Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Samfærdselsmidler - Samgar - Samhara - Samhita - Samiel - Samiresit - Samiseng - Samkvemspas - Samlag for Omsætning af Rusdrikke i Norge - Samland - Samleceller - Samlelinse - Samlingspartiet - Samlingsplads - Samlivspligt - Sammartini, Giovanni Battista
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Samfærdselsmidler
(Kommunikationsmidler), Midler til at lette Forbindelsen
mellem Menneskene og gøre Afstandene mindre
besværlige: altsaa Veje, Kanaler m. m., og
Redskaber til disses Afbenyttelse: Vogne (Heste,
Damp, Elektricitet o. s. v.), Skibe (Sejl-, Damp-),
Flyvemaskiner m. m.; endvidere Post-,
Telegraf- og Telefonvæsen m. m.
Samgar, en af de »smaa« Dommere, om
hvem det fortælles, at han dræber 600 Filistere
(Dom. 3, 31). Hans Navn er næppe Hebræisk,
men minder om Hetitisk (Sangar).
J. P.
Samhara, se Abessinien, S. 86.
Samhita (Skrt = »Samling«, »Forbindelse«)
betegner i den ind. Litteratur dels en
Forbindelse af Ord efter de fonetiske Regler, dels en
Tekst, som er behandlet efter dette Princip,
særlig Veda-Hymnernes Tekst, der opr. var
bevaret gennem mundtlig Tradition, men senere
blev fæstnet i den bestemte fonetiske Form,
hvori den nu foreligger. Ved denne Behandling
maatte der paa adskillige Punkter gøres Vold
paa den opr. Tekst, særlig m. H. t. de metriske
Forhold, eftersom den senere Tids Talesprog
afveg en Del fra det Sprog, i hvilket Hymnerne
opr. var digtede. Reglerne for Veda’ernes
fonetiske Behandling findes i en særlig Slags
Lærebøger, »Pratiçakhya«’erne (s. d. og jfr. indisk
Filologi, S. 302).
D. A.
Samiel (Sammael), maaske opr. den
aramæiske Gud Schemal, i senere østerlandsk
Mytologi den Engel, der hersker paa Planeten
Mars efter at være bleven fordreven fra
Himmelen for sine onde Rænkers Skyld. Hos Jøderne
blev S. Navnet paa den øverste Djævel og
derfra videre i senere Overtro (endnu i Teksten til
C. M. v. Weber’s »Der Freischütz«).
Edv. L.
Samiresit, et Mineral af indviklet
Sammensætning, væsentlig et Niobat og Titanat af Uran-
og Blyilte, der er fundet som Oktaedre af guldgul
Farve i Pegmatit ved Samiresy paa Madagaskar.
O. B. B.
Samiseng (Sam-hsien), et jap., lutagtigt
Strengeinstrument med firkantet Lydkasse og
tre Strenge; det spilles med et stort kileformet
Plekter.
S. L.
Samkvemspas (Søv.), d. s. s. Praktika.
Samlag for Omsætning af Rusdrikke i Norge,
se Øl- og Vinsamlag.
Samland, det gl Navn paa en fra Østpreussen
fremspringende Halvø. Ifølge Sakse gjorde
allerede Harald Blaatand’s Søn Haakon Tog til S.;
senere underlagde Knud den Store sig S.
Sydlige Strækninger af Kurland bærer et beslægtet
Navn (Semgallen, s. d.), som peger hen til den
lettiske Folkestamme, Semberne, der i tidligere
Tid boede her.
J. O.
Samleceller, se Blad, S. 368.
Samlelinse, se Linse, S. 881.
Samlingspartiet, se Norge, »Historie«, S.
209 ff.
Samlingsplads (Søv.) (Rendez-vous), det Sted
i Søen, den Red ell. Havn, som den
kommanderende for en Flaade ell. Eskadre opgiver sine
underlagte Skibschefer, hvor Skibene skal samles
enten for at udføre en samlet Aktion ell. Manøvre
ell. for atter at samles efter en saadan, ell. hvis
Skibene i Taage ell. af anden ufrivillig Aarsag
skulde komme bort fra hverandre.
