Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arvefølge - Arvejord - Arvekøb - Arvelader - Arvelegitimationstingsvidne - Arvelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blot een Arving af den nærmest berettigede
Arveklasse er i Live, er alle de andre Arvinger
afskaarne fra Arv. Den A., som de forsk.
Lovgivninger opstiller, varierer i høj Grad. Den kan
være ordnet snart efter
Gradualprincippet ɔ: efter Arvingernes Nærhed i Grad ved
Arveladeren, i hvilket Tilfælde dog den strenge
Gradualfølge ofte lempes ved Anerkendelse af en
Repræsentationsret ɔ: Ret for fjernere
Arvinger til at træde i bortdøde nærmere
Arvingers Sted, snart efter
Linealprincippet ɔ: efter Slægtskabsliniens Nærhed, hvilken
afhænger af Gradnærheden mellem Liniens
Ophav og Arveladeren. Oftest hjemles dog en
Kombination af begge Systemer. Saaledes anerkender
den østerrigske Arvelov og efter dens Forbillede
den nugældende danske, Frd. 21. Maj 1845,
det saakaldte Parantelsystem, hvorefter
Slægtskabsliniens Nærhed gør Udslaget og inden
for den enkelte Slægtskabslinie Gradnærheden,
dog saaledes at Arvelodden overføres gennem
bortdøde Forældre til disses Afkom. De
Arveklasser, Frd. 1845 opstiller, er da fem: første
Arveklasse udgør Livsarvingerne ell.
Arveladerens Børn og øvrige Afkom, saaledes at naar en
Søn ell. Datter er død før Arveladeren, men
efterlader sig Børn, arver disse tilsammen den
Lod, der vilde være tilfaldet Sønnen ell.
Datteren o. s. fr. Efterlader den Afdøde f. Eks. to
Sønner og to Dattersønner, hvis Moder er død,
arver de to Sønner hver 1/3 og hveraf
Dattersønnerne 1/6. Anden Arveklasse udgør
Arveladerens Forældre og disses Afkom; Forældrene
først, men er den ene af dem død, føres den
ene Halvdel af Arven ned til dennes Børn, den
Afdødes Halv- ell. Helsøskende ell. disses
Afkom, og ligesaa med den anden Halvdel, hvis
de begge er døde. Tredie Arveklasse bestaar
af den Afdødes Bedsteforældre og deres Afkom,
fjerde af hans Oldeforældre og deres Afkom og
endelig den femte og sidste Arveklasse af
Tipoldeforældrene og deres Afkom. Er ingen
Slægtninge af disse fem Arveklasser i Live, men kun
endnu fjernere Slægtninge, falder Arven til
Staten (se Arvefaldsret).
I Norge gælder efter Arveloven af 31. Juli 1854
i det hele de samme Regler, blot at Grænsen
for Slægtens Arveret dér ligesom i ældre
dansk-norsk Ret er sat ved syvende Led.
En særlig A. gælder ofte ved Len (s. d.),
Stamhuse og Fideikommisgodser
(se Fideikommis). — Om A. til de nordiske
Rigers Troner, se agnatisk Succession
og Tronfølge.
K. B.
Arvejord betegnede i det ældre danske
Retssprog den Jord, som var tilfaldet Ejeren ved
Arv fra Slægtninge. Saadan Jord var i fl.
Henseender underkastet særlige Regler, der alle
havde til Formaal at hindre, at Jorden gik ud
af Slægtens Besiddelse. Vilde Ejeren sælge den,
skulde han saaledes i visse Tilfælde først tilbyde
Slægten den (se Lovbyde), og den holdtes
ligeledes uden for Formuefællesskabet mellem
Mand og Hustru, hvilken sidste Regel først
endelig bortfaldt ved D. L.
P. J. J.
Arvekøb, et gammelt Retsinstitut, der
omtales i Stadsretterne inden for det jyske
Retsomraade og gik ud paa, at en Person maatte
tilkøbe sig Retten til at arves af Slægten ved
at erlægge en Afgift til Kongen, hvem Arven
ellers tilfaldt. Denne Afgift maatte opr. betales
ikke blot af Fremmede, men ogsaa af Borgerne,
undertiden kun af de gifte, men undertiden
ogsaa af de ugifte. Den afskaffedes ved Valdemar
Eriksen’s Haandfæstning af 1326, men findes
dog endnu efter den Tid fl. St. bevaret som en
Afgift, Fremmede maatte erlægge. Uden for
Jylland omtales A. ikke.
Om A. i D. L.’s Brug af Ordet, se
Arvepagt.
K. B.
Arvelader, den, hvis Efterladenskaber arves
(se Arv).
Arvelegitimationstingsvidne. I visse
Tilfælde vil Arvingerne i et Dødsbo, f. Eks. naar
de, efter at Boet allerede er overgaaet til
offentligt Skifte, ønsker at faa det udleveret til sig til
privat Skifte, have at føre formeligt Bevis for,
at de er de eneste Arvinger og som saadanne
legitimerede til at forlange Boet udleveret til
sig. Dette Bevis skal ordentlig føres ved en for
den alm. Underret foranstaltet Vidneførsel, et
saakaldet A., idet Skifteretten som saadan
savner Myndighed til at indkalde Vidner under
sædvanlig Tvang; i mindre betydelige Boer nøjes
man dog med gode Mænds Attest. Ifølge
Skifteloven af 30. Novbr 1870 § 71 kræves derimod
ikke formelig A. optaget, naar Arvinger, inden
Skifteretten har overtaget Behandlingen af
Dødsboet, forlanger privat Skifte, men for saa vidt
det anses fornødent, kan Skifteretten selv afhøre
Vidner herom, der godvillig fremskaffes af
Arvingerne.
K. B.
Arvelighed. I sin opr. Bet. betegner Arv
noget, som man modtager efter en
anden, og da ganske særligt efter Forældre,
Bedsteforældre ell. andre nære Slægtninge.
Vedgaas Arv og Gæld, faar man fra »Arveladeren«
baade Pligter og Rettigheder; disse
overføres til »Arvingerne«. Den familieretslige
Lovgivning bestemmer, efter hvilke Regler
Overførelsen sker, og hvorledes Arven fordeles.
Men ogsaa paa anden Maade bruges Arv som
Betegnelse, nemlig for meget af det, vi
nøjagtigere kalder Tradition (s. d.). Den »fra
Fædrene nedarvede Tro«, »Slægtens fra
Fortiden arvede politiske Overbevisning« o. s. v.,
er Udtryk, som stadig bruges i Tale og Skr. Her
er vi ganske uden for det jur. Begreb Arv;
Ordet har her en Sidebetydning, som der nøje
bør agtes paa, om Forvirring skal undgaas.
Aabenbart gælder det samme om Arv i biol.
Forstand. Man anvender ofte dette Ord til at
betegne særlige Egenskaber og Træk hos
Individer (Mennesker, Dyr ell. Planter), hvis
Ophav havde de samme ell. dog lgn. Egenskaber og
Træk, og fra hvem denne »Arv« tænkes
»overført til Afkommet gennem Forplantningen«.
Bevidst ell. ubevidst har man gennem lange Tider
opereret med en Forestilling om Analogier
mellem »Arv« i jur. Forstand, i Bet. af Tradition,
og det, der ligger til Grund for, at Børn ofte
ligner Forældrene ell. endnu ældre Forfædre.
Men disse Analogier er falske;
Navne-Overensstemmelsen har gjort og gør endnu megen
Skade p. Gr. a. Sprogets Magt over Tanken.
Her skal A. i biol. Bet. alene behandles, dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
