Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norlind, Johan Henrik Tobias - Norm - Norm - Norma - normal - Normal (mat.) - Normal (By) - Normalaar - Normalarbejdsdag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Skattsägner« (1918), »Svensk Musikhistoria« (1918),
»Allmän Musikhistoria« (1922), »Bröllopsseder«
(1919), »E. G. Geijer som musiker« (1919),
»Jenny Lind« (1920), »Kristina Nilsson« (1923),
»Richard Wagner« (1923), »Kort handbok i
musikens historia« (1923) samt en Mængde
videnskabelige Afh. i inden- og udenlandske
Tidsskrifter.
A. H.
Norm betegner en Forskrift eller en Regel.
En Forskrift kan udsige, at det, der ligger over
en ell. anden Grænse, er at betragte som godt,
anvendeligt etc., medens det, der ligger under
denne Grænse, er at betragte som daarligt,
uanvendeligt etc.: undertiden er det mere
denne Grænse end selve Forskriften, der betegnes
som N.
Ved normative Videnskaber forstaas
Videnskaber, der som Logik, Etik, Æstetik etc.
siger, hvorledes noget bør være. Ved dette
»bør«, der er Udtryk for en Vurdering, staar
disse Videnskaber i et vist Modsætningsforhold
til de Videnskaber, der uden at interessere sig
for »bør — bør ikke« kun vil bestemme,
hvorledes Tingene er.
Edg. R.
Norm (af lat. nórma), den forkortede og med
en meget mindre Skriftstørrelse gengivne
Bogtitel, der til Vejledning for Bogbinderne
anbringes yderst til venstre under hvert trykt Arks
første Side. Tallet i samme Linie, men yderst
til højre, kaldes Signaturen. I fransk og engelsk
Typografi bruges kun Betegnelsen signature for
begge Dele.
E. S-r.
Norma (astron.), se Vinkelmaal.
normal (af lat. nórma, Vinkelmaal,
Rettesnor), regelret, mønstergyldig, gennemsnitlig; i
Besiddelse af sunde Sanser, ved sine »fulde fem«
(modsat abnorm).
Normal (mat.). En Linie kaldes N. til en
Kurve ell. Flade, naar den er vinkelret paa en
Tangent til Kurven ell. en Tangentplan til
Fladen i Røringspunktet. Ved en plan Kurve
tænkes kun paa den N., der ligger i Kurvens
Plan; hvis Kurven er henført til et plant
retvinklet Koordinatsystem, menes med N. hyppig
det Stykke paa Linien vinkelret paa en
Tangent i Røringspunktet, som ligger mellem
Kurven og Abscisseaksen. En vindskæv Kurve har
i hvert Punkt uendelig mange N., der danner
Kurvens Normalplan i Punktet; den af
disse N., der ligger i Oskulationsplanen, kaldes
Hovednormalen, den, der er vinkelret paa
Oskulationsplanen, kaldes Binormalen.
Chr. C.
Normal [’nå.əməl], By i U. S. A., Stat Illinois,
ligger 100 km NØ. f. Springfield. (1910) 4024
Indb.
G. Ht.
Normalaar (annus decretorius) kaldes 1624,
hvilket Aar i den westfalske Fred 1648 blev
fastslaaet som bestemmende for, hvem
Kirkegodset i Tyskland (undtagen Østerrig) skulde
tilhøre. Hvad de lutherske Fyrster havde 1. Jan.
i det Aar af Kirkegods, kunde de beholde. Aaret
fremkom ved et Kompromis, idet de lutherske
Fyrster holdt paa 1618, medens de katolske
holdt paa 1630.
L. M.
Normalarbejdsdag, et ved Lov eller ved
Overenskomst mellem Arbejdsgiver- og
Arbejderorganisationer fastsat Antal Timer daglig,
ugentlig ell. a., som udgør den Arbejdstid,
udover hvilken der ikke maa kræves Arbejde
udført af de Arbejdere, Loven ell.
