Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sforza - sforzando - Sfragistik - Sfumato - Sfygmograf - Sfygmologi - Sfære - Sfærernes Harmoni - sfærisk Afstand - sfæriske Koordinater - sfæriske Polygoner - sfærisk Geometri - sfærisk Sted - sfærisk Trigonometri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Egenskaber: med Mod og Snildhed værnede hun
sin Søns Arv, Forli, imod de sammensvorne, der
havde myrdet hendes Mand (1488), og siden
forsvarede hun Byen mod Cesare Borgia, af hvem
hun vel blev fangen, men den fr. Konge, Ludvig
XII, gengav hende Friheden.
(E. G.). E. M-r.
sforzando [sfår’tsando] (ital.), sforzato,
forkortet sf., sfz. ell. fz., mus.
Foredragsbetegnelse: med stærkt Eftertryk, stærkt fremhævet,
antyder, at den enkelte Node ell. Akkord, ved
hvilken Betegnelsen staar, skal fremhæves,
accentueres stærkt.
S. L.
Sfragistik, se Segl.
Sfumato (af ital. sfumare ɔ: fordampe)
bruges i den kunstneriske Terminologi som
betegnende den Malemaade, der gaar ud paa at
give Farverne den fineste Aftoning og gøre alle
Konturer saa blødt fordrevne som muligt. S. kan
først med Rette bruges som kendetegnende for
Malerkunsten paa det Tidspunkt i Kunsthistorien,
hvor Interessen for Billedets maleriske
Holdning og Fylde vinder Overhaand over Interessen
for Linievirkningen i det. I ital. Renaissance
sker dette Omslag ved Beg. af 16. Aarh., og
særlig staar Andrea del Sarto og Giorgione som
Gennembrudsmændene i Retning af Billedfladens
og Konturernes Opløsning i Farve og Lys.
(A. R.). A. Hk.
Sfygmograf [svy-] (gr.), se Puls.
Sfygmologi [svyg-] (gr.), Læren om Pulsen.
Sfære [’svæ.rə] (af gr. sphaira), Kugle,
særlig Himmelkuglen; i overført Bet. Virkekreds,
Omraade.
Sfærernes Harmoni [’svæ.-], se
Pythagoras.
sfærisk Afstand [’svæ’-], se sfærisk
Geometri.
sfæriske Koordinater [’svæ’-], se
Koordinater.
sfæriske Polygoner [’svæ’-], se sfærisk
Geometri.
sfærisk Geometri [’svæ’-] (mat.). Ligesom
man har en Geometri i Planen, kan man
opstille en Geometri omhandlende Figurer paa en
vilkaarlig ved en Ligning fremstillet Flade; i
denne spiller de geodætiske Kurver en noget
lignende Rolle som de rette Linier i
Plangeometrien. Geometrien paa Kuglefladen, hvis
geodætiske Linier Storcirklerne er, kaldes den s. G.
I denne forstaas ved to Punkters sfæriske
Afstand den korteste Storcirkelbue mellem
dem, maalt i Grader. Punkter paa Kuglefladen
med samme sfæriske Afstand a fra et fast Punkt
P ligger paa en Cirkel, hvis Plan er vinkelret
paa Kuglediameteren gennem P; P kaldes
Cirkelens sfæriske Centrum, a dens
sfæriske Radius. Er a = 90°, bliver Cirkelen en
Storcirkel og P en af dens Poler. Cirklerne paa
Kuglefladen kan have de samme forsk.
Stillinger til hinanden og til Storcirkler, som Planens
Cirkler har til hinanden og til de rette Linier.
Vinkelen mellem to Storcirkler er Vinkelen
mellem deres Tangenter i et Skæringspunkt ell.
mellem deres Planer. En sfærisk
Polygons Omkreds dannes af Storcirkelbuer,
Siderne; som i Planen kan man have konvekse
og ukonvekse Polygoner, regulære Polygoner,
ind- og omskrevne Cirkler. Særegen for den
s. G. er Tokanten, der begrænses af to halve
Storcirkler og har to lige store Vinkler.
Polygonvinklerne regnes som i Planen, men
Vinkelsummen i en konveks sfærisk Polygon er
altid større end i en plan Polygon med samme
Sideantal; de to Vinkelsummers Forskel E
kaldes den sfæriske Eksces (det sfæriske
Overskud). Den sfæriske Polygons Areal er E/720°
Gange Kuglefladens. Sfæriske Trekanter, hvis
Behandling lettes meget ved Anvendelse af
Polartrekanter (s. d.), er med en enkelt
Indskrænkning kongruente ell. symmetriske, naar de har
tre ens beliggende Stykker stykkevis lige store.
En Kugleflade skæres af en cirkulær Kegleflade
med Toppunkt i dens Centrum i et sfærisk
Keglesnit, der har mange Egenskaber
fælles med et plant. Til Konstruktioner paa
Kuglefladen benytter man naturligvis en Passer, og
man har undersøgt, hvor vidt der kan naas
alene ved Tegning paa Kuglefladen med denne
uden Kendskab til Kuglens Radius (se f. Eks.
en Afh. af T. Bonnesen i »Nyt Tidsskrift for
Matematik« [1899]). Om Koordinatgeometri og
Trigonometri paa Kuglefladen, se Koordinater
og sfærisk Trigonometri. Allerede den
gr. Oldtids Matematikere beskæftigede sig med
s. G. som det nødvendige Grundlag for astron.
Beregninger; her maa nævnes Eratosthenes’ og
Hipparch’s sfæriske Koordinater og Menelaos’
Sætning. Polartrekanten omtales allerede af
Perseren Narîr Eddin (d. 1274), men af europ.
Matematikere er Snellius den, der først klart
har fremstillet dens Egenskaber. Den sfæriske
Polygons Areal er angivet af Girard i Invention
nouvette en algèbre (1629).
Chr. C.
sfærisk Sted [’svæ’-] af et Himmellegeme
angiver Retningen af Synslinien fra
Himmellegemet til Iagttagerens Øje.
J. Fr. S.
sfærisk Trigonometri [’svæ’-] (mat.) giver
Metoderne til af tre givne Stykker i en sfærisk
Trekant (se sfærisk Geometri) at finde
de tre andre, idet den opstiller Relationer
mellem trigonometriske Funktioner af fire hvilke
som helst af Stykkerne (Eks.: cos a = cos b cos c
+ sin b sin c cos A, sin a/sin A = sin b/sin B = sin c/sin C, hvor
a, b, c betegner Siderne, A, B, C de modstaaende
Vinkler i Trekanten). Relationerne udledes i
Lærebøgerne ved Anvendelse af Hjørnet, hvis
Kanter er Radierne til Trekantens
Vinkelspidser, og af Polartrekanten, og bringes paa de for
Beregningen, der udføres ved de trigonometriske
Tavler, hensigtsmæssigste Former. S. T. lærer
ogsaa at finde andre Trekanten vedk. Størrelser
som Arealet, omskrevne Cirkels Radius,
Berø-ingscirklernes Radier, Højderne m. m. De
første Spor af s. T. træffes hos Hipparch og
Menelaos. Ptolemaios’ Almagest indeholder
Relationerne mellem tre Sider og mellem to Sider og
en Vinkel i den retvinklede sfæriske Trekant,
udledede ved Menelaos’ Sætning; Relationerne
mellem to Vinkler og en Side træffer vi først
hos sene arab. Forf. (Om Overgangen fra
Korder til trigonometriske Funktioner, se disse
sidste). Regiomontanus behandler i De triangulis
omnimodis libri quinque (1533) s. T. som en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
