- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
1074

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schelfhout, Andreas og Lodewijk - Scheliff - Scheljabov - Schell, Hermann - Schellak - Schelling, Friedrich Wilhelm Joseph

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Cézanne og v. Gogh som Ledestjerner, og med
Tendens mod det symbolistiske. En stor kollektiv
Udstilling 1916 i Amsterdam slog hans Ry fast;
her viste han sig ogsaa som den betydelige og
sære Raderer: den v. Gogh’ske Solnedgang
(Radering fra 1913), de mærkelige stærkt
ekspressionistiske Blade »Martyrer« og »Katedralerne«
m. v.
A. Hk.

Scheliff, se Chélif.

Scheljabov, se Sheljabov.

Schell [∫æl], Hermann, tysk kat. Teolog,
f. i Freiburg i Br. 28. Febr 1850, d. i Würzburg
31. Maj 1906. Efter filosofiske og teologiske
Studier i sin Fødeby og nogle Aars Præstegerning
blev han 1884 Prof. i Apologetik og kristelig
Arkæologi, og i denne Stilling forblev han til sin
Død og arbejdede paa at forene den kat.
Kirkelære med moderne Kultur og Videnskab; han
udfoldede en flittig Forfattervirksomhed
(»Katholische Dogmatik« I—IV [1889—93]; »Dit
göttliche Wahrheit des Christentums« I—II
[1895—96], senere udg. under Titlen »Apologie des
Christentums« I—II [1901—05]; »Der Katholizismus
als Prinzip des Fortschritts« [1897, 7. Opl. 1899];
»Die neue Zeit und der alte Glaube« [2. Opl.
1898]; »Das Problem des Geistes« [2. Opl. 1898]),
men hans Udvikling førte ham efterhaanden saa
vidt i Retning af »Reformkatolicisme«, at hans
Bøger 1898 kom paa Index, og han maatte
»underkaste sig«; 1903 udgav han en Skildring af
Jesu Liv »Christus«, hvori han ængsteligt
undgik enhver Form for Bibelkritik.
H. M.

Schellak [’sjælak], se Gummilak.

Schelling [’∫æleŋ], Friedrich Wilhelm
Joseph
(von), tysk Filosof, f. 27. Jan. 1775
i Leonberg i Württemberg, hvor hans Fader
var Præst, d. 20. Aug. 1854 i Badestedet Ragaz.
S. studerede
Teologi og
Filosofi i Tübingen,
hvor ham
sluttede Venskab
med Hegel og
Hölderlin. Efter
at have taget
Doktorgraden
her drog han
1796 til Leipzig
som Lærer for
to unge
Adelige. 1798 blev
han paa
Foranledning af
Goethe udnævnt
til Prof. i Jena,
der i hine Aar
var Centret for
den tyske Romantik. Han traf Fichte, der
virkede som Professor her til 1799, Novalis,
Tieck, Steffens, Brødrene Schlegel med deres
Hustruer og et Par Aar senere atter Hegel, i
Forbindelse med hvem han 1802—03 udgav
Tidsskr. »Kritisches Journal der Philosophie«. Før
dette havde han i Jena udg. »Zeitschrift für
speculative Physik« (1800—02), der atter
fortsattes 1803 som »Neue Zeitschr. f. sp. Ph.«. S. A.
ægtede han A. W. Schlegel’s fraskilte Hustru
Karoline, f. Michaelis (om hende og hendes
Forhold til S. se hendes, under Titelen »Karoline«,
af Waitz [1871 og 1882] udgivne Breve), og
overtog et Professorat i Filosofi i Würzburg, hvor
han begyndte Udgivelsen af »Jahrbücher d.
Medizin« (1805—08). 1806 brev han Medlem af
Videnskabernes Akademi i München og senere dets
Sekretær. Efter sin første Hustrus Død 1809
ægtede han Pauline Gotter 1812. Aaret efter
begyndte han Udgivelsen af et nyt Tidsskr.
»Allg. Zeitschr. von Deutschen für Deutsche«.
Efter en Fejde med München-Akademiets
Præsident Jacobi forlod han München og holdt
1820—26 Forelæsninger i Erlangen, til han 1827
kaldtes tilbage til München og blev Prof. ved
det nyoprettede Univ. der, senere Geheimeraad
og Præsident for Videnskabernes Akademi. For
at støtte den kirkelige Reaktion kaldte Frederik
Vilhelm IV ham 1841 til Berlin. Dels fordi de
med saa stor Spænding imødesete
Berlin-Forelæsninger blev en Fiasko, dels af Vrede over,
at de blev udgivne uden hans Vidende og Vilje,
trak S. sig tilbage fra sin Lærervirksomhed.

I Filosofiens Historie staar S. som den
typiske Romantiker, en glimrende Begavelse, der
hurtig lærte, men atter hurtig fra videnskabelig
Undersøgelse gik over til geniale Syner ell.
sælsomme Fantasterier. Han stillede altid sin
Fremgangsmaade i Modsætning til Erfaringens
lange, besværlige Vej, og han naaede selv for
tidlig sit Højdepunkt. Medens Hegel som
moden Mand langsomt opførte sit vældige System,
skrev S. sine bedste Værker mellem sit 22. og
29. Aar. Men hurtig lammedes han i sin
Produktion, hans Arbejde blev kun Tilløb og, ofte
ret pralende, Bebudelser af, hvad der skulde
komme. Han er Filosofiens egentlige
Romantiker ved sin Kærlighed til Naturen, hvis
inderste Væsen han mente at have skuet. Medens
Romantikken hos Fichte var Etik, begyndte den
hos S. som Naturpanteisme og endte i en
religiøs Mysticisme. Han er Romantiker i sit Had
til Oplysningstiden, ogsaa her den mest
udprægede ved sin ungdommelige og overmodige
Polemik mod den. Medens Fichte gennem Kant og i
meget af sit bedste har Forbindelse med den,
og selv Hegel paa visse Punkter staar den nær,
har S. brudt med den i alle Retninger og staar
ogsaa Kant fjernt; hvad han tog fra Fichte’s
teoretiske Filosofi, var stedse de Tanker, i
hvilke denne var mindst paavirket af Kant. S.’s
Filosofi kan ikke betragtes som eet System, men
som flere ret afvigende Stadier. Han var
begyndt med at studere Teologi, og hans første
Arbejder (»Dissertationen« [1792] og »Ueber
Mytherne [1793]) viser særlig Paavirkning af
Herder, der inden for Oplysningstiden i meget var
Forløber for den egentlige Romantik. Sammen
med Hegel gik han snart over til Filosofien og
studerede særlig Kant og dennes Efterfølgere
og Kritikere. 1794 kom Fichte’s
»Wissenschaftslehre«, og Studiet af denne gav S. den
afgørende Impuls; s. A. skrev han en Afh. i Fichte’s
Aand: »Ueber die Möglichkeit einer Form d.
Philos. überhaupt« (1795); denne fulgtes af
Skriftet: »Vom Ich als Prinzip d. Philos.« (s.
A.). Fichte vilde udlede alt af Jeg’et, men da
der var Tilstande (Objekterne) i vor
Bevidsthed, der ikke kunde forklares ud fra det Jeg, vi

F. W. J. Schelling.
F. W. J. Schelling.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:54 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/20/1106.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free