Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Petersbrevene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
intet Kendskab til den hebr. Grundtekst;
endelig foreligger der m. H. t. Tanker og Udtryk
et nært Slægtskab med Paulusbrevene, især
Romer- og Efeserbrevet (saaledes er f. Eks.
Hos. 2, 23 citeret Rom. 9, 25 f. og 1. Pet. 2, 10;
ligeledes Es. 28, 16 og 8, 14 baade Rom. 9,
33 og 1. Pet. 2, 6—8), hvad der ogsaa
vanskeliggør Antagelsen af Peter’s Forfatterskab til
Brevet, da man ikke godt kan tænke sig, at han har
været i den Grad fortrolig med
Hedningeapostelens Udtryksmaade og selv efterlignet den. De
her nævnte Vanskeligheder undgaar de
Forskere, som i 1. Pet. 5, 12 (»Ved Silvanus, den
trofaste Broder, thi det holder jeg ham for, har
jeg i Korthed skrevet til eder«) finder udtrykt,
at Silas som den, der har givet Udtryk for
Peter’s Tanker, er ansvarlig for Brevets Form;
thi at denne da frembyder store Ligheder med
de paulinske Breve, er let forstaaeligt, naar
man betænker Samarbejdet paa Paulus’ anden
Missionsrejse. Imidlertid hævder andre, at de
Udtryk, som 1. Petersbrev har fælles med
Mysteriereligionerne, næppe kan være kommet
indenfor Peter’s eller Silas’ Synskreds, at de
Forfølgelser, som danner Baggrunden for hele
Brevet, ikke er private Chikanerier fra hedenske
Naboers ell. Landsmænds Side, men derimod
Statsmagtens Indskriden mod de Kristne, som i
Østen først kendes fra Domitian’s Tid (81—96)
af, samt endelig, at hele Brevet har et
»efterpaulinsk« Præg og synes at være forfattet af en
ell. anden af Paulus’ Disciple, og de daterer
derfor Skriftet til 80—90 ell. gaar endogsaa
ned til Trajan’s Tid (98—117). Saadanne
Forskere betragter da ofte 1. Petersbrev som en
Prædiken, der har faaet Brevform. Harnack
formoder saaledes, at 1, 3—5, 17 opr. var en
Homili af en ell. anden anset Presbyter fra c.
83—93, hvortil da en senere, maaske Forf. af
2. Petersbrev, har føjet Brevindledning og
-slutning; R. Perdelwitz derimod lader Skriftet være
sammenføjet af to opr. selvstændige Dele: en
Prædiken for nydøbte (1, 3 — 4, 11) og en senere
Formaningsskrivelse rettet til den samme
Menighed som Prædikenen (1, 1—2; 4, 12 — 5, 14);
da begge Dokumenter opbevaredes sammen i
Menighedens Arkiv, er de senere — i 2. Aarh.,
forsætligt ell. af Vanvare — bleven afskrevet
sammen. En Støtte har Homili-Hypotesen i
Brevets mangelfulde Disposition, hvor Forf. glider
fra den ene Tanke til den anden, som det ofte
sker i en Prædiken; men noget saadant kunde
man dog ogsaa meget vel finde i en Epistel ell.
et Brev. De Forskere, som fastholder Skriftets
Brevkarakter, og at Peter virkelig er dets Forf.,
henlægger i Reglen Affattelsen til
Apostelens Ophold i Rom, kort før hans Død, altsaa c.
64. Og med Tilblivelse i Rom stemmer 1. Pet.
5, 13: »Den medudvalgte (Menighed) i Babylon
og min Søn, Markus, hilser eder« godt, idet
»Babylon« her, ligesom i Aab. 14, 8; 18, 2 staar
som billedlig Betegnelse for Verdenshovedstaden.