Overenskomsten omfatter undtagen med særlig
Dispensation ell. paa særlige Vilkaar
(Overarbejdstillæg e. l.). Formaalet med N. er at værne
Arbejderne mod Arbejdsbetingelser, der virker
nedbrydende for deres Sundhed og hele
menneskelige Tilværelse, og N. har derfor været et
af de vigtigste Punkter paa programmet for
Arbejderklassens Kamp for forbedrede sociale
Forhold (jfr Arbejdstid).
Spørgsmaalet om en Begrænsning af
Arhejdstiden er opstaaet som en ganske naturlig
Reaktion mod den Tilbøjelighed til at gøre
Arbejdstiden længst mulig, som Maskinernes og den
moderne Tekniks Indførelse i Industrien i sin
Tid viste sig at indeholde. De store faste
Kapitaler, der anbragtes i Fabrikker, Miner,
Transportanlæg o. l. giver større Udbytte, jo flere
Timer i Døgnet de udnyttes, og naar man kan
faa Arbejderne til at arbejde mange Timer
daglig, kan Lønnen pr Time sættes lavt,
Produktionsomkostningerne bliver de mindst mulige
og den paagældende Virksomheds
Konkurrenceevne forøges. De store Ulemper for Arbejderne
ved den lange Arbejdstid er indlysende: den er
ødelæggende for deres Sundhed, for deres
Hjemmeliv, for deres Børns Opdragelse, for
deres Deltagelse i Foreningsliv, Sport og
Uddannelse. Dertil kommer at netop Arbejdet i
Fabrikker, hvor Maskinerne angiver Tempoet,
hvor Arbejdet tager paa Nerverne, og hvor
Sløjhed og Træthed kan være livsfarlig, i langt
højere Grad kræver sin Begrænsning end
Arbejde under mere gammeldags
haandværksmæssige Former. Endelig bidrager den lange
Arbejdsdag til at færre kommer i Arbejde, den
industrielle Reservearmé forøges, og den stærke
Konkurrence paa Arbejdsmarkedet virker
forringende paa de Løn- og andre Arbejdsvilkaar,
Arbejderne kan opnaa.
Baade hos Samfundsreformatorer (i England
Lord Shaftesbury og Robert Owen i Beg. af 19.
Aarh., i Tyskland Karl Marx) og hos
Arbejderklassen selv maatte de Forhold, som den
moderne Industris Gennembrud medførte,
fremkalde Bestræbelser for en lovmæssig
Begrænsning af Arbejdstiden, i Særdeleshed for de
Arbejdere, der mest led under en lang Arbejdstid:
Kvinder og Børn og de egl. Fabriksarbejdere.
Jævnsides hermed opstod en Forstaaelse af, at
Arbejdsydelsen ikke steg i samme Forhold som
Antallet af de daglige Arbejdstimer; de sidste
Arbejdstimer, i hvilke Arbejderen er træt og
daarlig oplagt, bliver let for dyrt betalt. Enkelte
Arbejdsgivere begyndte derfor af sig selv, baade
af humane Grunde og fordi de saa, at det
betalte sig, at nedsætte Arbejdstiden f. Eks. til
11 ell. 10 Timer daglig, og efterhaanden fik
man i forsk. Lande Lovgivningsmagten til at
interessere sig for Sagen. Om end de opr. Love,
set med Nutidsøjne kun synes lidet værd
(Frankrig indførte 1848 en 12 Timers N., der
tilmed kun bestod paa Papiret, Schweiz og
Østerrig fik 11 Timers N.; en Rk. andre Lande
fik efterhaanden Love om Arbejdstiden for
Kvinder og Børn og unge Mennesker), var de
dog Udtryk for en Forstaaelse af Arbejdernes
Krav, og hvad der ikke naaedes ad
Lovgivningens Vej, naaedes til en vis Grad ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
