Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Regnault, Henri Victor - Regnault, Jean Baptiste - Regnbaand ell. Regnlinier - Regnbueagat - Regnbuefisk - Regnbuehinde - Regnbuen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev 1841 Prof. i Fysik ved Collège de France.
1847 blev han Chefingeniør ved et af
Grubedistrikterne; 1854 blev han Direktør for
Porcelænsfabrikken i Sèvres, men 1871 opgav han
alle sine Stillinger. R. vandt sig et anset Navn
især ved sine mange og ypperlige fysiske
Maalinger. Disse angaar især Dampes og Luftarters
Forhold under forsk. Temp., Tryk og Rumfang;
R. maalte Fordampningsvarmer og Varmefylder
for mange Stoffer og forbedrede Metoderne til
Bestemmelse af Luftarters Vægtfylde; ogsaa
Maalinger af Lydens Hastighed knytter sig
hertil. R.’s Forsøg, der udførtes med stor Hjælp
af Staten, staar endnu som Mønstre paa
nøjagtige Maalinger, og man har som Regel ikke
væsentlig kunnet forbedre hans Resultater.
Hans fleste Arbejder offentliggjordes i Annales
de chimie et de physique og i
Paris-Akademiets Comptes rendus. Blandt hans andre
Arbejder maa nævnes en meget anvendt og ofte
oversat Lærebog i Kemi samt hans Beretning
om de Undersøgelser, han efter Ordre fra
Ministeriet for offentlige Arbejder foretog til
Undersøgelse af Hovedlovene for Dampmaskinen (3
Bd, Paris 1847—70).
A. W. M.
Regnault [rö’njo], Jean Baptiste, fr.
Historiemaler fra Paris (1754—1829). I sin
Barndom havde han været i Amerika; han studerede
Maleri i Paris (vandt 1776 Rom-Prisen med
»Alexander og Diogenes«) og i Rom, hvor han
paavirkedes af Carraccierne’s Kunst; han blev
1785 Akademiprof., adledes 1819. R. malede især
mytologiske Arbejder, ofte graciøse i Linierne,
men kølige og tomme. I Kunsten en
Overgangsskikkelse viste han ved egne Værker og ved
Lærervirksomhed saa smaat hen imod Antikken
som Forbillede. Det lykkedes ham til Dels at
hævde sig i Publikums Gunst ved Siden af
David, fra hvem hans senere Arbejder ogsaa viser
nogen Paavirkning. Kendte Arbejder: »Perseus
befrier Andromache«, »Achilleus og Cheiron«
(Louvre), »De tre Gratier« (Louvre),
»Nedtagelsen fra Korset« (1789, Louvre), »Jerôme
Bonaparte’s Bryllup« etc. Mange Billeder i fr.
Provinsmuseer.
A. Hk.
Regnbaand ell. Regnlinier, se
Spektralanalyse.
Regnbueagat, se Agat.
Regnbuefisk, se Læbefisk.
Regnbuehinde, d. s. s. Iris, se Øje.
Regnbuen er et farvet, cirkelrundt Baand,
der fremkommer ved, at Solen skinner paa
Regn. Baandets Centrum er det Punkt paa
Himmelkuglen, der ligger diametralt modsat
Solen, og dets ydre Radius er 42 1/2°. Man
maa altsaa vende Ryggen til Solen for at se R.
og ser i Alm. kun en Del af Cirklen; kun fra
Balloner ell. Toppen af høje Bjerge kan man
faa hele R. at se. R. naar kun over
Horisonten, naar Solhøjden er mindre end 42°, og
den ses derfor ikke ved Middagstid om
Sommeren undtagen i Egne, der ligger nær Jordens
Poler. Farverne er omtr. de samme som
de, der dannes ved Farvespredning (se
Dispersion) i et Prisme, kun mindre rene, og
de følger hverandre i nogenlunde samme
Orden. Yderst ligger rødt, inderst violet; rødt og
blaat træder stærkest frem. Farvebaandets
Bredde er omtr. 2°. Ogsaa Maanen kan danne
R., men Maaneregnbuen er saa lyssvag,
at der næppe kan skelnes Farver i den. —
Uden om Hovedregnbuen ser man ofte
en svagere og bredere, første
Biregnbue, i hvilken Farverne ligger omvendt, violet
yderst, rødt inderst; dens indre Radius er 51°.
Desuden ser man, især ved smaadraabet Regn,
R. ledsaget af svagere Farvebaand, der er
tydeligst paa Hovedregnbuens indvendige Side.
Forklaringen af R. har holdt Skridt med
Optikkens Udvikling. I Oldtiden indgik R. som et
Led i Folkenes religiøse Forestillinger; dog
mener allerede Aristoteles, at den er et
Slags Spejlbillede af Solen i Regndraaberne. I
Middelalderen kom gennem Araberne en
Forklaring til Europa, der skal stamme fra
Perseren al Schirasi (1236—1311) og gaar ud
paa, at Hovedregnbuen skyldes Straaler, der een
Gang er kastede tilbage fra Regndraaber
Inderflade, medens Biregnbuen skyldes to
saadanne Tilbagekastninger. Dette er rigtigt, men
nogen Begrundelse af, at Lyset netop viser sig
saa stærkt paa R.’s Plads, kunde ikke gives,
før Lysets Brydningslov blev kendt. Ved Hjælp
af denne beregnede Descartes Gangen for
en stor Mængde Straaler, der træffer en
kugleformet Vanddraabe under forsk.
Indfaldsvinkler, og han gav derved den første virkelige
Teori for R. R.’s Farver blev det først muligt
at forklare, efter at Newton havde opdaget
Farvespredningen. — Naar Sollyset rammer en
Regndraabe, vil det brydes ind i den, og efter
een eller fl. Tilbagekastninger inde i Draaben
vil noget af Lyset træde ud igen af Draaben;
da de forsk. Farver har forsk.
Brydningsforhold, vil der derved finde en Farvespredning
Sted. I Fig. 1 og 2 er dette vist skematisk,
idet dog Farvespredningen er stærkt
overdrevet; S er den indfaldende Solstraale.
Hovedregnbuen dannes ved en Straalegang, hvor
Lyset kun tilbagekastes een Gang inde i
Draaben (Fig. 1). Størrelsen af den Vinkel, som den
udtrædende Straale danner med den
indtrædende, afhænger af den Indfaldsvinkel i,
hvorunder S rammer Draaben, men en Beregning
viser, at den for de røde Straaler aldrig kan
blive mere end 42 1/2°. Naar hele Draaben
belyses, vil derfor alt det Lys, som forlader
Draaben efter to Gange Brydning og een Gang
Tilbagekastning, ligge inden for en skarpt
begrænset Kegleflade med den indfaldende Straale
 |
| Fig. 1. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