Andet P. er ligesom første en
Formaningsskrivelse, der efter Brevindledningen (1, 1—2)
indskærper Læserne at vise deres Kristendom i
Dyd og Erkendelse for derved at opnaa Adgang
til Jesu Kristi Herlighedsrige (1, 3—11); derom
kan Forf. tale, fordi han selv har været Vidne
til Kristi Forklarelse og derved faaet
Profeternes Ord om en kommende Herlighed bestyrket
(1, 12—21). Omtalen af den sande Profeti fører
i Kap. 2 over til en Advarsel mod den falske;
der vil nemlig fremstaa Vranglærere, som
fornægter Kristus og hengiver sig til sanselig
Vellyst, men af saadanne bør de Kristne ikke lade
sig forføre (2, 1—22). Af Spottere bør de
heller ikke lade sig rokke i Troen paa Kristi
Genkomst; thi selv om den muligvis kan trække ud,
vil den dog sikkert indtræffe (3, 1—13), og derfor
maa Læserne forberede sig derpaa, saaledes som
ogsaa Paulus i sine Breve har opfordret til (3,
14—18). Skriftet slutter med en Doksologi til
Kristus (3, 18). — Som Brevets Læserkreds
nævnes (1,1): »alle dem, der har faaet samme
dyrebare Tro som vi ved vor Guds og Frelsers
Jesu Kristi Retfærdighed«, altsaa alle Kristne;
smst. angives Forfatteren at være »Simon
Peter, Jesu Kristi Tjener og Apostel«, og
dermed stemmer, at han 1,16 ff. fremtræder som en
af dem, der var med paa Forklarelsens Bjerg,
ligesom Kristi Forudsigelse af hans Martyrdød
(1, 14) vel sigter til Joh. 21, 18 f., og Omtalen
af et tidligere Brev i 3, 1 refererer sig til 1.
Petersbrev. Imidlertid frembyder Antagelsen af
Peter’s Forfatterskab til dette Brev saa mange
og store Vanskeligheder, at i Nutiden de
allerfleste protestantiske Forskere betragter det som
uægte. Først er nemlig den saakaldte »ydre
Bevidnelse« meget svag; en utvetydig Omtale af
Brevet finder vi først i 3. Aarh. hos Origenes,
og han betoner i samme Aandedræt, at
Autentien er omstridt; Euseb henregner det ligeledes
til de tvivlsomme Skrifter, og først i Slutn. af
4. Aarh. faar det en ubestridt Plads i Kanon
(se nærmere Bd III, S. 179). Dernæst er der
mellem Judasbrevet og 2. Pet. 2 saa stor Lighed
baade m. H. t. Tanker og enkelte Udtryk, at
der maa foreligge litterært Slægtskab, og alt
tyder paa, at det er 2. Pet. der har benyttet
Jud. Paa Forhaand er det nemlig mere
sandsynligt, at et mindre Skr. er indoptaget i et
større, end at et enkelt Kapitel af dette skulde
være udgivet som et selvstændigt Værk; det er
ogsaa forstaaeligt, at den senere Forf. ved at
henføre Judasbrevets Advarsel mod
Vranglærere til Apostelen Peter har ønsket at give den
forøget Autoritet. Endvidere: medens
Judasbrevet skildrer Vranglærerne som nutidige, er
de i 2. Pet. 2 først fremtidige, derpaa (V. 10 og
12 f.) nutidige og til sidst (V. 15 og 22) fortidige,
hvilket tyder paa, at en senere Forf. har
hensat sig til Apostelen Peter’s Tid, men ikke
været i Stand til at gennemføre Fiktionen. I Jud.
5—7 er opregnet tre Eksempler paa Guds
tidligere Straffedomme i tilfældig Orden;
Parallellen i 2. Pet. 2, 4—7 bringer to af disse tillige
med et nyt, men her i den naturlige kronol.
Rækkefølge, hvilket lader ane en senere
ordnende Bearbejdelse. Ligeledes findes i Jud. 14 f.
et Citat fra den apokryfe Henochbog, som savnes
i 2. Pet. 2; og en fra den apokryfe »Mose
Himmelfart« hentet Henvisning til Ærkeengelen
Mikael’s Strid med Djævelen om Mose Legeme i
Jud. 9 forekommer 2. Pet. 2, 11 i en saa
afsvækket Form, at Allusionen i Virkeligheden er
ganske uforstaaelig, hvilket viser hen til senere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
