Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Taine, Hippolyte Adolphe - Taingan - Taipa - Taipe - Taiping
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den livfulde og vittige Voyage aux eaux des
Pyrénées (1855, illustreret af Gustave Doré, paa
Dansk ved S.
Schandorph
1876). Sit Brud
med
Spiritualismen
understregede han
yderligere i Les
philosophes du
XIX siècle
(1856), hvor
han bekæmpede
Universitetstraditionen og
begejstret
sluttede sig til
Comtes’ Positivisme.
Derefter fulgte
Essais de
critique et
d’histoire (1857),
Lafontaine et ses fables (1860), Histoire de la
littérature anglaise (4 Bind 1864, 10. Oplag 1897,
paa Dansk ved H. S. Vodskov, 1874—77), et paa
grundige Studier bygget Hovedværk, hvor hans
kritiske Metode kommer til konsekvent
Anvendelse, Ideálisme anglais, étude sur Carlyle og
Le positivisme anglais, étude sur Stuart Mill
(1864), Les écrivains anglais contemporains og
Nouveaux essais de critique et d’histoire (1865).
1864 ansattes han som Professor i
Kunsthistorie og Æstetik ved École des Beaux-Arts, hvor
han en Aarrække holdt sine entusiastisk
modtagne Forelæsninger om Kunst og Kunstens
Filosofi: Philosophie de l’art (1865, »Kunstens
Filosofi« 1873), Philosophie de l’art en Italie
(1866, »Den italienske Kunsts Filosofi« 1873),
L’idéal dans l’art (1867, »Om Idealet i Kunsten«
1874), Philosophie de l’art dans les Pays-Bas
(1868, »Den nederlandske Kunsts Filosofi« ved
J. Leerbech 1880). T. kalder sig selv Naturalist,
gaar i sin kritiske Undersøgelse til Værks med
en videnskabelig Analyse som en Botaniker
eller Anatom. Med Deterministens Forfølgelse af
Aarsagssammenhængen stræber han fra
Iagttagelsen af de smaabitte betegnende
Kendsgerninger tilbage til den herskende Evne,
til Talentets Enhed. Ud af sin dybe Trang til
at simplificere, at finde de store Grundlinier i
alt, ogsaa i Litteraturen, Kunsten og Kulturen,
gaar han overalt ud paa at opspore den
herskende Evne, som han atter afleder af tre store
Almenaarsager: Racen, Milieuet og Øjeblikket.
T.’s kritiske Metode bliver ensidig derved, at
den fysiologisk vil forklare alt af ydre
Aarsager, den tager for lidt Hensyn til det
individuelle, til Frembringelsens vidunderlige
Mangfoldighed, til det, som trodser al Teori og al
Forklaring, fordi det til syvende og sidst er
uforklarligt. Hans deterministiske System
kommer til kort over for Naturens eventyrlige
Vidunderlighed, over for Livets overdaadig rige
Spil; han behandler Realiteterne, som var det
en Samling Mineraler, der skulde bestemmes,
ikke en Række Fænomener, hvis inderste
Sammensætning ikke lader sig kemisk opløse. Men
lykkedes det end ikke T. teoretisk at fastslaa,
at Kritikken er en anvendt Videnskab, har han
dog i Praksis godtgjort, at den er en Kunst.
En lysende Sandhedskærlighed og en høj
Skønhedstrang gennemtrænger hans Værk; hans
Higen efter at abstrahere og simplificere skjules
af hans Stils blændende og farverige Skønhed,
af Billedernes Pragt, af Fremstillingens Fylde
og Poesi; han har i Frankrig øvet en
enestaaende Indflydelse paa den yngre Samtid; ogsaa
uden for sit Land har han haft Tilhængere, i
Danmark en Elev som Georg Brandes. Foruden
de nævnte Bøger har han udgivet: Voyage en
Italie (1866), Notes sur Paris, ou vie et opinions
de M. Graindorge (1867, paa Dansk
»Pariserskildringer« 1876, et satirisk Tidsbillede fra
Udstillingsaaret), De l’intelligence (2 Bind, 1870, 7.
Oplag 1894, hans filosofiske Hovedværk), Du
suffrage universel et de la manière de voter
(1871), Notes sur l’Angleterre (1872,
»Rejseskitser fra England« ved H. G. Bønnelycke 1880).
1875 begyndte han Udgivelsen af et stort
historisk Værk Origines de la France
contemporaine, hvori han dyrker det
samvittighedsfuldeste Kildestudium og søger at efterspore
det moderne Frankrigs Dekadence som Følge
af Revolutionens Overhugning af alle faste
Baand. I første Bind skildrede han glimrende
L’ancien régime (1875, 10. Oplag 1895), i de
følgende tre behandlede han Revolutionen
(1878—84) med en reaktionær Mangel paa Sympati;
endelig skrev han to Bind Le régime moderne
(1890—94), indledet med en storstilet, men
ensidig Fremstilling af Napoleon som en genial
italiensk Kondottière-Ætling, der ved sin
fordærvelige Egoisme blev Ophavsmanden til de
Grundfejl, der uundgaaelig vilde faa den
franske Statsbygning til at styrte sammen; saa
bittert og fortvivlet saa T. paa Udviklingen. —
1878 blev han Medlem af Akademiet. Efter hans
Død udkom Derniers essais (1894); Philosophie
de l’art samledes 1895 i 2 Bind; Carnets de
voyage (1896); Vie et correspondance (1903—07,
4 Bind); hans ufuldendte Roman Étienne
Mayran udgaves 1910. (Litt.: G. Monod, Renan,
T., Michelet [1894]; Am. de Margerie, H. T.
[1894]; Barzellotti, Ippolito T. [Rom 1895];
Georg Brandes, »Den franske Æstetik i
vore Dage, en Afhandling om H. T.« [1870, nyt
Opl. 1903[; V. Guiraud, Essai sur T. [2. Opl.
1902]; P. Lacombe, La psychologie chez T.
[1906]; P. Nève, La philos. de T. [1908]).
S. Ms.
 |
| H. A. Taine. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
