Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Orestes - Orestes - Orestis - oret - Oretanere - Oretanske Bjerge - Oria - Orfani - Orfejde - Orfeus - Orfikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eumeniderne, Sofokles’ Elektra, Euripides’
Elektra, O., Ifigeneia Taurica).
H. A. K.
Orestes, en Pannonier, som en Tid stod i
Attila’s Tjeneste og af ham ved fl. Lejligheder
blev sendt som Gesandt til Konstantinopel.
Senere traadte han i den vestromerske Kejsers
Tjeneste, men da Kejser Nepos havde sat ham
i Spidsen for en Hærstyrke, hvormed han
skulde drage til Gallien, vendte han sig mod
Kejseren selv, stødte ham fra Tronen og lod sin
egen Søn, Romulus Augustus (Augustulus),
udraabe til Kejser (475). Men allerede Aaret efter
blev han dræbt under et Oprør af de
germanske Hjælpetropper, som lededes af Odoacer.
H. H. R.
Orestis, Landskab i det indre, vestlige
Makedonien i Oldtiden, ved Floden Haliakmons øvre
Løb. Indtil Alexander den Stores Tid bevarede
det under egne Fyrster en næsten fuldstændig
Uafhængighed.
H. H. R.
oret kaldes Mel, der er fordærvet, dog ikke
muggent, men saaledes, at det har en dump,
noget syrlig Lugt. Det er navnlig blødt Korn,
der hen paa Foraaret har Tilbøjelighed til at
blive o., medens haard Rug og Hvede sjælden
forandres paa denne Maade.
K. M.
Oretanere var i Oldtiden en mægtig
Folkestamme i Spanien. Dens vigtigste Byer var
Castulo (Hovedstad), Oretum og
Laminium.
H. H. R.
Oretanske Bjerge, sp. Cordillera
Orétana, den Rk. af til Dels umærkelige
Hævninger, der paa den Pyrenæiske Halvø danner
Vandskellet mellem Tajo og Guadiana. O.
strækker sig under forsk. Navne gennem
Spanien og Portugal til Cabo de Sines. De vigtigste
Partier er Montes de Toledo (1448 m), Sierra
de Altamira, S. de Guadelupe (1736 m) og S. de
Montánchez i Spanien samt Serra de Mamede
(1025 m), S. de Ossa, Evora og Grándola (325
m) i Portugal. Overfladen er hyppigst tørre,
nøgne Klippeflader af Granit ell. Kulmskifer.
(H. P. S.). C. A.
Oria, se Urfa.
Orfani [’or-], By i gr. Nomos Saloniki, ligger
ved Rendina-Bugten ikke langt fra Strumas
Munding og har c. 5000 Indb. I Nærheden
findes Ruinerne af Amphipolis og Eion.
N. H. J.
Orfejde, af plattysk orvede, betød i det
ældre Sprog Forlig, særlig et edeligt Løfte af en
dræbt Persons Frænder om ikke at tage Hævn
for Drabet, altsaa det samme, som i endnu
tidligere Tid betegnedes med Ordet Trygdeed (s.
d.). Et skriftligt Dokument indeholdende en O.
kaldtes Orfejdebrev. Ordet, der var i Brug i
den senere Middelalder og i 16. og 17. Aarh.,
anvendtes især, hvor Parterne i Forliget var
adelige.
