- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIX: Perlit—Rendehest /
240

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Platon

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tvivlen sig i Dialogen Parmenides, hvor P.
lader sin Idélære blive Genstand for Kritik fra
den eleatiske Filosofis Side. I denne Dialog
optræder for første Gang ikke Sokrates som den
ledende Person, hvilket gentager sig i de fleste
følgende. Vanskeligheden viser sig dels deri,
at Idéerne paa een Gang er blevet opfattede
som logiske Enheder og som Værdier — naar
de opfattes logisk, maa jo ogsaa Skarnet have
sin Idé — dels ved at Sammenhængen mellem
den ene Idé og de mange enkelte Ting ikke lader
sig forklare. Drøftelsen er i høj Grad abstrakt,
og Løsningen dunkel; den søges hidført ved en
Paavisning af, at Begreberne Enhed og
Flerhed forudsætter hinanden.

Ogsaa i Dialogen Sophistes bringer P. sin
Idélære i Forbindelse med den eleatiske
Filosofi, idet ham lader denne Dialogs Hovedperson,
en fremmed Eleater, opstille en modificeret
Idélære, hvori der i Modsætning baade til den
tidligere Idélære og til den eleatiske Filosofi
tildeles Bevægelsen en Plads indenfor den sande
Virkelighed. I den dermed nøje sammenhørende
Dialog Politikos (»Statsmanden«) ses det ogsaa,
at P. har opgivet Haabet om at kunne
realisere den ideale Statsforfatning, han tidligere
havde konstrueret; den vedbliver ganske vist at
staa for ham som Idealet, men som Forholdene
er, mener han dog, at den praktiske
Statsmand maa nøjes med at stræbe efter det
opnaaelige. I de sidstnævnte Dialoger saavel som
i de efterfølgende har P. i høj Grad ændret sin
Stil og Kunstform. Sproget er blevet skruet og
søgt, ofte dunkelt, og om end Dialogformen
stadig overholdes, har den dog ganske mistet det
Liv og den Naturlighed, som den tidligere
havde; Dialogens Hovedperson optræder nu
væsentlig docerende, og de andre Personer
nøjes med at udtale deres Tilslutning til hans
Udviklinger. Idet Idéerne træder tilbage i
utilnærmelig Fjernhed, vender P. mere Blikket
mod den nærværende Verdens Enkeltheder;
baade i Sophistes og i Politikos lægger han
stor Vægt paa nøjagtig begrebsmæssig
Inddeling af de foreliggende Fænomener. I Philebos
søger han ved Hjælp af Enkeltanalyser at give
en Bestemmelse af det Godes Begreb, hvori
Maal og Forholdsmæssighed viser sig at være
de vigtigste Bestanddele; ogsaa Matematikken
bliver i stedse højere Grad Genstand for P.’s
Opmærksomhed.

Endnu mere er dette Tilfældet i Timaios,
hvor Talspekulationer af pythagoreisk Art i høj
Grad breder sig. Idéerne er her de Mønstre,
hvorefter Gud i sin Godhed har skabt Verden
paa Grundlag af de fire Elementer. Verden er
besjælet; i Verdenssjælens Organisation gør
der sig en høj Grad af mat. Forholdsmæssighed
gældende. Men ogsaa fysiske Problemer giver
P. sig her i Kast med; han bliver ikke staaende
ved de fire Elementer, men søger bag ved dem
til et Urstof, saaledes at hvert Element er
sammensat af Smaadele af det samme Urstof, der
kun adskiller sig ved deres Form. Det er
muligt, at P. herved til Dels har optaget
Demokrits Atomlære, men paa den anden Side
hævder han med stor Bestemthed, at der til Grund
for alt legemligt ligger et aandeligt Princip, og
at Gud har skabt og ordnet Verden med
Henblik paa et godt Formaal.

I sin Alderdom forfattede P. sit
omfangsrigeste Værk Nomoi (»Lovene«), der ligesom
Politeia væsentlig er af politisk Indhold.
Utvivlsomt staar det paa en ell. anden Maade i
Forbindelse med P.’s Deltagelse i den
syrakusanske Politik. I dette Skrift optræder Sokrates
aldeles ikke, men Hovedpersonen i Dialogen,
hvis Scene er henlagt til Kreta, er en
unavngiven Mand fra Athen, hvorved P. øjensynlig
vil have, at Læserne skal forestille sig ham
selv. Medens P. i Politeia havde anset Love
for overflødige i Staten, eftersom Hovedsagen
var, at Statens Styrere var baade indsigtsfulde
og velsindede Mennesker, der maatte være
berettigede til at give og ophæve Love i
Overensstemmelse med Øjeblikkets Krav, saa havde han
allerede i Politikos gjort den Indrømmelse, at,
da det var umuligt at faa en fuldkommen
Regering, maatte man nøjes med det næstbedste,
nemlig gode Love, som kunde garantere mod
Vilkaarlighed. Til saadanne Love giver han
nu udførlige Udkast. Sondringen mellem tre
Stænder har han nu opgivet, og dermed ogsaa
Bestemmelserne om, at de højere Stænder ikke
maatte have Privatejendom, men det
bestemmes nu, at alle Borgere skal besidde lige store
Jordlodder, og der trækkes snævre Grænser for
Erhvervelsen af rørlig Ejendom. Der stilles
stadig strenge Fordringer til Borgernes
Opdragelse, som er stærkt religiøst farvet; det skal
læres, at Sjælen gaar forud for alt legemligt,
og at Guderne styrer alle Ting i Verden til det
Bedste. Af Statens Styrere kræves der særlig
Indsigt i Matematik og Astronomi, hvorved de
skal opnaa Erkendelsen af hele Tilværelsens
harmoniske Ordning.

P. er en saavel i Filosofiens Historie som i
Verdenslitteraturhistorien enestaaende
Skikkelse. Vi finder hos ham de dybeste Problemer
behandlede med en Overlegenhed og med en
legende Lethed, som ingen senere har kunnet
gøre ham efter, og mange af hans Dialoger er
ikke alene dybsindige videnskabelige Arbejder,
men tillige Kunstværker af den højeste Rang.
Hans Bet. for Eftertiden er ogsaa overordentlig.
Den Skole, han stiftede i Athen, modtog talrige
Elever fra hele den gr. Verden og overleverede
Arven fra ham til fjerne Tider, om end til Dels
i modificeret Skikkelse; den bestod i over 900
Aar. Hans mest begavede Discipel Aristoteles
fjernede sig dog længere fra P.’s Lærdomme
og grundede sin egen Skole. De kristne
Kirkelærere i Oldtiden, som ellers bekæmpede den
hedenske Filosofi, nærede ogsaa den dybeste
Beundring for P., hvis Læres mange
Lighedspunkter med den kristne de som oftest søgte at
forklare ved den Antagelse, at han havde haft
Kendskab til Jødernes hellige Skrifter. For
Middelalderens skolastiske Teologi var derimod
Aristoteles den store filosofiske Lærer, men med
Renaissancen vaagnede paany Interessen for
P., hvis Værker blev udgivne i lat. Oversættelse
af Marsilio Ficino (1483—84). Paa samme Maade
betegnes det ny Opsving, som Studiet af P. tog
i 19. Aarh., ved Schleiermachers tyske
Oversættelse (1804—28).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:51 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/19/0254.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free