Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svanen - Swanenburch, Isaac Claesz van - Svaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de 3 af β Lyrætypen. Den ny Stjerne P
blev set som en Stjerne af 3,5. Størrelse af
Blaeu Aar 1600 og beholdt denne Størrelse til
1606, hvorpaa den gradvis aftog i Lysstyrke og
til Slut forsvandt i 1626. 1655 steg den igen til
sit 2. Maksimum, 3,5. Størrelse, hvorpaa den
aftog med uregelmæssige Fluktuationer mod
Slutn. af 17. Aarh., til den atter blev usynlig,
hvorpaa den paany 1705 steg til 5. Størrelse, som
den senere har beholdt. Den hører til de
gasformede Stjerner. Dens Spektrum minder om β
Lyræ, idet lyse Brintlinier med mørke Linier
mod Violet viser sig over et kontinuert Spektrum
med mørke Linier. De lyseste Linier tilhører
Brint, Helium og Jern, Den anden Nova Q
blev funden af Schmidt 24. Novbr 1876 i
Nærheden af ρ, som en Stjerne af 3. Størrelse, der
forsvandt for det blotte Øje allerede 5. Decbr,
samtidig som Farven forandredes fra gult til
hvidt og til Slut til blaat. Nu er den af 15.
Størrelse. Dens Spektrum, som under
Maksimum af Lysstyrken var næsten kontinuerligt,
gennemsat af lyse Brintlinier og Baand af
andre ukendte Stoffer, tabte mere og mere sin
kontinuerlige Karakter, til det til Slut blev et
enkelt Spektrum med 3 lyse Linier som ved
Stjernetaagerne. Nova 3 blev opdaget 20. Aug.
1920 af Denning (Bristol) og uafhængig heraf
af Delphos (Ohio) 22. Aug., som en Stjerne af
3. Størrelse. Den blev fotograferet 16. Aug. af
7. og 19. Aug. af 4,8. og 20. Aug. af 3. Størrelse.
Dens Spektrum var til 24. Aug., da den havde
sin største Lysstyrke, 2,8 rent F. Linierne var
31. Aug. betydelig lysstærke. Det videre Forløb
af Lysstyrkens Aftagen og de spektrale
Forandringer var de vanlige.
I S. findes, som rimeligt kan være, da
Stjernebilledet staar midt i Mælkevejen, en
Mængde Stjernehobe, saaledes den 2° N. f. γ af
Messier 24. Oktober 1764 opdagede M 39 med
Stjerner fra 7.—10. Størrelse, egl. er den en Del af
Mælkevejen, den skal efter Gore af Aristoteles
være beskrevet som en Stjerne med Hale, og
den 3° S. f. ο liggende, som Roberts har
fotograferet, hvorved det viste sig, at den bestod
af Stjerner til 16. Størrelse, spredte over et
større Felt, men ordnede i Linier saavel i
Hoben som i de omkringliggende Egne. Raab
sætter dens Afstand til 4000 Lysaar. 2° S. f. γ
staar den af Messier 29. Septbr 1764 opdagede
Stjernehob M. 29, lidt N. f. en Stjernehob
med Stjerner til 12. Størrelse. Pier i S. har vi
den bekendte nordlige Kulsæk mellem α, γ og ε.
Af Stjernetaager er der en Mængde og da
fornemmelig planetariske Taager. Af disse
nævnes den nær 16 Cygni liggende, som Herschel
beskrev som et pragtfuldt Objekt, en
Mellemting mellem en planetarisk Taage og en
Taagestjerne. Efter Burnham er den 27″ lang og 24″
bred. Kernen er meget lysstærk af 8,8. Størrelse
og giver et kontinuerligt Spektrum. Den 1°
N. f. v liggende planetariske Taage er
uregelmæssig i sine Konturer og indeholder tre
centrale Kondensationer, hvoraf den ene har en
oval Form. Den blev funden af Webb 14. Novbr
1879 og set som Taagestjerne af 8,5. Størrelse
med en Skive af 4″ i Diameter. Dens
Spektrum er mærkelig ved Lysstyrken hos enkelte
Linier som Rydberg’s Brintlinie λ = 4688
og de ukendte Linier λ = 4743 og 4363.