C. B-h.
Samlivspligt, i Ægteskabet. Dette
forudsætter efter dets sædvanlige personlige og etiske
Formaal et Samliv som Mand og Hustru. I
ældre Ret fandt man her ligefremme retlige
Rettigheder og Pligter, og Pligten søgtes
undertiden retlig fremtvunget, endog ved Straf. I
Nutiden maa Hensynet til den individuelle
Frihed tilsige, at hver Ægtefælle har en
Dispositionsfrihed over sin Person, der er umistelig og
uafhængig af al Aftale. At en Ægtefælle vægrer
sig ved et saadant Samliv, kan medføre, at
Forholdet mellem Ægtefællerne anses for saa
ødelagt, at der gives Separation, selv imod den
anden Ægtefælles Protest, og at den Vægrende
anses for at være Skyld i Ødelæggelsen.
Ægteskabet forudsætter endvidere det fælles Hjem.
Her har man ogsaa fra gl Tid antaget en
»Sambopligt«, saaledes at Manden var pligtig til at
modtage Hustruen hos sig, og hun pligtig at
følge ham (dog kun inden for Landets Grænser).
Ogsaa denne Hustruens Pligt antoges i ældre
Tid for fremtvingelig (midt i 18. Aarh.: »selv
anholde hende, hvor hun fandtes«). Dette er
dog i nyere Tid helt bortfaldet. Men at Pligten
krænkedes fra nogen af Siderne, fik dog
afgørende Bet. som Forudsætning for flere Arter
Retsafgørelser, særlig om Hustruen kunde
kræve Underhold af Manden, og hvem der fik
Forældremyndigheden over Børnene, eller om der
forelaa den »Rømning«, som kunde give Krav
paa Skilsmisse. Mandens Forret til at vælge
Boligen er bortfaldet ved Ægteskabslov 1925, som
dels ikke nævner den, dels i § 1 i Almindelighed
siger, at Ægtefællerne »skal i Fællesskab
varetage Familiens Tarv«. Det maa være Lovens
Mening, at Ægtefællerne maa se at enes om
Boligen, og kan de det ikke, bliver Samlivets
Ophævelse i dets retlige Virkninger at bedømme
som en Forudsætning blandt andre, ved
Spørgsmaalene om Underhold (Ægteskabslov 1925 §§
6 og 7), om Forældremyndighed (Myndighedslov
1922 § 24) og om Rømning (Ægteskabslov 1922
§ 56). Naar Ægtefællerne har fælles Bolig, kan
den ene ikke med Retsgyldighed fjerne den
anden derfra, selv om den første har den
formueretlige Raaden (se Ægteskab) over Bopælen;
og den anden har da Nødværgeret. Paa den
anden Side kan den ene, hvor en fælles Bopæl
er opgivet (ell. aldrig er kommet i Stand), ikke
have Ret til at paatvinge sig den anden; men
denne maa med Nødværge (og Myndighedernes
Hjælp) kunne værne sin Særboen, selv om den
ingen gyldig Grund hertil kan anføre, f. Eks. at
dens Særboen er begrundet i Hensyn til
Forretninger ell. Kur for Sygdomme. (Litt.:
Bentzon, »Den danske Familieret« [Kbhvn 1916],
S. 94—95 og 96—98).
V. B.
Sammartini (eller San Martini).
Giovanni Battista, ital. Musiker (1701—75),
var Organist og Kapelmester i Milano; han
skrev foruden kirkelige Sager adskillig
Kammermusik, Violinkoncerter, Operaer m. m. og
nævnes som Haydn’s Forgænger paa Symfoniens
Omraade — han har i hvert Fald haft Bet. for
denne Musikforms Udvikling. Hans første
Symfoni blev opført 1734 (Haydn’s første Symfoni
1759); i øvrigt vides ikke meget om S.’s Liv,
ligesom en stor Mængde af hans Værker skal
være forblevne utrykt og ikke altid med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
