Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Solen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med Kromosfæren, hvor der ofte kan
forekomme Forhøjninger lige til 20″ ell. c. 14000 km.
De er fundne saavel ved Polerne, Ækvator som
i Pletzonen. De indeholder hovedsagelig
Vandstof og Helium samt Linierne H og K, som
hører til Kalcium. De eruptive Protuberanser er
alm. ikke af saa stor Udstrækning i Længden
som de rolige, men de kan undertiden stige til
800000 km’s Højde med en Fart op til 300 km i
Sek. Under dette viser de mangeartede og
stadig skiftende Former, og Spektrallinierne er ofte
fortrukne i fl. Retninger, et Bevis paa, at der
i selve Protuberansen foregaar voldsomt
hvirvlende Bevægelser. De maa nærmest
sammenlignes med Eksplosioner og staar alm. i
Forbindelse med Solpletter, findes altsaa i Pletzonen
og er ikke bemærkede ved Polerne. De
indeholder en Del Metaller som Jern, Titan,
Magnesium, Skandium, Strontium, Aluminium, men
det er kun i de lavere liggende Dele af
Protuberansen, at disse optræder, medens de i
deres øvre Partier fornemmelig indeholder
Vandstof, Helium og Kalcium (H- og K-Linierne).
Foruden disse her nævnte Protuberanser har
man enkelte Gange set »hvide«, men disse er
det hidtil ikke lykkedes at faa fotograferet i
fuldt Solskin, uagtet de indeholder H- og
K-Linierne. Mørke Protuberanser er heller ikke
ukendte, om end de ikke hører til de
almindeligst optrædende. Riccó, Lockyer og Pater Fényi
har fundet, at den 11-aarige Solpletperiode
findes igen i Protuberansernes Hyppighed.
Modsat Pletterne vandrer Protuberanserne fra
lavere til højere Bredder; i Minimumsperioden
falder de sammen med Solpletterne i deres
Beliggenhed. Under Maksimumsperioden er de
talrigst i Polaregnene, men kun en kort Tid,
hvorpaa de flytter sig mod Ækvator og
optræder i 50° Bredde omkr. Minimum. Spektret af
Kromosfæren er d. s. s. hos Protuberanserne.
I det nedre Lag af Kromosfæren er
Metallinierne mere fremtrædende; dette Lag blev tidligere
kaldt det omvendende Lag, fordi de
Fraunhofer’ske Linier optraadte som Absorptionslinier,
i de højere liggende Lag viste de sig som
Emissionslinier. Ved Solformørkelsen 22. Decbr 1870
lykkedes det Young, da han vilde observere den
anden Kontakt med Spektroskopet i det Øjeblik,
da S. forsvandt, at se alle de Fraunhofer’ske
Linier lysende, og dette varede et Par Sek.,
nemlig den Tid, Maanen behøvede for at dække
dette Lag. At dette Flash Spectrum virkelig var
en Omvending af det alm. Solspektrum, blev
først fot. vist ved Solformørkelsen 9. Aug. 1896
og er senere end yderligere blevet stadfæstet
ved de flg. totale Solformørkelser. Ved
Solformørkelsen 17. April 1912 saa man, at man kunde
iagttage dette Flash Spectrum ogsaa under den
partielle Formørkelse ved Hjælp af
Spektroheliografen saavel før som efter den største
Fase i hele 30 Min. Og Hale har kunnet
iagttage Kromosfærespektret til hver Dagstid uden
for Solformørkelsen. Ved Solformørkelsen 1905
kom næsten 3000 Linier til Syne, og disse Liniers
Længde tillader at beregne Højden af de forsk.
Gaslag over Fotosfæren. Er Højden givet, kan
man videre beregne Temp. og Trykket i disse
Lag. Her i det laveste Lag af Kromosfæren
af en Tykkelse af c. 500 km har de
Fraunhofer’ske Linier deres Oprindelse, og dette maa efter
Kirchhoffs Lov være af lavere Temp. end
Fotosfæren. Sætter man denne til 6600°, som det
alm. antages, saa har man en øvre Grænse,
den nedre gaar muligvis ned til 1500°. Efter
den Varighed, som dette Spektrum har haft
under Formørkelser, kan Tykkelsen muligvis
sættes til 800 km. Da disse mørke Linier i Reglen
ikke viser sig i nogen Retning fortrukne, maa
der i dette Lag herske en forholdsvis Ro med
kun vertikale opadstigende Strømninger,
medens der i Laget under og i det over med
Hastigheder af 300 m pr. Sek. i 1000 km Højde,
500 m/sek. i 14000 km Højde, er Uro nok. Over
Solpletten strømmer Kromosfæregas ned til
denne med en Hastighed af 4 km/sek., i 14000
km Højde, 2 km/sek. i 8000 km og i 1500
km Højde, de højeste af Jern- og
Aluminiumdampe naaede Lag er Hastigheden
gaaet ned til Nul. Gennem de
Fraunhofer’ske Linier har man faaet Kendskab til,
at af de hidtil kendte c. 92 terrestriske
Elementer de fleste ogsaa findes paa S. De
talrigste Linier giver Jernet; hidtil har man fundet
2750 Linier, som hører dette Metal til. Fabry
og Buisson har maalt Jernlinierne i Solspektret
og i den elektriske Lysbue og fundet en
Forskydeise mod rødt, men større, end Einstein
forlanger. Grunden til, at man i de midterste Lag af
Kromosfæren finder Linierne af det neutrale
Helium, men i de højere Lag ioniseret
Helium (4686), er den, at i sidstnævnte Lag er
Gastrykket betydelig mindre, saa at
Heliumatomet under den høje Temp. kan blive fuldstændig
ioniseret. Af samme Grund optræder Linierne
af ioniseret Kalcium, Strontium, Skandium, Titan
i de højeste Lag af Kromosfæren. Ioniseret
Kalcium har man paavist i 14000 km Højde,
neutral Kalcium kun til 5000 km. Dette er
|
|
| ||||||
| Fig. 5, 6 og 7. Protuberanser. | ||||||||
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
