Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schubert, Franz Peter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ialt komponerede fire Gange) og nogen
Instrumentalmusik, S. frembragte; dog forsøgte han
sig ogsaa tidlig som Operakomponist med
»Trylleoperaen«: »Des Teufels Lustschluss«
(1814). Aaret
forinden havde
S. (ved
Stemmeovergangen)
forladt
Sangerkapellet og
Konviktskolen.
Han ernærede
sig da for at
fri sig for
mangeaarig
Militærtjeneste i
hine Krigsaar
saare beskedent
som
Hjælpelærer hos
Faderen, indtil en
velhavende Ven,
Franz von
Schober, en
Dilettantdigter, hvis Sange undertiden
komponeredes af S., for en Tid optog ham i sit
Hjem og skaffede ham Lejlighed til ubekymret
at komponere. Allerede paa dette Tidspunkt var
S.’s Produktion næsten eksempelløs ved sin
Frodighed; han skrev i Løbet af et Par Aar 6
Operaer — en Form, der imidlertid ikke laa
for hans Begavelse og i Reglen beredte ham
Skuffelser —, en Del Kirkemusik, en Symfoni,
en Strygekvartet, Klaversonater og over 150
Sange, deriblandt 45 til Tekster af Goethe, af
hvilke mange senere er blevne verdensberømte
— til Dels dog i omarbejdet Skikkelse —,
saaledes »Gretchen aus Spinrad«, S.’s første
Goethe-Sang, komponeret i hans 17. Aar! — endvidere
»Erlkönig«, der tryktes som Op. 1,
»Heidenröslein«, »Meeresstille«, Mignon-Sangene o. fl.
Forlægger til disse Sange kunde S. trods hans
egne og Vennernes Bestræbelser foreløbig ikke
finde. Først 1821 vovede en Forlægger at
udgive et lille Hefte. S. A. var S. bleven videre
bekendt i Wien, idet den duelige og meget
yndede Tenorist Vogl offentlig havde foredraget
»Erlkønig« under stort Bifald. Siden hen blev
Vogel en stadig og interesseret, men rigtignok
noget egenraadig Fortolker af S.’s Sange.
Disses Tal voksede fremdeles ligesom S.’s øvrige
Produktion. Nogen offentlig Stilling beklædte
han aldrig — enkelte Forsøg paa at opnaa slige
Stillinger mislykkedes, idet langt ringere, nu
glemte Musikere gik forud. En Tid lang (1818
og 1824) var S. Huslærer hos en Greve
Esterhazy paa Zelasz — hertil knytter sig de noget
tvivlsomme Fortællinger om hans Forelskelse i
den ene af Komtesserne, hans Elever, og som
noget mere paaviseligt den Indflydelse, ungarsk
Folkemusik udøvede paa S. (navnlig
»Divertissement à l’Hongroise«, 4-hændig
Klaverfantasi). Bortset herfra levede S. et frit
Kunstnerliv, flittig komponerende oftest fra den lyse
Morgen og dyrkende et meget inderligt Samliv
med en Kreds af Venner, der omfattede
adskillige senere berømte Mænd (Grillparzer,
Bauernfeld, Moritz Schwind, Fr. Lachner o. fl.), og
hvis Møder, der ofte formede sig til landlige
Udflugter ell. til selskabelige Sammenkomster,
hvor unge Damer bistod ved Tableauer ell.
Musikopførelser, benævnedes efter S.
»Schubertiader«. Ellers levede S. saa isoleret i Wien, at
han knap kom i en ganske flygtig Berøring med
sin store Samtidige Beethoven, ligesom han kun
ved Venners og Forlæggeres Forestillinger lod
sig bevæge til at give en eneste Koncert (1828).
Hans Kaar var stedse tarvelige, undertiden paa
Grænsen af Fattigdom; da han f. Eks.
komponerede »Erlkönig«, besad han end ikke et Klaver
til at forespille den for Vennerne. Hans
Helbred var heller ikke stærkt og nedbrødes
yderligere ved de økonomiske Bekymringer og det
rastløse musikalske Arbejde. En Del af de
berømte »Müllerlieder« (Digt af Wilh. Müller)
skal være komponerede paa Hospitalet (1823).
Lyspunkterne i S.’s Liv var de Rejser, han
kunde foretage alene ell. med en Ven til
Steiermark og Overøsterrig (Gmunden). Efter
Koncerten (1828) gik det hurtig tilbage med S.’s
Helbred. Han led af en Nervesvækkelse, der vel
ikke hindrede ham i et ihærdigt Arbejde — han
frembragte i sit sidste Leveaar nogle af sine
største og genialeste Værker, saaledes
Symfonien i C-Dur, Strygekvintetten i C-Dur, 3 store
Klaversonater: Sangcyklusen »Die Winterreise«,
og de senere under Titelen »Schwanengesang«
samlede Sange —, men han led af stadig
stigende og martrende Hovedsmerter, der var
Forløber for en tyfoid Feber, som gjorde Ende paa
hans Liv. Hans Efterladenskaber vurderedes
til 63 fl.! Efter et i Feberfantasierne fremsat
Ønske blev S. begravet i Nærheden af
Beethoven. Et Monument rejstes ham 1872 i Wiens
Bypark; 1912 blev hans Fødehus omdannet til
et S.-Museum. I sin korte Levetid har S.
frembragt et forbavsende stort Antal Værker, talrige
af dem fremkom da ogsaa først efter hans Død.
Foruden, hvad der er omtalt foran, skal som
S.’s betydeligste Værker endnu nævnes: den
»tragiske Symfoni« og navnlig den »ufuldendte
Symfoni« i H-Mol, Oktetten, Forel-Kvintetten
for Klaver og Strygere, Strygekvartetterne i
A-Mol, D-Mol (hvori Motiver fra Sangen »Der Tod
und das Mädchen«) og G-Dur, Klavertrioen i
Es-Dur, Sangspillene »Der vierjährige Posten« og
»Der häusliche Krieg«, Operaerne »Alfonso und
Estrella«, »Fierabras« og »Rosamunde«, en Del
kirkelige Værker, Koncertkorstykkerne: »Gesang
d. Geister über den Wassern« (Goethe).
»Mirjam’s Siegesgesang«, »Ständenen«,
»Frauenchöre« m. m., talrige Klaverværker, derunder
10 Sonater, »Moments musicals«, en Mængde
Danse og Variationer etc., talrige Marcher,
Polonæser m. m., og en Rk. 4-hændige
Kompositioner (Fantasi i F.-Moll, »Duo«) — og endelig
sidst, men ikke mindst, over 600 Sange, blandt
hvilke foruden de fornævnte Samlinger
»Müllerlieder« og »Schwanengesang« (hvori de
Heine’ske Digte), særlig Cyklus’en »Winterreise«
(Tekster af Wilh. Müller), samt Goethe-,
Schiller og Mayerhofer-Digtene. — Disse Sange
giver ham Plads bl. Tonekunstens første Mestre.
Idet han svang sig højt op over sine
Forgængere paa dette Felt, har han i Virkeligheden
skabt og paa samme Tid fuldkommengjort den
 |
| F. P. Schubert. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
