Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arvelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omraade, som mere indgaaende behandles i
Bastard. Her peges blot paa Hovedpunkterne.
Ofte kan man hos Planter af rene Racer
udpege Karakterer, som synes »enkle«, f. Eks.
Farve hos Blomster modsat ufarvet. Der er
i saa Henseende Forskel mellem slige to Racers
Kønsceller. Krydses to slige Racer, faar
Afkommet, der altsaa er uensdobbelt anlagt, ret ofte
en lysere Mellemfarve, f. Eks. hos violet- og
hvidblomstrende Bønner. I mange Tilfælde er
der nu kun en eneste Forskel mellem de
paagældende to rene Racers Anlægspræg: der er
noget i den enes Kønsceller, som savnes i den
andens. Hvis vi alene tænker herpaa og
forestiller os, at Forholdet er saadant i det valgte
Eksempel, kan VV betegne den ens-dobbelte
violet blomstrende Race, og vv (som Udtryk for
Mangelen af V’er) den hvide Race. Kønscellerne
faar da henholdsvis Betegnelserne V og v: og
den ved Krydsbefrugtningen dannede
uens-dobbelte Organisme bliver at betegne med Vv. Det
synes naturligt, at denne faar en lyslilla Farve
— ligesom Negerindens Barn med den Hvide
bliver en Mulat. I talrige andre Tilfælde kan
dog den dannede Bastard, personlig ganske ligne
den ene af de rene Racer.
Spaltning. Afkommet efter uens-dobbelte
Organismer viser nu et højst ejendommeligt
Forhold, som man betegner ved Spaltning.
Ved Selvbefrugtning af Vv (ell. ved Befrugtning
mellem to Vv-Individer, der jo her bliver
ganske det samme) opstaar der nemlig Afkom, som
ikke er ensartet, men hvis Individer har enten
violette, lyslilla ell. hvide Blomster. De to rene
Racers Karakterer er her »spaltede« ud igen; og
Forholdet mellem de tre Slags Individer er som
1 : 2 : 1 pro 4. Dette er Udtryk for, at naar den
uens-dobbelte Organisme Vv danner Kønsceller,
vil Halvdelen af dem faa V (som hos den ene
rene Race) og Halvdelen ikke, altsaa være v
(som hos den anden Race). Og idet der er 4
Muligheder for Sammentræf af Æg med
Sædceller, nemlig V med V, V med v, samt v med
V og y med v, saa vil man, hvis disse
Muligheder har samme Sandsynlighed, lige ofte kunne
vente VV, Vv, vV og vv; men dette giver jo pro
4: 1 VV : 2 Vv : 1 vv, saaledes som Erfaringen
bekræfter det. Dette Talforhold er
grundlæggende for Læren om A. Hvor der ikke ses
nogen Forskel mellem den uens-dobbelte
Organisme og den ene af de rene Racer, viser Sagen
sig lidt anderledes. F. Eks. bestemte Racer Rød
Løvemund, RR, og Hvid Løvemund, rr, giver
som Bastard Rød Løvemund Rr, der ganske ser
ud som RR. Men Afkommet af Rr giver som
før 1 RR : 2 Rr : 1 rr, hvilket viser sig ved, at
der findes 3 Røde : 1 Hvid. Dette Talforhold er
det mest iøjnefaldende Grundforhold ved
Spaltningsfremtoningerne, og det forrige Tilfælde kan
regnes med hertil som 3 Farvede : 1 Hvid. Det
lærer os straks, at den ydre Beskaffenhed (her
rød) ikke behøver at afsløre os Anlægspræget
(her nemlig RR — ell. Rr!).
En ens-dobbelt Organisme, her altsaa VV ell.
vv, RR ell. rr, vil, enten den er de gamle
Racers direkte Afkom, ell. den er »afspaltet«
som Afkom af Vv ell. Rr, stadig kun danne een
Slags Kønsceller — og altsaa faa »konstant«
Afkom. Derimod vil Rr og Vv altid vise »spaltet«
Afkom som ovenfor skildret.
Kombinationer. De anførte Tilfælde er
de enklest mulige. I Reglen er der flere, ja, vel
talrige, Forskelligheder imellem Anlægsprægene
hos to Racer; Krydsningen giver da langt mere
sammensatte Forhold. Er der to
Forskelspunkter, giver hvert Sæt Spaltningen 3 : 1; og er der
ingen særlig Sammenknytning i saa Henseende
til Stede, vil man kunne vente 4
Fremtoningspræg efter Talforholdet (3 : 1) (3 : 1) = 9 : 3 :
3 : 1. Det berømteste Eksempel herpaa er
Mendel’s Krydsning af to Ærteracer; den ene har
grønne, rynkede Frø, den anden gule, glatte
Frø. Bastardfrøene var gule og glatte, altsaa
som den ene Races. Afkommet bestod af alle
fire Kombinationer: gule glatte, gule rynkede,
grønne glatte og grønne rynkede — og meget
smukt efter Forholdet 9 : 3 : 3 : 1 pro 16. Videre
Eksempler se Bastard.
Elementerne i Anlægspræget.
Anlægspræget hos de forsk. Livstyper af
Organismer er da ikke et udeleligt Hele, men bestaar
af ell. indeholder i alt Fald særlige
Elementer (Gener, Faktorer, Arveenheder), som
skilles ad efter Krydsning og derefter frit kan
kombineres i Kønscellerne. Man troede en Tid lang,
at der til hvert af disse Anlægsprægs-Elementer
svarede en »enkelt Egenskab« ell. »Karakter«,
som det jo ogsaa synes at være Tilfældet i de
nævnte Eksempler. Men dette er ikke rigtigt;
de anførte Eksempler er de enklest mulige,
hvor just den ene Race kun mangler eet
Element i, at den særlige Egenskab, som den anden
Race har, kan ytre sig. Derfor synes dette ene
Element at være hele »Anlægget« til
Egenskaben. I Virkeligheden er alle Egenskaber
Reaktioner af mange Elementers Sammenspil
indbyrdes og med de ydre Kaar; jfr. Art. Bastard,
hvor dette ved Hjælp af Farvebilleder
illustreres og belyses nærmere, og hvor ogsaa
Eksempler paa indbyrdes Kobling og
Frastødning af Elementer omtales.
»Egenskaber« som saadanne arves derfor slet
ikke; men det er de nævnte Elementer i
Anlægspræget, og da i høj Grad just deres enkelte ell.
dobbelte Forekomst, som væsentlig afgør
Afkomsrækkernes »arvede« Beskaffenhed. De
personlige Egenskaber er altid at opfatte som
Reaktioner af Anlægsprægets Elementer med
Livskaarene; og disse Reaktioner, altsaa det hele
virkeliggjorte Fremtoningspræg hos en
Organisme har ingen tilbagevirkende Indflydelse paa
Anlægsprægs-Elementerne.
Den Tilpasning til Kaarene, som ethvert
Individ viser under sin Udvikling, ligesom
f. Eks. ogsaa alt, hvad et Menneske lærer og
opøves i, forandrer ikke Anlægspræget og dets
Elementer; i alt Fald er aldrig noget sligt
paavist trods talløse Forsøg derpaa. De personligt
»erhvervede« Egenskaber spores ikke paa
Afkommet, som tværtimod saa at sige begynder
forfra, paa bar Bund, ligesom Børn Slægt efter
Slægt maa lære at stave paa ny. Dette er jo
ogsaa ganske det samme, som tydeligt viste sig
ved Arbejdet med »rene Linier«, hvor de af
Kaarene fremkaldte Variationer ikke paavirker
Afkommets Anlægspræg. Det vilde føre for vidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
