- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
880

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syfilis - Syfilis (jur.) - syfilitiske Papler - Syfiloid - Syfilom

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

man bør gentage Undersøgelsen flere Gange. Paa
denne Maade lykkes det næsten altid at finde
Spirochæterne, hvis Saaret er syfilitisk. I visse,
allerede længere Tid bestaaende, paa forskellig
Maade behandlede, med andre Infektioner
komplicerede Chankre lykkes det undertiden
ikke at paavise Spirochæterne. Man kan ved
den anførte tidlige Behandling i de aller fleste
Tilfælde standse og helbrede Sygdommen, saa
at der ikke kommer flere Symptomer. I de
miskendte ell. for sent undersøgte og konstaterede
Tilfælde kommer der derimod et ell. flere
Symptomer, der skyldes Sygdommens universelle
Udbredelse, hyppigst et rødt plettet Udslet paa
Huden (»Roseola«), Kirtelsvulst, begrænsede
runde Hudløsheder (Papler) i Mund, Svælg,
paa Genitalia og omkr. Endetarmsaabningen,
Udslet paa Huden af meget forsk. Udbredelse
og Udseende, Øjenaffektioner, Haaraffald samt
Hovedpine og Smerter andre Steder, som
oftest skyldes Benhindebetændelser. Medens det
første Saar (Chanker) i Reglen viser sig c. 3
Uger efter Smitten, kommer det første
universelle Udslet i Reglen 8—10 Uger efter Smitten,
og de andre Symptomer noget senere. Disse
Tilfælde kan i Reglen alle standses ved en
energisk og gentagen Salvarsanbehandling og
kommer da i Reglen ikke igen. Ved den
tidligere (ofte utilstrækkelige) Kviksølvbehandling
kunde disse Symptomer, af hvilke især
Paplerne paa Slimhinderne er meget smitsomme,
vende tilbage i gentagne Udbrud og gøre
Patienten smittefarlig.

Ved ubehandlet, for sent behandlet ell.
utilstrækkelig behandlet S. kan der — før eller
senere — komme Lokalisationer af
Sygdommen i omtr. alle Organer, baade indvendige og
udvendige. De vigtigste af disse er Hjerne- og
Rygmarvsaffektioner, især en Sindssygdom, den
generelle Parese, og forsk.
Rygmarvssygdomme, hvoriblandt Rygmarvstæring, samt
Karlidelser. Mindre farlige, men dog ofte meget
besværlige er Affektioner af Huden (dybe Saar),
Knoglelidelser, Ledaffektioner, Affektioner i
Tungen, Næsen og Svælget, Øjnene og Ørerne,
Strube og Lunger samt i Nyrerne og Leveren.
En stor Del af de udbredte syfilitiske Lidelser
i Centralnervesystemet begynder snigende i
Sygdommens første Maaneder, men kan ikke
erkendes undtagen ved Undersøgelse af den
Vædske, Spinalvædsken, som omgiver Hjerne
og Rygmarv. Dette gøres ved den saakaldte
Spinalpunktur, en lille Operation,
hvorved nogle Kubikcentimeter af Spinalvædsken
kan udtages til Undersøgelse. Dette bør gøres
en ell. flere Gange hos alle syfilitiske Patienter.
Ved positivt Fund vil i tidligt erkendte Tilfælde
en ekstra energisk og vedholdende Behandling
kunne standse disse Lidelsers videre Udvikling.

Den medfødte S. giver i det hele de samme
Symptomer som den erhvervede, naturligvis
fraregnet Chankeren; dog frembyder den ogsaa
særlige Lunge-, Lever- og Knoglesymptomer.
Den viser sig enten ved Fødselen ell. i Løbet
af de første faa Maaneder af Livet, er
vanskelig at standse fuldstændig ved Behandling og
kan langt hen i Livet give Symptomer.

Behandlingen af S. har i de sidste Aar
gennemgaaet en fuldstændig Revolution, dels p.
Gr. a. Spirochætens og Wassermannreaktionens
Opdagelse, dels og især p. Gr. a. Ehrlich’s
Opdagelse, at Salvarsanet (606) og en
nærstaaende Forbindelse Neosalvarsanet
(914) var i Stand til at helbrede Sygdommen i
ganske kort Tid, naar det blev givet i fuld
Dosis, afpasset efter Patientens Vægt. For at
denne saakaldte abortive Behandling skal
lykkes, maa den foretages i Sygdommens
allertidligste Stadium, før Wassermannreaktionen er
bleven positiv, og altsaa ogsaa før der er
kommet andre generelle Symptomer. Den abortive
Behandling kan endnu lykkes paa et
Tidspunkt, hvor Wassermannreaktionen er bleven
svagt positiv. Behandlingen maa ellers
afpasses efter Chankerens Størrelse og Varighed og
Kirtelsvulstens Størrelse og Resistens etc. Den
kan være farlig hos Patienter, som er svage
ell. lider af andre Sygdomme. Andre Midler,
som virker helbredende paa S., er Kvægsølv
og Vismut, som kan gives sammen med
Salvarsanet eller afvekslende med dette. Ved
forsømte og for sent erkendte Tilfælde maa
Behandlingen gentages flere Gange i et ell. nogle
Aar, selv om der ikke er ydre erkendelige
Tilfælde. Svangre syfilitiske Kvinder kan ved en
flere Gange under Svangerskabet gentagen
Salvarsanbehandling bringes til at føde sunde
Børn. Et fjerde Stof Jodkalium har en
stærk øjeblikkelig Virkning paa visse syfilitiske
Symptomer, f. Eks. de sene Ulcerationer,
Knogle- og Ledlidelser etc., særlig naar disse
Affektioner er ledsagede af Smerter, men det
har ikke nogen stor blivende ell. forebyggende
Virkning. I de sidste Aar har man forsøgt en
ny mærkelig Behandling af de sene syfilitiske
Lidelser i Centralnervesystemet (især generel
Parese), nemlig Indpodning af Malaria.
Herefter kommer ofte en betydelig temporær
Bedring, men Symptomerne vender oftest
tilbage efter nogen Tid, og om virkelig
Helbredelse kan der efter den sygelige Proces’
Natur ikke være Tale.

Sygdommen giver ikke Immunitet, man kan
blive smittet med S., saa ofte det skal være.
Man taler om Reinfektion, naar den tidligere
Affektion menes at være helbredet, om
Superinfektion, naar dette ikke er Tilfældet.
C. Rch.

Syfilis (jur.), ligesom anden Kønssygdom,
har særlig Betydning i Ægteskabsretten ved
Spørgsmaal om Betingelserne for Ægteskabs
Indgaaelse, om Omstødelse og om
Skilsmisse (s. d.), se nærmere under Ægteskab. —
Endvidere under Kønssygdomme.
V. B.

syfilitiske Papler kaldes alle papelformede
Ophøjninger paa Hud ell. Slimhinder, som
skyldes Syfilis.
(E. P-n.). C. Rch.

Syfiloid er en Benævnelse, hvorunder man
har sammenfattet visse endemiske Former af
Syfilis, der optræder som Følge af slette
sociale Forhold og mangelfuld Behandling, men
som i øvrigt ikke adskiller sig i deres Væsen
fra den alm. Syfilis. Hertil regnes »Radesygen«
i Norge, Scerlievo i Dalmatien, det jyske og det
ditmarske S. i ældre Tider med flere.
(E. P-n.). C. Rch.

Syfilom ell. Gumma kaldes knudeformede
Dannelser i forsk. Organer, der skyldes Syfilis.
(E. P-n.). C. Rch.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:04:11 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/22/0902.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free