- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol /
181

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arvelighed

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Sædcellens Bet. ad forsk. Vej godtgjort, at Æggets
langt betydeligere Størrelse blot er betinget af
et Næringsforraad, paa Bekostning af hvilket
Foster-Udviklingen sker; men m. H. t. A. har
begge Kønsceller i og for sig samme Indflydelse.
Og ganske det samme gælder i de Tilfælde, hvor
Fosterudviklingen, som hos Pattedyrene og hos
Blomsterplanterne, sker inde i
Moderorganismen, der, foruden at levere Ægget, som altsaa
sammen med Sædcellen er afgørende for A.,
har den vigtige, men for A. uvæsentlige Opgave
at ernære det sig udviklende Foster.

Kønscellernes Beskaffenhed
betinger selvfølgelig det med Befrugtningen
grundlagte Individs arvede Karakter; Kønscellerne
maa da besidde, ell. være prægede af noget, som
er det væsentlige ved A. Denne
Grundbeskaffenhed, dette »noget«, kaldes paa Dansk
Anlægspræget ell. Anlægstypen (det
genotypiske Grundlag ell. Kønscellens
Genotype). To Tilfælde kan da indtræffe ved
Befrugtningen: Enten havde Æg- og Sædcelle
samme Anlægspræg; i saa Fald bliver det
befrugtede Æg ens-dobbelt (»homozygot«) i
sit hele Anlægspræg, thi hver Enkelthed i dette
er jo dobbelt repræsenteret hos det befrugtede
Æg (»Zygoten«), sammenlignet med de to
Kønsceller (»Gameterne«) hver for sig. Eller Æg- og
Sædcellen afveg i en ell. fl. Henseender fra
hinanden m. H. t. Anlægspræget; i dette Tilfælde
bliver det befrugtede Æg uens-dobbelt
(»heterozygot«) i sit Anlægspræg. Dette sidste er det
alleralmindeligste; men det ses let, at det
førstnævnte Tilfælde er det simpleste.

Det befrugtede Ægs mikroskopiske Bygning
viser oftest i visse iøjnefaldende Træk tydelig
sin Dobbelt-Karakter. Man finder nemlig i
Reglen, at de traad- ell. pølseformede Legemer, som
ved Delingsprocesserne bliver tydelige i
Cellekernen, de saakaldte Kromosomer (se
Celle), optræder i dobbelt saa stort Antal i
det befrugtede Æg som i Æg- ell. Sædcellen. Og
ved alle Delinger, som medvirker til Individets
Udvikling, bevares dette dobbelte Antal, saa at
hver Celle i det hele Legeme har samme
Dobbelt-Natur. Men naar Individet danner
Kønsceller, foregaar der i de paagældende Organer
Processer (Reduktionsdeling, s. d.), hvorved
der før ell. senere dannes Celler, hvis Kerner har
det for Kønsceller ejendommelige enkle
Antal Kromosomer. Og derved, ell. efter fortsat
Deling af slige Celler uden yderligere
Reduktion, dannes Kønscellerne, altsaa Æg hos
Hunner, Sæd hos Hanner, og baade Æg og Sæd hos
tvekønnede Organismer som f. Eks. talrige
Blomsterplanter og visse Dyr, saasom Snegle.

Ens-dobbelte Organismers Forhold
m. H. t. A. er et vigtigt Udgangspunkt for
Nutidens Forskning. Thi slige Organismer danner
— hvis ikke særlige Forstyrrelser indtræder —
kun een Slags Kønsceller, d. v. s. disse har alle,
Æg saavel som Sæd, samme Anlægspræg. Kaldes
det hele Anlægspræg hos hver Kønscelle for X,
bliver Anlægspræget for det ved Befrugtning
dannede ensdobbelte Individ XX; dettes
Kønsceller bliver atter X o. s. fr. Ved hver
Befrugtning mellem to slige ens anlægsprægede
Organismer vil der saaledes træde to ens
anlægsprægede Kønsceller sammen; og Afkommet faar
derfor stadig atter samme Anlægspræg som
Ophavet. Ens-dobbelte Organismer kan da siges at
være virkelig racerene, idet de Slægtled
efter Slægtled har samme uforandrede
Anlægspræg. Forsk. anlægsprægede, ens-dobbelte
Organismer, f. Eks. XX, YY og ZZ o. s. v. vil kun,
saafremt de hver især parres med en ganske
tilsvarende præget Organisme, avle racerent
Afkom; medens f. Eks. XX og YY ved Parring
vil avle en uensdobbelt Organisme, XY. I snart
sagt enhver Bestand af en Plante ell. Dyreart
findes der nu nogen Forskellighed i
Anlægspræget mellem Individer, der i og for sig let
kan parres, man tænke f. Eks. paa Hunde,
Kaniner o. s. v., ell. paa de talrige Plantearter,
hvor Vinden ell. f. Eks. Insekter bidrager til
»Fremmedbestøvning«. Derfor indses det let, at
kun, hvor der er sikker
Selvbefrugtning
, kan det ventes, at ens anlægsprægede
Kønsceller stadig atter mødes. Derfor har
Arbejdet med selvbefrugtende Organismer — og
disse findes væsentlig kun i Planteriget — saa
stor Bet. i Studierne over A. Talrige Racer af
Krybbønner, af Ærter, af Byg og Havre o. m. fl.
har en ofte forbavsende sikker Selvbefrugtning,
idet Bestøvningen sker, førend Blomsten
aabner sig.

Rene Linier. Udtager man et ensdobbelt
Individ, og holder man dets ved Selvbefrugtning
dannede Afkom ganske for sig, har man isoleret
en »ren Linie«. Saaledes betegnes nemlig alt
Afkom af et selvbefrugtende, ensdobbelt
anlægspræget Individ, under den Forudsætning, at der
ogsaa i de senere Slægtled stadig kun sker
Selvbefrugtning. Normalt vil alle til samme rene
Linier hørende Individer have samme
Anlægspræg. De hører til samme Livstype
(»Biotype«), idet man herved just betegner Individer
med samme Anlægspræg. Men trods dette vil
dog ingenlunde alle Individer af en ren Linie
være personlig ens beskafne; de vil ofte
fremtræde med indbyrdes store Forskelligheder,
alt efter de Kaar, hvorunder de udviklede sig.
Fremtoningspræget (Fænotypen) kan
vise betydelige Forskelligheder selv ved samme
Anlægspræg. Det viser sig nu, at under givne
ydre Kaar vil de særlige Forhold, som jo dog
altid det enkelte Individ udsættes for — f. Eks.
allerede ved Frøets Plads paa Moderplanten,
ell. under Væksten ved Jordbundens tilfældige
Beskaffenhed paa det paagældende Sted i Bedet
o. s. v. — bidrage til at give Individet dets
sluttelige personlige Præg. Inden for en ren
Linie kan der derfor optræde en stærk
Variation (s. d.) i Individernes Fremtoningspræg.
Saaledes kan man finde smaa og store, svagt
grenede og stærkt grenede, lysere grønne og
mørkere grønne og paa andre Maader forsk.
fremtoningsprægede Individer, hvis
Anlægspræg dog er ganske ens. Og, for at
nævne et Eksempel, der har spillet en vis Rolle
i Forskningen: der kan som Afkom af endog
selv samme Moderplante findes større og
mindre, smallere og bredere, lysere og mørkere
Bønner. Har man forsk. rene Linier, hver af
sin Livstype, men dog lgn. hverandre, saa vil
det ofte være umuligt at se paa det enkelte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:50 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/2/0191.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free