Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poincaré, Jules Henri - Poincaré, Raymond
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mécanique celeste anstillet meget omfattende
Undersøgelser, for hvilke Londons astronomiske
Selskab hædrede ham med sin Guldmedaille
(1909). Her maa fremhæves Behandlingen af
roterende, flydende Massers Ligevægt (Acta
math. t. 7). For Afh. Sur le problème des trois
corps et les équations de la dynamique (Acta
math. t. 13) tilkendtes ham (1889) en af Kong
Oscar II af Sverige-Norge udsat Pris. P. har
videre skrevet talrige særligt udgivne Værker
og Afh. i Tidsskrifter om den matem. Fysik,
navnlig om dens partielle Differentialligninger.
Ogsaa paa Elektricitetsteoriens praktiske
Anvendelser har han været inde. — Af bet.
Interesse er P.’s filosofiske Værker: La science et
l’hypothèse (1902), La valeur de la science
(1905) og Science et méthode (1909), der er
oversatte paa adskillige Sprog og omhandler
Miatematikkens Grundbegreber og den teoretiske
Fysiks Hypoteser og Definitioner samt nyeste
Udvikling. 1909 fremkom hans Biografi og
Bibliografi af E. Lebon (i Savants du jour). Hans
mægtige Production udgives samlet paa
Foranstaltning af Académie des sciences og
Undervisningsministeriet.
Chr. C.
Poincaré [pwæka’re], Raymond, fransk
Politiker, f. 20. Aug. 1860 i Bar-le-Duc. Han
tilhører en gl Lorrainefamilie (ovenn. H. P. er
hans Fætter); i Lorraine gjorde han
Militærtjeneste, her
har han sit
Landsted, og
hans
Samhørighed med den
sønderlemmede
Grænseprovins
har været
afgørende baade
for hans eget
Følelsesliv og
for Opfattelsen
af ham (smlg.
Bd XV, S. 1052,
Sp. 1). Han var
en Mønsterelev
i sin Hjembys
Skole og en
Mønsterstuderende i Paris,
og da han havde
taget den jur. Doktorgrad, var bleven retslig
Medarbejder ved et Dagblad og havde indledet
en Advokatvirksomhed, ventede man sig allerede
meget af den evnerige, energiske, ærgerrige
Yngling. 1886 var han Kabinetschef hos
Landbrugsminister Develle og kom ind i
Generalraadet for sit Hjemdepartement; 1887 blev han
en af dettes Repræsentanter i
Deputeretkammeret. Først efter to Aars Tavshed gjorde han
sig gældende her ved de samme Egenskaber,
der efterhaanden gjorde ham til en af
Hovedstadens mest ansete og bedst lønnede
Advokater: en omfattende Viden og grundig
Gennemgang af Stoffet i Forening med Klarhed og
Overblik og en Improvisationsevne, der aldrig
fik Udslag paa Logikkens ell. Maalfasthedens
Bekostning. Navnlig i finansielle Spørgsmaal
fik han hurtig Vægt. 1890—92 var han Ordfører
for Kammerets Budgetkommission. Som
Repuklikkens yngste Minister overtog han
Undervisningsvæsenet i Dupuy’s Kabinet Apr.—Novbr
1893; i Dupuy’s andet Kabinet varetog han det
vigtige Finansministerium Maj 1894—Jan. 1895
og var atter Undervisningsminister under Ribot
Jan.—Oktbr 1895; hans Arbejde med
Skattelovene laa til Grund for dem, der gennemførtes
under Ministeriet Bourgeois. I de flg. tre Aar
var han en af Kammerets Vicepræsidenter.
Moralsk uangribelig, loyal og taktfuld var han
kommen gennem Panamakrisens Skærsild; uden
Intrigeren syntes han at stævne sikkert mod de
højeste Statshverv, da ydre Forhold for en Tid
kom til at hæmme ham politisk.
P. var alle Dage Tilhænger af Forfatningen af
1875 i Bogstav og Aand, Tilhænger af den
moderate, verdslige, nationale Republik. Han havde
staaet lige fast mod boulangistiske og radikale
Stormløb, men kunde ikke følge sine
»progressistiske« Meningsfæller, da de vedblivende
modsatte sig Dreyfusprocessens Revision, hvilket
han indsaa i Længden vilde give en antimilitær
og kirkefjendsk, ja en unational Radikalisme
Vind i Sejlene. 29. Novbr 1898 »lettede han sin
Samvittighed« ved i Kammeret at kræve Sagens
fulde Opklaring og gjorde opmærksom paa, at
»Hæren ikke var en Kaste, men det hele Folk«.
Han var nu rodløs blandt Partierne; Juni
1899 søgte han forgæves at danne et
republikansk Samlingsministerium og støttede saa en
Tid sin gl. Partifælle Waldeck-Rousseau’s
radikalt farvede Regering; han stod dog stadig i
Gruppe med de moderate, og da Kirkekampen
skærpedes, formulerede han i en Tale i Rouen
inden Valgene 1902 deres Program; thi de
radikales Forsøg paa i deres religiøse Politik at
»adskille Republikken og Friheden« var ham
afgjort imod. 1903 ombyttede han imidlertid sin
Plads i Deputeretkammeret med en i Senatet
(ogsaa for Meuse-Dept); han kom derved paa
Afstand af Kammets Partidannelser, og da den
haardeste Kirkekamp var omme, kunde han
indtræde som Finansminister i det radikale
Kabinet Sarrien Marts—Oktbr 1906. Han var
dog stadig Centrumsmanden, og efterhaanden
som den socialradikale »Blok« lammedes og
splittedes, og man samledes til Midten, blev der
Plads for den moderate, som Dreyfusaffæren
ikke havde kompromitteret. I disse Aar vinder
han ogsaa stærkt frem uden for den egl.
Politik, takket være sin faglige Anseelse, sin fine,
mangesidede Kultur og sin selskabelige
Vennesælbed; han havde Forbindelser i alle Lejre,
var (uden Vederlag) Forfatterforeningens og
Goncourtakademiets Sagfører. 1909 indvalgtes
han i det fr. Akademi. Naar han tillige kom til
at sysselsætte den bredere Almenheds Fantasi,
skyldtes det ikke egl. Folkeføreregenskaber,
men Troen paa hans Overlegenhed som
Intelligens og Karakter og den stigende Trang til en
Mand, der mere repræsenterede det fælles end
det skillende, og som med fast Fod i det
moderne Samfund vilde hævde de nationale
Traditioner til det yderste. Havde han længe været
den rappe, for Modstandere farlige
parlamentariske Debattør, blev han nu en fængslende og
festlig Taler paa offentlige Møder; uagtet
Skikkelse og Ansigt ikke var ædle (om Livet og
Varmen i hans Minespil giver Portrætter ingen
 |
| R. Poincaré. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
