Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Person - Personage - persona grata - Personale - Personaleksekution - Personalhistorie - Personalia - Personalitetsprincip - Personalkredit - Personalskatter - Personalunion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en P. ikke maa behandles blot som Middel,
men skal behandles som et Maal i sig selv, og
at P. som etisk Væsen er selvlovgivende,
autonom. Man har kaldt dette
Personlighedsprincippet i Etikken. I
Religionsfilosofien har Høffding som
Personlighedsprincippet hævdet: »Grundsætningen om personlige
Forskelligheders Berettigelse og Værdi paa det
religiøse Omraade« (se i øvrigt Art.
Høffding, S. 113).
Edg. R.
Personage [dansk -’na.sjə, fr, pærså’na.з]
(fr.), Person, Menneske, gerne i nedsættende
ell. foragtende Betydning.
persona grata (lat.), en (særlig paa højere
Steder) yndet og afholdt Person.
H. H. R.
Personale (nylat.), samtlige arbejdende
Personer i en Virksomihedsgren (et Kontor,
en Forretning etc.), Arbejdsstab.
Personaleksekution. Naar Domme, der
forpligter til Betaling af Penge ell.
Iværksættelse af andre Præstationer, skal
tvangsfuldbyrdes, sker dette i Alm. gennem
Beslaglæggelse af en tilstrækkelig Del af Domfældtes
Ejendele (Realekseluition); ved P. forstaas
derimod, at Dommen søges fuldbyrdet ved
Tvangsforholdsregler, rettede mod Domfældtes
Person. Ved Straffedomme forekommer dette
hyppig, idet alle Fængsels- og Legemsstraffe
forudsætter Fuldbyrdelse igennem P., men uden
for den straffende Retshaandhævelse kan P.
kun aldeles undtagelsesvis benyttes. Allerede i
længere Tid har det her i Landet været
gældende Ret, at den, der er dømt til Udførelse
af en Handling, ikke direkte kan tvinges til
umiddelbar Opfyldelse af Dommen, men at kun
indirekte Midler kommer til Anvendelse.
Forhen benyttedes Bøder som Tvangsmiddel, idet
Domfældte ifaldt Mulkt for hver Dag, han sad
Dommen overhørig, og saafremt Mulkterne ikke
kunde inddrives hos ham, kunde han sluttelig
hensættes i Gældsfængsel, hvilket efter sit
Væsen var en Form for P., omend Fængslingen
ikke indeholdt en umiddelbar Opfyldelse af
Dommen. Efter vor nugældende Retspleje, bestaar
Tvangsmidlet ikke i Mulkter, men i Alm. i
Erstatning, der paalægges Domfældte som
Surrogat for Opfyldelse, men dog kan undertiden
ogsaa andre Midler benyttes; naar saaledes
nogen er dømt til at udføre et Arbejde, kan
dette iværksættes for hans Regning af
Domhaveren: naar Dommen lyder paa Udstedelse
af et Dokument, kan Fogden udfærdige dette
med bindende Virkning for Domfældte; lyder
Dommen paa Udlevering af en rørlig Ting ell.
paa Fravigelse af Besiddelsen af en fast
Ejendom, kan Magtanvendelse finde Sted over for
Domfældte, hvis dette er nødvendigt for at
fremtvinge Dommens Efterlevelse, og det
samme kan ske, naar Fogdens Hjælp begæres af
Forældre ell. Værger for at erhverve den
fornødne Raaden over Børn; endvidere kan Straf
paalægges den, der modvillig undlader at
udføre de ved Dom paalagte Akter. Gældsfængsel
kan derimod ikke længere bringes til
Anvendelse undtagen over for Skyldnere, som ved
Flugt til Udlandet søger at unddrage sig deres
Forpligtelser.
K. Hch.
Personalhistorie, se Genealogi.
Personalia (lat.), hvad der vedrører det
personlige, en Persons Levnedsomstændigheder.
Personalitetsprincip. Hvor forsk.
Nationaliteter med meget forsk. Kultur lever blandede
imellem hinanden paa samme Territorium, vil
det ofte være umuligt at gøre den retlige
Ordning ens for alle, og det kan da forekomme, at
hver Nationalitet lever efter sine Love,
saaledes at der inden for samme Omraade gælder
fl. forsk. Retssystemer. En saadan Ordning, hvis
Princip kaldes P. (fr. personnalité des lois), er
i Nutiden ikke sjælden anvendt i Kolonier, hvor
den indfødte Befolkning staar paa et
væsentligt andet Kulturtrin end Europæerne, og finder
ligeledes Sted i de asiatiske og afrikanske
Stater, hvor Europæere er unddragne Statens
Lovgivning og Jurisdiktion (se
Kapitulationer). Fra ældre Tid kan nævnes, at P.
opr. var fremherskende inden for de paa
Romerrigets Grund dannede germanske Stater,
saaledes navnlig inden for Frankerriget, hvor
den rom. Befolkning vedblev at leve efter
Romerretten, medens de indvandrede Germaner
levede efter hver sin Stammeret. P.’s
Modsætning er Territorialitetsprincippet, hvorefter der
inden for ethvert Territorium kun gælder een
Lovgivning, der finder Anvendelse paa alle,
som opholder sig der, uden Hensyn til deres
Nationalitet. — I Strafferetten forstaas ved P.
det Princip m. H. t. Afgrænsningen af
Straffelovens Virkekreds, der foruden for alle
Forbrydelser, begaaede paa Territoriet, lader den
være gældende for Forbrydelser, begaaede af
Statens Undersaatter under Ophold i Udlandet,
men kun for disse, idet Begrundelsen søges i
den Lydighedspligt, Undersaatterne, uanset hvor
de opholder sig, skylder Statens Love.
P. J. J.
Personalkredit, se Kredit.
Personalskatter i snævrere Forstand er
Skatter, der bestemmes af de skattepligtiges
personlige Forhiold. Saadanne Skatter er
Kopskatter (s. d.), Religionsskatter, og herhen regnes
undertiden, om end mindre rigtigt,
Værneskatten. I Nutidens Skattesystemer indtager disse
Skatter en lidet betydningsfuld Plads, idet man
fra alle Sider er enig om, at Skatterne ikke
kan løsgøres fra Hensynet til Borgernes
økonomiske Forhold. I ældre Tider har disse Skatter
ofte spillet en betydningsfuld Rolle, navnlig
Kopskatten. Undertiden opfattes P. som et
videre Begreb omfattende Indkomstskatten i
Modsætning til Indtægtskildeskatterne, der søger at
ramme Indtægterne ved Indtægtskilderne uden
Hensyn til, hvem Besidderen er. Som Overgang
mellem P. i snævrere Forstand og
Indkomstskatten staar Klasseskatten, der imidlertid
ligesom de egl. personlige Skatter væsentlig har
udspillet sin Rolle i Nutidens Skattesystem.
C. T.
Personalunion, tilfældig Tronforbindelse,
der opstaar, naar Monarken i det ene Land
vælges til Hersker i det andet, f. Eks. de
litauiske Storfyrsters og de sachsiske Kurfyrsters
Valg til Konger i Polen henh. i 15.—16. Aarh.
og 1697—1763, eller derved, at samme Fyrste
iflg. Tronfølgen bliver Regent i begge Lande,
som det var Tilfældet i Preussen og Neuenburg
1707—1857 og i Schwarzburg-Rudolstadt og
Schwarzburg-Sondershausen 1911—18. Skønt P.
ikke medfører noget retligt Fællesskab mellem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