Campbell kunde saa vidt se C, medens D3 ikke var
vanskelig at faa Tag i. Hastigheden i
Visionsradien er bestemt af Keeler til 10, af
Hartmann til 5 og af Wright til 6 km pr. Sek. En
Ledsager til denne er den 9,2° ret N. f. 61
Cygni liggende, som blev opdaget af Copeland
1880, men var set af Burnham 7 Aar tidligere.
Den er en lille klar Dupleks og ligner to
Kornneg lagte ved Siden af hinanden. Flere af de i
S. optrædende Ringtaager ligner helt igennem
den bekendte Ringtaage i Lyren, men er ikke
saa lysstærke som denne. Til Slut nævnes de
to ved 52 S. opdagede Cirrustaager, lig
spiralformet vreden langstrakt Cirrusskyer, begge
omtr. 1° i Længde, samt den af Max Wolf 12.
Decbr 1890 fundne, Uge ved ξ liggende
»Amerikataage«, som strækker sig fra Nord mod Syd
gennem mere end 3°. I sit Omrids ligner den
Nordamerika, og deraf har den sit Navn.
J. Fr. S.
Swanenburch [’sva.nə(n)børk]
(Swanenburgh), Isaac Claesz van, hollandsk
Maler, d. 1614 i Leyden, hvor han beklædte
Embedet som Borgemester. Af S., der særlig
synes at have virket som Lærer (Lærer bl. a.
for v. Veen, Rubens’ Lærer) og synes navnlig
at have malet Genrebilleder i P. Aertsen’s
Manér, kendes med Sikkerhed kun faa Billeder,
saaledes i Mus. i Leyden med Fremstillinger af
Klædemagernes og Farvernes forsk.
Haandteringer; i Rijksmus. i Amsterdam opføres et
Billede under hans Navn. Af hans tre Sønner,
der var Kunstnere (Willem v. S.
Kobberstikker), fortjener Jakob Isaacsz van S.
(1571—1638) at mindes i sin Egenskab af
Rembrandt’s første Lærer. Det eneste sikre Billede
af ham: »Procession paa Peterspladsen i Rom«
(1628, Kunstmus. i Kbhvn), kopieret efter et
kobberstukket Prospekt af G. Maggius, 1619,
giver ikke høje Tanker om hans Bet. som
Maler.
(A. R.). A. Hk.
Svaner (Cygninæ, Cygnidæ) kaldes en
Gruppe af Andefuglene (Lamellirostes), kendelige
fra de øvrige Grupper ved en nøgen Stribe
mellem Næb og Øje, ved den meget lange Hals
med det forholdsvis lille Hoved og ved det
korte Løb. Det er meget store Fugle, oftest
helt hvide, en Farve, der er ens for Hanner og
Hunner, ved Sommer og Vinter, medens de
unge Fugle har graalige Farver. Der kendes i
alt 9 Arter, deraf 3 i den gl. Verden, til hvilke
svarer to nærstaaende Arter i Nordamerika; i
Sydamerika findes to Arter, ret forsk. fra de
nordlige Former, og i det sydlige Australien en
Art, sort af Farve.
Knopsvanen (Cygnus olor L.), fra
Oldtiden en af de bedst kendte Fugle, Kæmpen bl.
nordeuropæiske Svømmefugle, naaende en Vægt
fra 10—13 kg, er snehvid af Farve, med sorte
Ben, rødt Næb med en sort Knold ved Roden;
den nøgne Plet bag Næbbet er ligeledes sort.
Knopsvanen yngler i en Del af Asien og det
østlige Europa, Nordtyskland, Sydsverige og
Danmark, hvor dens Udbredelse som vild Fugl
i 20. Aarh. var indskrænket til
Nordøstsjælland, hvor enkelte Par maaske endnu yngler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
