Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Simon, Emma - Simon, Johan Allsebrook - Simon, Jules - Simon, Lucien Joseph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Württemberg und Franziska von Hohenheim«
(1875; 3. Opl. 1876) belønnedes med
Guldmedaillen pro litteris et artibus. Blandt hendes
øvrige Arbejder kan nævnes »Am Strand der
Adria«, »Assunta«, »Südlicher Himmel«,
Eventyr som »Ein Walpurgisnacht« og
»Sonnenstrahlen«, de to Bd »Wandelbilder aus der
Berliner Gesellschaft«.
C. B-s.
Simon [’sa^imən], Johan Allsebrook,
eng. Politiker, f. 28. Febr 1873, Søn af en
kongregationalistisk Præst, studerede i Oxford,
blev 1899 Sagfører, har som saadan vundet et
betydeligt Navn, blev 1906 Medlem af
Underhuset, gjorde sig her hurtig gældende inden for
det liberale Parti, indtraadte 1910 i Regeringen
som Solicitor general, blev 1913 Attorney
general og fik herved Sæde i Kabinettet. Hans
Afgang var ventet sammen med Morley’s og Burns’
ved Verdenskrigens Udbrud 1914, men fandt dog
ikke Sted. Han gjaldt for Asquith’s Favorit
mellem de yngre liberale Politikere, udnævntes
Juni 1915 til Indenrigsminister i den nationale
Samlingsregering, men trak sig som
Modstander af Indførelsen af Værnepligt tilbage
allerede i Decbr s. A., drev senere Opposition mod
Regeringens Politik ogsaa f. Eks. i det irske
Spørgsmaal, mistede sin Valgkreds 1918, men
vandt en ny 1922. Han deltog selv i Krigen
1917—18.
H. J-n.
Simon [si’må], Jules, egl. Suisse, fr.
Statsmand og Filosof, f. 27. Decbr 1814 i
Bretagne, d. 8. Juni 1896. Han fik sin Uddannelse
i Normalskolen under V. Cousin’s Vejledning,
blev 1838 selv
Lærer ved den
samme Skole og
næste Aar tillige
Cousin’s Afløser
ved Sorbonne,
begge Steder
Lærer i
Filosofiens Historie.
Han udg.
1841—45 Bossuet’s
Descartes’,
Malebranche’s
og Ant.
Arnauld’s filos.
Skr og skrev
selv Histoire de
l’école
d’Alexandrie (2 Bd,
1844—45). 1847 grundlagde han et Tidsskrift
med det for ham betegnende Navn Liberté de
penser. 1848 valgtes han til
Nationalforsamlingen, hvor han hørte til Republikanerne og som
Udvalgsordfører fremsatte et Udkast til en
Skolelov; blev Apr. 1849 valgt til Medlem af
Statsraadet, men sad kun her et Aars Tid; han
valgtes derefter paa ny til
Nationalforsamlingen. Da han efter Statskuppet 2. Decbr 1851
nægtede at aflægge Ed til den ny Regering,
mistede han sit Embede. 1863 valgtes han til
den lovgivende Forsamling og genvalgtes 1869,
talte med Varme og stor Veltalenhed
Frihedens Sag (baade Pressefrihed og Frihandel)
og for Undervisningens Fremme og Forbedring af
Kvindernes Stilling; han stemte 1870 mod Krigen.
Efter Kejserdømmets Fald blev han Medlem
af Forsvarsregeringen og
Undervisningsminister. I Slutn. af Jan. 1871 udsendtes han fra
Paris til Bordeaux for at nøde Gambetta til at
standse Kampen og lade Nationalforsamlingen
blive valgt under fuld Frihed. Han valgtes selv
til denne og forblev Undervisningsminister
under Thiers indtil Maj 1873. Han gjorde
alvorlige Ændringer i Læreplanen for de højere
Skoler, men tilfredsstillede hverken Højre ell.
Venstre ved sit Udkast til en Folkeskolelov.
Som Formand for venstre Centrum øvede han
stor Indflydelse i Kampen mod Monarkisterne
og valgtes Decbr 1875 til livsvarig Senator;
samtidig optoges han i Académie française (var
allerede 1865 blevet Medlem af Académie des
sciences morales). Decbr 1876 blev han
Førsteminister og søgte nu alt gennemføre en ny
Kommunallov; men da han vilde gøre Raadenes
Møder offentlige og desuden fra Talerstolen
havde erklæret Pavens Udsagn om
»Fangenskab i Vatikanet« for ugrundet, vakte han det
klerikale Partis Vrede imod sig saa stærkt, at
det fik Præsident Mac Mahon til at fjerne ham
fra Magten Maj 1877, for at vove et fortvivlet
Reaktionsforsøg.
I den flg. Tid søgte han, der hidtil havde
kæmpet for Friheden imod monarkistiske
Bestræbelser, med lige Kraft at værge den imod
radikale Overgreb. Han hævdede bestemt
Senatets Ligeberettigelse i Bevillingsspørgsmaal,
forsvarede Undervisningsfriheden og
Foreningsret for alle, d. v. s. ogsaa for de gejstlige
Ordener, kæmpede imod Afsættelse af Dommere
o. l.; han vilde hverken indføre Skilsmisse ell.
udelukke Religionsundervisning fra Skolerne.
1890 blev han sendt til den internationale
Konference i Berlin om Arbejdernes Beskyttelse.
Han var desuden en meget frugtbar Forf., dels
af populær-filosofiske Skr om Moral og Religion
(Le devoir [1854, 15. Udg. 1892], La religion
naturelle og La liberté de conscience (1856—57,
6. Udg. 1893], hvori han paastod Moralens
Uafhængighed af positiv Religion, men dog selv
fastholder Læren om en personlig Gud), dels
Skr om Stats- og Samfundsforhold (La liberté
[1859, 4. Udg. 1872], L’Ouvrière [1861, 8. Udg.
1891], Le travail [1866], L’école [1864, 12. Udg.
1894], hvori kræves Skolepligt og ubetalt
Undervisning i Folkeskolen), endelig Skildringer
af Samtidens Historie (Souvenirs du 4. Septbr.
[2 Bd, 1874], Le gouvernement de Mr. Thiers
[2 Bd, 1878], og siden 1885 en Række
Levnedsskildringer af Stats- ell. Videnskabsmænd). Et
lille Skrift La femme au 20. siècle (1891) fik i
kort Tid en Snes Oplag. Hans Statue rejstes
1903 foran Madeleine-Kirken i Paris, og hans
Levned skreves af Séché 1898.
E. E.
 |
| J. Simon. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
