at udnytte Pelshandelen.
Selskabet udsendte Landekspeditioner til de
fjerneste Egne af Ishavskysterne. Samuel
Hearne
naaede 1771 paa sin 3. Rejse
Kobbermineflodens Udløb i Ishavet, Alexander
Mackenzie
opdagede den Flod, der bærer
hans Navn, (1780) og fulgte den, til han paa
69° 14′ saa Hvaler holtre sig i det aabne
Polarhav. 1770 toges Labrador i Besiddelse af den
eng. Krone, der overlod Landet til et Selskab
for Evangeliets Udbredelse.

Længst mod V. opdagede 1648 Kosakken
Deshnew imidlertid Berings-Strædet, som
Danskeren Vitus Bering sejlede gennem
(1728). Denne havde ogsaa paa sin sidste Rejse
(1741) naaet Alaskas Kyst. 40 Aar efter sejlede
den berømte Cook gennem Berings-Strædet
(1778) langs Amerikas Kyst til Iskap (70° 29′
n. Br., 198° 20′ v. L.). Alaska, der var opdaget
af Russeren Gvosdow (1730), blev fra 1730
regelmæssig besøgt, og der oprettedes snart et
russ. Kompagni til Udnytten af Pelshandelen
og Fangsten af Pelssæler. Krigene i Beg. af 19.
Aarh. bevirkede et Ophold i Farterne ved
Ishavet. Men straks efter begyndte de igen.
Russeren Kotzebue gik (1816) gennem
Berings-Strædet for at finde Nordvestpassagen,
opdagede det Sund, der bærer hans Navn, men
naaede ikke engang Iskap. Englænderne blev nu
urolige for, at Russerne skulde komme dem i
Forkøbet med Nordvestpassagens Opdagelse,
og da Verdensfreden efter 1815 tillod
Nationerne at anvende deres Kræfter paa Opdagelser,
oprandt ogsaa for Polarforskningen en ny Æra.
Sekretæren for det britiske Admiralitet John
Barrow
var Sjælen i disse, og
Nordvestpassagens Opdagelse var Hovedmaalet. Regeringen
fornyede en 1743 udsat Belønning paa 20000 £
til den, der opdagede den. Dermed indtraadte
et afgørende Vendepunkt i de arktiske
Opdagelsers Historie. Kaptajn Sir John Ross
(den ældre Ross) af den eng. Marine aabnede
Rækken af 19. Aarh.’s Forskningsrejser i
Polarhavet. 1818 gik han med »Isabella« og
»Alexander« op gennem Baffins-Bugten efter som saa
mange senere Ekspeditioner til disse Egne at
have anløbet dansk Grønland. Han fik paa
75° 54′ n. Br. ved Indløbet til Smith-Sund
Forbindelse med Eskimoer, som aldrig før havde
set hvide Mænd, og som senere skulde blive
godt kendte af mange senere Polarforskere,
hvem de paa mangfoldige Maader har hjulpet
til at udføre deres Hverv. Ross gik nu S. paa
langs Baffins-Bugtens Vestside, stod ind
gennem Lancaster-Sundet, men vendte snart om,
da han mente at have set Landet lukke sig,
hvilket var urigtigt. Ved Hjemkomsten udtalte
hans Næstkommanderende Edward Parry
sin afvigende Mening herom. Efter en vældig
Strid i Bladene gav Regeringen sidstnævnte
Befalingen over to Skibe, »Hecla« og »Griper«,
og til Parry’s store Glæde og Stolthed kunde
han snart (1819) vise, at Ross havde haft Uret.
Lancaster-Sundet fortsatte sig mod V. og S.
Det var et meget gunstigt Isaar, og Parry
sejlede videre mod V. gennem Barrow-Strædet
til Melville-Øen, hvor han overvintrede paa 74°
47′ n. Br. og 110° 48′ v. L. Han og hans Folk
var de første Rejsende, som nogen Sinde havde
prøvet paa at fjerne sig et længere Stykke fra
Skibene. Det var Begyndelsen til de senere
Tiders Slæderejser, ved hvilke der er
blevet udført saa langt mere end ved at sejle.
Parry udforskede Melville-Øen og Omegnen,
opdagede det store Banks-Land mod S. og
sejlede uhindret hjem næste Aar. Hans
Ekspedition var den resultatrigeste af de til dette
Tidspunkt udførte arktiske Rejser.
Nordvestpassagen var dog ikke funden, og Parry mente,
den maatte søges i sydligere og varmere Strøg.
Samtidig med at John Franklin,
Richardson og Back foretog en
Landekspedition fra Kobberminefloden langs den
amerikanske Ishavskyst (1819—22) mod V. til »Point
Turn again«, foretog Parry, ledsaget af
Lyon, sin anden Rejse med »Fury« og »Hecla«
(1821—23) og en tredie (1824—25) med de
samme Skibe til Hudson-Strædet og Egnene der
omkring, men uden Held. Isen spærrede ham
Vejen mod V., og »Fury« maatte efterlades.
Atter denne Gang opererede en Landekspedition
under Franklin, Richardson og Back
samtidig (1825—27). Medens Franklin naaede
mod V. til »Return Reef« (paa 70° 26′ n. Br.
og 148° 62′ v. L. f. Grw.), gik Richardson til
Kobbermineflodens Munding i Ø. Beechey
gik samtidig med Skib fra V. gennem
Berings-Strædet til 156° 21 1/2′ v. L. Nu var der kun
260 km mellem de af ham og Franklin naaede
Punkter. Parry forsøgte nu 1827 at naa frem
fra Spitsbergen mod Polen paa en Slæderejse.
Han naaede den højeste hidtidige Bredde, 82°

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:46 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0018.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free