Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syndsforladelse - Synedrium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forgrunden, kom man nærmest til at opfatte
Synden som en Krænkelse af Guds Majestæt, der
krævede Straf. Ganske vist skænkede Kirken i
Daaben Tilgivelse for Synden, men naar denne
blev gentagen, syntes man, at der maatte
kræves en særlig Bod (s. d.); man kom saaledes
ind paa en udvortes Beregning af, hvad
Mennesket kunde præstere. Og under dette tabte
man ganske Forstaaelsen af, at S. er det
afgørende for hele Kristenlivet. Der maatte
Gerninger til ved Siden heraf. Retfærdiggørelsen
blev ikke som hos Paulus opfattet som en
religiøs Dom, men som en Væsensforandring, der
efterhaanden skal fuldbyrde sig i os. Selv en
Teolog som Augustin opfatter det paa den
Maade. Retfærdiggørelse er d. s. s. Fornyelse.
Paa dette Grundlag er det saa, at den
katolske Kirke opbygger sin Lære. Herefter
bestaar Menneskets Betfærdiggørelse ikke i en
blot Tilregnelse af Kristi Betfærdighed ell. i en
Eftergivelse af Synden, men i en objektiv
Forandring i Menneskets eget Sind, en virkelig
Helliggørelse, en Fornyelse, Genfødelse af det
indre Menneske, som tilvejebringes ved den
guddommelige Naade p. Gr. a. Kristi
Fortjeneste, samvirkende med den menneskelige
Frihed. At der her, naar der tales om
Retfærdiggørelse, menes noget andet, end hvad vi
Protestanter herved tænker paa, falder vistnok
straks i Øjnene. Er det hele Mellemværende
da ikke en Ordstrid? thi hvem vil nægte, at
der til at blive helliggjort hører et Arbejde
ogsaa fra vor Side? Nej, saa let hæves
Modsætningen ikke. Der er en virkelig principiel
Forskel. I den kat. Opfattelse er den etiske
Interesse den fremherskende. Man opfatter her
Betfærdiggørelsen som den Proces, der er
nødvendig, for at Mennesket fra uretfærdig bliver
retfærdig. I denne Proces er baade Gud og
Mennesket virksomme. Hvad der her
imidlertid er overset, er den ejendommelige
Selvstændighed, hvormed den religiøse Dom
optræder i Kristendommen; for den kat. Betragtning
er det religiøse just betinget ved det
etiske. Men naar man overser dette, da berøver
man i Virkeligheden den kristne Religion den
rolige og sikre Hvile, som alene vindes ved
Bevidstheden om, at Frelsesforholdet
udelukkende skyldes Guds og ikke vor egen
ufuldkomne Handlen. Paa dette Punkt er det da ogsaa,
at Luther og Reformatorerne tager
fat. Den fromme kræver et Grundforhold til
Gud, som ikke er betinget ved ham selv, men
alene ved Gud; før man skal kunne begynde
at gøre noget godt, maa man vide sig i det
rette Forhold til Gud. »Gode Gerninger skaber
ikke en god Mand, men en god Mand gør gode
Gerninger«. Det religiøse Forhold først i
Orden, saa det etiske bagefter; det er
Reformatorernes Position. »Hvor Syndernes Forladelse
er, der er Liv og Salighed«. Herefter bliver S.
og Retfærdiggørelse eet og det samme; der
betegnes herved en Akt fra Guds Side, som
ogsaa kan kaldes for Adoption. — I den flg.
Læreudvikling inden for den lutherske Kirke
bliver denne Opfattelse imidlertid taget paa en
vis udvortes Maade; medens der opr. ved
Betfærdiggørelsen var Tale om en
Bevidsthedsforandring i det enkelte Menneske, bliver den nu
opfattet som en ydre Domsakt fra Guds Side,
en blot actus forensis. Herved fremkaldtes en
Reaktion i modsat Retning, som efter at være
forberedt ved A. Osiander kommer til Orde i
Pietismen, hvor man lagde Vægten paa
Genfødelsen og gjorde gældende, at den
levende retfærdiggørende Tro var ikke blot receptiv,
men væsentlig aktiv, saa at de gode Gerninger
allerede var til Stede i Retfærdiggørelsens Akt.
