Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pagliano, Eleuterio - Pago - Pagode - Pagodestær - Pagodit - Pagten for Folkenes Forbund - Pagtens Ark - Paguridæ - pagus - Pahang - Pahlen, v. der - Pahr - Pahuins - Paian - Paiçaci
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
meddeler Josefine Skilsmisseplanen«, »Santuzza
ved Turiddo’s Lig« og det store »Afrika« (Gal.
Vitt. Emanuele i Milano) etc. Han udfoldede en
stor Virksomhed i dekorativ Henseende
(Teatrene i Como og Verona, Milano’s Banegaard).
Billeder af P. i Turin’s Museum. Ogsaa
Raderinger.
A. Hk.
Pago, en af de dalmatinske Øer i
Adriaterhavet, ligger i Quarnerolobugten og skilles fra
Fastlandet ved Canale della Morlacca. Formen
er meget langstrakt og stærkt uregelmæssig,
Arealet 289 km2 med c. 8000 Indb., overvejende
Serbo-Kroater. Øen hører til Jugoslavien, Prov.
Dalmatien. Hovedstaden P. ved en Bugt af
samme Navn paa Midten af Øen driver Fiskeri og
er en livlig Havnestad.
C. A.
Pagode, den europæiske Benævnelse paa de
fritstaaende Templer i Indien og Kina i
Modsætning til de indiske Grottetempler. Ordet P.
kommer af det sanskritiske Bhagavati, »hellig
Dyrkelses Hus«, ell. den dravidiske Form
Pogodi. P., der er skabt af Buddhismen, men
ogsaa kan forekomme i Brahmanismen, er
sikkert udviklet af den buddhistiske Dagope eller
Tope, kuppelformede Monumenter, bestemt til
at indeholde Relikvier af Buddha eller andre
Helgener, eller blot til Erindring om en
Begivenhed i en Buddhas Liv. I den ældre
buddhistiske Arkitektur kan Dagoperne forekomme
baade som selvstændige Bygninger og som
Altre. Senere udviklede baade Nybramanismen og
den bagindiske Buddhisme den egl. P., hvis
Former og Udstyr er meget skiftende, men som
altid har en mer eller mindre taarnagtig
Karakter (smlg. Bygningskunst, S. 343).
C. A. J.
Pagodestær, se Stære.
Pagodit, se Agalmatolit.
Pagten for Folkenes Forbund, se
Nationernes Forbund.
Pagtens Ark, se Ark.
Paguridæ, se Eremitkrebs.
pagus (lat.), hos Romerne en Landsby med
det dertil hørende Landomraade. En saadan
havde dog intet kommunalt Selvstyre, men
udgjorde kun en lokal Afdeling af et mere
omfattende Samfund. Ogsaa selve Byen Rom var
inddelt i p., men denne Inddeling traadte snart
i Skygge for den langt vigtigere Inddeling i
Tribus.
H. H. R.
Pahang (Pahan), britisk Vasalstat paa
Østkysten af Malaka, har et Areal af 36000 km2
med (1921) 146064 Indb., hvoraf 87892 Mænd.
Hovedstad er Pekan. P. kom under brit.
Protektorat 1887 og optoges 1896 i federated Malay
States.
M. V.
Pahlen [’pa.lən], v. der, en gl tysk
Adelsslægt, bosat i Livland. Peter P. (1744—1826)
udmærkede sig som russ. General i Krigen med
Tyrkerne, især ved Oczakovs Indtagelse 1788,
var 1790—91 Sendemand i Sthlm, derefter
Guvernør i Livland og 1795—97 i Kurland. Han
kom snart efter i største Yndest hos Kejser
Paul, vandt hans fulde Tillid og fik de højeste
Embeder og Æresposter, blev 1799 Greve og
1800 baade Politi- og Udenrigsminister.