P. J. J.
Orfeus [’årfæ^us], mytisk Sanger og Digter,
der opr. hørte hjemme i Pieria ved Olympos, i
et Folk, der kaldtes Trakere, og som boede i
store Dele af Nordgrækenland. Hans Fader
kaldes Oiagros, Moderen var Musen Kalliope. Han
stod i nær Forbindelse med Muserne og
Dionysos, hvis Kultus havde sit Hovedsæde i de
samme Egne. Det hedder, at hans Sang og Spil var
saa mægtigt, at Klipperne bevægede sig derved,
og vilde Dyr blev tæmmede. Han nævnes som
Opfinder af Bogstavskriften og var ogsaa med i
Argonautertoget. Hos Vergil og Ovid berettes
de utvivlsomt gr. Sagn om hans Forhold til
Eurydike. Da denne, hans unge, inderligt
elskede Hustru døde, steg O. ned til
Underverdenen og bevægede ved sit Spil Hades til at
tillade Eurydike at vende tilbage med ham til
Jorden. Da O. imidlertid mod Gudens Befaling,
endnu før de helt var naaede op, vendte sig
om for at se sin Hustru, maatte hun for
bestandig gaa til Underverdenen. Et smukt
Relief i Villa Albani i Rom antages i Alm. at
fremstille Afskeden; Hermes, Sjælenes Fører,
drager ved Haanden Eurydike bort fra den
sørgende O. — Til sidst skal O. være bleven
sønderreven af trakiske Kvinder, hvis vilde
Fester han modsatte sig. Kunsten har ofte
fremstillet O., oftest som den, der tryller Dyrene
ved sit Spil, og saaledes er han ogsaa vist i
kristelig Kunst. — O. hører til den samme
Kreds af halvt hist., halvt mytiske
Sangerpersonligheder som Thamyris og Musaios, m. fl.
Paa Peisistratos’ Tid og senere dannede sig
helt andre Forestillinger om O., nærmest som
en mystisk Sektstifter, og i Tilslutning hertil tog
en religiøs Sekt, Orfikerne (s. d.) deres Navn
efter ham.
H. A. K.
Orfikere [’år-], en Sekt ell. aandelig
Retning, som navnlig fra 6. Aarh. f. Kr. var
virksom i Grækenland, og hvis Eftervirkninger er
kendelige helt op i de første kristne
Aarhundreder. Navn har de taget efter Orfeus, hvilket
tyder paa trakisk Oprindelse; om denne vidner
ogsaa det bakkantiske ell. orgiastiske Præg,
der ofte hæftede ved O. Dog havde de ingen
Del i Dionysosdyrkelsens Udskejelser; de har
fortrinsvis dannet borgerlige Menighedskredse,
der samledes om et religiøst Princip, en
Livsbetragtning. Disse Kredse var derfor ikke først
og fremmest kultiske, ejheller bundne til en
bestemt Fam. ell. Klasse, saaledes som
Mysterierne. Enhver kunde træde ind i dem efter sit
individuelle Behov, hvis hans Hu stod til en
inderligere Gudsdyrkelse, en dybere
Verdensopfattelse ell. en renere Livsvandel.
Karakteristisk for O. er det, at de — i Modsætning til
Mysterierne — har ført en bestemt Lære; denne,
der udformedes i Myter, Hymner og
dogmatiske Sætninger, taler om Verdens
Ufuldkommenhed og Blendværk, om Livets Ve, om
Menneskenes medfødte Urenhed og Syndighed.
Mennesket selv er, som Zagreus-Myten udtrykker
det, blandet af dionysiske og titaniske
Bestanddele; det gælder om at frigøre de første til et
himmelsk Liv og at nedbryde og tilintetgøre de
sidste. Dette sker ved Soninger og Renselser,
ved sædelig Vandel og ved Askese. Den, som
vil leve »det orfiske Liv«, maa sky alt, hvad
der kan binde til Forkrænkeligheden. Derfor
undgik man baade Kødspiser og Kødets Lyster,
men maatte ogsaa vogte sig for alskens Brøde
og Besmittelse. Thi ikke blot til dette Liv
lænkedes man ved Synden, men ogsaa til
kommende Eksistenser, hvori Menneskeheden
gentager sig. O. lærte nemlig paa Indernes og paa
Pythagoræernes Vis en Sjælevandring,
et »Fødslernes Kredsløb«, hvori enhver
Urenhed styrtede Menneskene stedse dybere. Den
endelige Forløsning var da uopnaaelig ved egen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