En Paavirkning heraf kan spores hos de fleste
senere Teologer, saaledes hos Schleiermacher
og i Danmark hos Martensen. Det er navnlig
A. Ritschl, som gennem sit store Værk:
»Rechtfertigung und Versöhnung«, I—III
(1870—74), har Fortjeneste af at have fremdraget
den reformatoriske Lære og paa ny belyst dens
Bet. for den religiøse Bevidsthed.
F. C. K.
Synedrium (gr. hebraiseretForm: sanhedrin)
er i nytestamentlig Tid Betegnelse for Jødernes
»store Baad« i Jerusalem. Iflg. Mark. 11, 27;
14, 43; 15, 1 bestod det af »Ypperstepræster,
Skriftkloge og Ældste«, hvormed menes henh.
Medlemmer af de fornemste Præsteslægter,
Mænd, som havde gjort et teologisk-juridisk
Studium af Moseloven og Traditionen til deres
Livsopgave, og ansete Lægmænd, der indtog en
ledende Stilling inden for de indflydelsesrige
Familier. Forsamlingen talte i alt 70
Medlemmer foruden den fungerende Ypperstepræst,
der førte Forsædet (Mark. 14, 60 ff.; Ap. G. 23,
2); og rimeligvis har den ved Dødsfald
suppleret sig selv. De ordinære Møder holdtes efter
Josefus’ Angivelse (Bell. V 4, 2) i et Lokale
paa Tempelbjerget, og det har sikkert været
en af Forholdene nødvendiggjort Undtagelse
fra Reglen, at S. iflg. Mark. 14, 53 ff. samledes
i Ypperstepræstens Palads for at dømme Jesus.
Velkendt fra det ny Testamente er det i øvrigt,
at S. fungerede som Domstol med Myndighed
til at fængsle (Mark. 14, 43 ff.; Ap. G. 4, 3; 5,
17 ff.) og til at idømme og eksekvere Straffe
som Piskeslag (Ap. G. 5, 40); kun Dødsdomme
skulde forinden Udførelsen stadfæstes af den
rom. Prokurator (udtrykkelig udtalt Joh. 18, 31;
Mordet paa Stefanus [Ap. G. 7, 57 ff.] danner
ikke nogen Undtagelse herfra, thi det drejer
sig her snarere om Lynchjustits end om en
normal jur. Fremgangsmaade). Desuden
virkede Raadet som Forvaltningsmyndighed i Judæa
i saadanne Sager, hvor den rom. Prokurator
ikke forbeholdt sig selv Afgørelsen. Rundt
omkr. i de jødiske Byer fandtes der ogsaa
lokale Synedriumsforsamlinger, som varetog
Doms- og Forvaltningsmyndigheden dér paa
Stedet (jfr. Matth. 5, 22); men hvorledes
Kompetenceforholdet var mellem disse og det store
Raad i Jerusalem, ved vi ikke; faktisk synes
man dog at have anerkendt dets Autoritet
ogsaa uden for Judæa (efter Mark. 3, 22 og 7, 1
i Galilæa og efter Ap. G. 9, 2; 22,4 ff.; 26, 12
endog i Damaskus). — S.’s Oprindelse fører
i den talmudiske Tradition tilbage til de 70
Ældste, som Moses iflg. 4. Moseb. 11, 16 skal have
indsat, og muligvis kan denne Teori indeholde
det rigtige, at Institutionen har udviklet sig af
en Forsamling af Stammeældste; som »gerusia«
(ɔ: Ældsteraad) omtaler Josefus den første
Gang under Antiochus den Store (224—187),
og i den flg. Periode har rimeligvis den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