Alligevel var han af Frygt for Kejserens
Lunefuldhed Hovedmand i Sammensværgelsen imod
ham, holdt Vagt, da Mordet øvedes, og
meddelte selv Alexander I Faderens Død. Haabet
om at vedligeholde Magten svandt dog snart,
og faa Maaneder efter maatte han trække sig
tilbage til sine Godser. Hans Søn Peter Grev
P. (1777—1864) udmærkede sig som
Ryttergeneral i Krigene mod Frankrig 1806—07 og
1812—14, endvidere mod Tyrkerne 1829 og mod
Polakkerne 1831. Han var 1835—41 Sendemand i
Paris og 1847—62 Generalinspektør for
Rytteriet. — Konstantin Grev P., f. 1833, var
1867—78 Justitsminister og gennemførte
Retsplejereformen, men fik Afsked, fordi
Nævningerne — paa hvis Dom han sikkert havde
regnet — frifandt Vera Sassulitsch. Dog fik han
1883 Forsædet i Kommissionen om Jødernes
Stilling.
E. E.
Pahr, ital. Arkitektfam. fra Milano, der i 16.
Aarh. p. Gr. af sine Vandringer fik megen Bet.
for nordeuro p. Renaissancearkitektur. Dens
Medlemmer naaede til Schlesien, Meklenborg og
Sverige, hvor de især arbejdede for den
byggelystne Kong Johan III. Paa Piastslottet i det
Schlesiske Brieg virkede Jakob P. som
Slotsbygmester. Af tre Brødre byggede Giovanni
Baptista P. paa Slottene i Brieg og
Schwerin og kom derefter 1572 til Sverige.
Franciscus P., der ligeledes virkede i Brieg,
fuldførte Slottet i Güstrow (for Frederik 2’s
Svigerfader, Hertug Ulrik af Meklenborg) og
arbejdede derefter paa Upsala Slot. Den yngste
Broder, Dominicus P., virkede (især efter
1575) paa Borgholm og Kalmar (d. 1602).
Karakteristisk for den Pahr’ske Arkitektur er bl.
a. den kraftige, dekorative Rustika, udført i
Puds.
C. A. J.
Pahuins, Pahouins, se Fan.
Paian (gr.), en religiøs Sang, der i den
homeriske Tid blev afsungen som Sejrssang.
Heraf udviklede sig senere, særlig i den pythiske
Apollon’s Tjeneste, en ny P., den religiøse
Hymne, og overhovedet bruges P. i senere Tid om
Sange til adskillige andre hjælpende Guder,
især Artemis, dels som Tak, dels som Bøn om
Hjælp. I Diadochtiden rettedes denne religiøse
P. ogsaa til Mennesker. Den foredroges som
Korsang og til Fløjte. Ogsaa en Sang, der
særlig i Attika blev afsungen under Gæstebud, før
det egl. Drikkelag begyndte, kaldes P., og
endelig bruges Ordet ogsaa (hos Dorierne) for at
betegne en Kampsang, der blev afsungen ved
Angrebets Begyndelse. — Der nævnes P. af
næsten alle berømte gr. Lyrikere; en P. fra 2.
Aarh. f. Kr. af Aristonoos er bevaret; et
Fragment fra Delphoi har Nodetegn tilføjede. Koret,
der afsang den, bestod i ældre Tid af Mænd.
H. A. K.
Paiçaci (»Piçāca-Sproget«) den
Prākrit-Sprogform, hvori Bṛhatkathā er skrevet;
rimeligvis baseret paa det alm. Talesprog med nogle
vilkaarlige Forandringer for at kunne lægges
Piçāca’erne i Munden og anvendt til
Piçāca-Fortællinger (Fortællinger om ell. af onde Aander).
Jfr. Bhūta, Piçāca. (Litt.: Pischel i
»Grundr. der indo-ar. Philol. u. Alterth.«, I, 8;
S. Sørensen i »Det kgl. Danske Vid. Selsk.
Skrifter«, 6. Rk. III [Kbhvn 1894]; Lacôte,
Essai sur Gunādhya et le Bṛhatkathā (1908);
Konow, The home of Pāiçācī (i »Zeitschrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
