Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syenit - Syenitgnejs - Syenitgranit - Syenitporfyr - Syfax - syfilid - Syfilis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hovedbestanddele baade Ortoklas og temmelig
kalkrig Plagioklas.
(N. V. U.). O. B. B.
Syenitgnejs kaldes de meget kvartsfattige
Varieteter af Gnejs.
Syenitgranit ell. syenitisk Granit er
Betegnelse for kvartsfattige Varieteter af
Granit, særlig saadanne, i hvilke det mørke
Mineral er Hornblende.
(N. V. U.). O. B. B.
Syenitporfyr, en oftest gangformig
optrædende Bjergart, som adskiller sig fra Syenit
ved porfyrisk Struktur, idet den fremviser
store Krystaller af Feldspat, omgivne af en
finkornet Grundmasse af samme kemiske
Beskaffenhed som Syenit.
(N. V. U.). O. B. B.
Syfax, Konge over de vestlige Numidere
(Massæsylierne), stod under den 2. puniske
Krig fra først af i Forbund med Rom, men
maatte opgive det, da han 213 f. Kr. blev
slaaet af Masinissa, som stod paa
Karthagernes Side. Senere blev han imidlertid vundet af
Karthagerne og ægtede Sofonisba, den
karthagiske Hærfører Hasdrubal’s Datter. Men da
Romerne var sat over til Afrika, blev han
slaaet af dem og Masinissa (203). Han blev
fanget og ført til Italien, hvor han senere
døde, medens hans Land tilfaldt Masinissa.
H. H. R.
syfilid benævnes de syfilitiske Udbrud,
særlig paa Huden.
Syfilis er Navnet paa en Infektionssygdom,
som skyldes den af Schaudinn 1905 opdagede
Mikrob, Spirochæte pallida (Treponema
pallidum). Denne Mikrob er en lille bleg og tynd
Organisme, der kan paavises i alle de af
Sygdommen fremkaldte Affektioner og først og
fremmest i den primære Lokalisation af
Sygdommen, den saakaldte Chanker eller
Primærlæsion. Sygdommen kan indpodes paa Dyr,
hvilket er endeligt og sikkert paavist af
Metschnikoff og Roux 1903. Den saakaldte
Wassermann’ske Reaktion, som er
angivet af Wassermann, Neisser og Bruck 1906,
bestaar i, at Opløsningen af Blodlegemerne i
en særlig Blanding af Serum og Blod hindres
af et syfilitisk Serum. Denne Reaktion
indtræder i Reglen i ubehandlede Tilfælde i den
6. Uge efter Infektionen, tiltager gradvis i
Intensitet og bliver sikkert positiv midt i 7. Uge.
Den holder sig derefter positiv i kortere eller
længere Tid, kan svinde med ell. uden
Behandling for senere atter at vise sig. Den
mangler undertiden ved sikre syfilitiske
Udbrud, især naar disse er smaa og begrænsede,
samt naar Patienten har været behandlet kort
Tid i Forvejen. Den er overhovedet temmelig
lunefuld i sin Tilstedeværelse, og man maa
vogte sig for at tillægge en enkelt ell. nogle
faa negative Reaktioner for stor Bet. Den
fremkommer slet ikke, naar Sygdommen standses
ved en tidlig intensiv Behandling.
Medens man tidligere var enig om at
betragte S. som en kronisk Sygdom, der varede
mange Aar, maaske hele Livet, synes det nu, som
om det ved en tidlig begyndt kraftig
Behandling med Salvarsan er muligt at afkorte dens
Forløb meget betydeligt, saa at den i disse
Tilfælde kan betragtes som en akut Infektion.
Hvis den overlades til sig selv eller kommer
for sent under Behandling, har den et
overmaade forsk. Forløb i de forsk. Tilfælde. Snart
kan den nøjes med at give enkelte smaa
Hudsymptomer, snart kan den give de sværeste
Symptomer i alle mulige indvendige Organer.
Den tidligere Inddeling i et primært,
sekundært og tertiært Stadium kan, efter hvad vi
nu ved, ikke mere opretholdes.
S. har ikke med Sikkerhed været kendt i
Europa før i Slutn. af 15. Aarh. Den blev da
sandsynligvis indført hertil af de fra Amerika
hjemvendte Søfolk.
Sygdommen overføres paa to Maader, enten
udefra til Individet efter Fødslen (erhvervet
S.), ell. den overføres fra en allerede syfilitisk
Moder til Ægget ell. Fosteret i Livmoderen
(medfødt S.). Ved den erhvervede S. overføres
Sygdommen hyppigst fra det ene Individ til
det andet, i de fleste Tilfælde ved Samleje
ell. Kys (hvorved den bliver en saakaldet
venerisk Sygdom), men den kan ogsaa overføres
paa andre Maader, saaledes ved Berøring af
forsk. Art (Læger, Jordemødre og
Sygeplejersker er ofte blevne smittede under deres
Arbejde, og mange Gange er det sket, at Børn
er blevet smittede ved at blive lagt til Brystet
hos en syfilitisk Amme, ligesom paa den
anden Side syfilitiske Børn har smittet de
Personer, der er sat til at passe dem). Det kan
ogsaa ske, at Sygdommen overføres indirekte
igennem Genstande, som har været i Berøring
med smitsomme Læsioner hos Syfilitikere.
Dette sker dog kun sjældent nutildags, dels p. Gr.
a. den stigende Renlighed og Smittefrygt, dels
p. Gr. a., at Spirochæterne daarlig taaler
Indtørring og derfor kun holder sig i Live kort
Tid uden for Organismen.
Paa det inficerede Sted, hyppigst paa
Kønsorganerne, derefter i Mund og Svælg,
sjældnere andre Steder, udvikler sig i det store
Flertal af Tilfældene i Løbet af 10—20 Dage
(sjældent senere) et lille, i Reglen rundt ell.
ovalt Saar ell. Hudløshed, som i Bunden er
haardt. Dette Saar er ofte kun ganske lille,
maaske kun nogle mm i Diameter, men kan
vokse til en Størrelse af flere cm, bliver snart
meget haardt i Bunden og ledsages efter nogle
Dages Forløb af en haard, ikke øm,
Kirtelsvulst i den tilhørende Lymfekirtelgruppe. Saa
snart et saadant Saar opdages paa et til
Smittemuligheden svarende Tidspunkt, bør Vedk.,
selv om det hele ser ud som en ren
Ubetydelighed, gaa til Læge for at faa Afskrab fra
Saaret mikroskoperet, hvorved Spirochæterne
let paavises. Kun paa denne Maade kan
Diagnosen S. stilles i de tidlige Tilfælde. Jo
tidligere Tilfældet kommer under Behandling med
Salvarsan i store Doser, desto større er
Udsigterne til, at Sygdommen standses med det
samme. Patienten bør ikke, før Diagnosen er
stillet, behandle Saaret med noget som helst
ud over kogt Vand, da alle, selv svage,
antiseptiske Opløsninger og alle Salver og Plastre,
selv alm. Vaselin, vanskeliggør Paavisningen af
Spirochæterne. Hvis en saadan Behandling har
fundet Sted, og man ikke finder Spirochæterne
ved den første Undersøgelse, bør Saaret kun
behandles med kogt Vand i 1 ell. 2 Dage, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
