Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tatere - Tatianus - Tatihou - Tatischtschev, Vasilij Nikolajevitsch - Tatius, - Tatkelev, Vogiany - Tatoi - Tatovering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forvises inden 3. Maaneder. Ordet T. (af
nedertysk tater ell. tarter) viser, at man her
opfattede disse omvankende Folk som Tatarer d.
e. Mongoler, medens det eng. Gypsy (ell. gipsy)
betegner dem som Ægyptere, og det fr.
Bohémien viser, at man i Frankrig troede, at
de havde hjemme i Böhmen. Deres opr. Hjem
var Indien (se Zigeunere). I Danmark og
Norge bruges Ordet T. undertiden om de
hjemlige Natmandsfolk og Fanter.
V. D.
Tatianus, kristen Forfatter fra 2. Aarh. Han
skal være født i Assyrien, men opholdt sig
længe i Rom, hvor han havde Justin til Lærer.
Han hørte opr. til Fælleskirken, men efter
Justin’s Død blev han Kætter, rimeligvis Enkratit,
og drog tilbage til Østen, hvor han virkede
som Lærer i Mesopotamien, Antiocheia o. a.
St. Han havde en ejendommelig Logoslære, og
han betonede Enheden hos Gud paa
Bekostning af Treheden. Ægteskab og Nydelse af Kød
og Vin forkastede han. T. blev stærkt
angreben fra Kirkens Side. Men hans Liv kendes
i øvrigt ikke nærmere. Han skrev en
interessant Apologi for Kristendommen, »Tale til
Grækerne«, der skarpt angriber den gr. Kultur og
påaviser Kristendommens Ophøjethed (overs.
af Bugge i »Vidnesbyrd af Kirkefædrene« [1886]).
Hans Hovedbetydning beror imidlertid paa, at
han er den første, der har forsøgt at danne
en Evangelieharmoni, og til dette Værk, det
berømte Diatessaron, har han benyttet vore fire
Evangelier, som altsaa alle maa have været
kendte paa hans Tid.
A. Th. J.
Tatihou [tati’u], en lille Ø i Kanalen mellem
England og Frankrig, ved den fr. Kyst,
hørende til Dept. Manche og beliggende ved Østsiden
af Halvøen Cotentin. Øen er befæstet og
beskytter Havnen ved St. Vaast. Desuden findes
der Forter paa to nærliggende Smaaøer St.
Marcouf og La Hougue.
(M. Kr.). E. St.
Tatischtschev [ta’ti∫t∫æf], Vasilij
Nikolajevitsch, russ. Historiker, (1686—1750),
uddannedes til Officer, deltog i flere af Peter den
Stores Krige og arbejdede ivrigt baade hjemme
og paa Rejser i Udlandet paa at udvide sine
Kundskaber særlig i Historie, Filosofi og
Nationaløkonomi. T. var en dygtig Administrator;
det viste han baade som Leder af
Bjergværkerne i Ural, der dengang var i deres Vorden, og
derefter som Guvernør i Astrachan. Han
udrettede i disse Stillinger et stort Arbejde trods
alle Hindringer, der blev lagt ham i Vejen af
de uciviliserede Folkeslag, han kom i Berøring
med (Baschkirer og Kalmukker), og af
personlige Fjender, der søgte at angribe hans
Embedsførelse og mistænkeliggøre ham hos
Regeringen. — Gennem mange Aar indsamlede T.
Materiale til Ruslands Historie, og skønt han
ikke naaede at udarbejde en sammenhængende
Fremstilling paa Grundlag af sine Samlinger,
staar han dog som Banebryder i russ.
Historieskrivning. Ikke blot har han indlagt sig
Fortjeneste ved at opbevare hist. Kildeskrifter, der
uden ham vilde være tabt, men han har ogsaa
vist en Sans for Kritikens Betydning i
Historieskrivningen, som før ham var ukendt i Rusland.
Hans Plan var at give en alsidig Fremstilling
af det russ. Folks Liv, dets Sæder og Skikke,
Religion og Retsforhold. Arbejdet standser ved
Aar 1613. Ved at gaa nærmere til sin egen
Tid frygtede T. for enten at maatte gøre Brud
paa den Sandhedskærlighed, som han ansaa
for en Historikers første Pligt, ell. at komme i
Konflikt med mægtige Personer. T.’s
Materialer blev 1739 overgivet til Videnskabernes
Akademi, men deres Værd blev først sent
forstaaet. Bd 1-2 blev udg. 1768-73, Bd 3 kom
1784, og først 1848 udgaves af Pogodin Bd 4. —
T. har desuden skrevet Afh. af moraliserende
og økonomisk Indhold og efterlod en Samling
Formaninger til sin Søn, »Duchovnaja« (trykt
1773). — (T.’s Biografi er skrevet af N. Popov,
»T. i ego vremja« [Moskva 1861]).
H. C-e.
Tatius, Titus, var efter Romernes
Fortælling en sabinsk Konge i Cures, som angreb
Rom for at hævne Sabinerindernes Rov og efter
at have erobret Byen regerede sammen med
Romulus i fem Aar.
H. H. R.
Tatkelev, Vogiany, russisk Maler, f. c.
1813 i Borissov (Rusland), d. vistnok c. 1880.
Om hans Liv vides ikke meget; han er Søn af
en Livegen, levede et ret omflakkende Liv, i
lange Tider som Soldat, og deltog saaledes i
Krim-Krigen. T.’s Navn er væsentlig knyttet til
Moskva-Udstillingen 1873, hvor den ukendte
Malers Billeder fra Krim-Krigen gjorde
overordentlig Lykke. De rostes for deres gribende
Natursandhed og straalende Kolorit og købtes
til høje Priser til det kejserlige Vinterpalads’
Galleri i Petrograd og til Adelsfamilier i Moskva
og Omegn.
A. Hk.
Tatoi [-’tåj], se Dekeleia.
Tatovering (af polynesisk: tatau) betegner
den Skik at frembringe kunstige Mønstre paa
den menneskelige Hud ved Indsnit, Prikning
e. l., ofte i Forbindelse med Indførelse af et
særligt Farvestof som Sod ell. Tusch. Den
simpleste Form for T. er Artatoveringen, som især
er udbredt i Afrika og Australien, muligvis
fordi de andre Arter af T., hvis Synlighed
væsentligt beror paa Farven, vanskeligt vilde
kunne skelnes paa Huden af de derboende,
mørke Folkestammer. Artatoveringen
frembringes alene ved gentagne Indsnit, som holdes
kunstigt aabne, f. Eks. ved Indgnidning med
ætsende Stoffer, saaledes at Arrene efter endt
Helbredelse træder frem som Forhøjninger paa
Huden. Langt videre udbredt er imidlertid
Priktatoveringen, der udføres ved Hjælp af en
Torn, et tilspidset Ben ell. kamformet Redskab.
Sin højeste Fuldendelse har denne Form for
Udsmykning naaet paa Øerne i Stillehavet og
nærliggende Lande. De første Søfarende, der
besøgte Polynesien, blev i den Grad skuffede af
Beboernes kunstfærdigt udførte T., at de
opfattede den som et særligt let og fint forarbejdet
Tøj, hvori de indhyllede deres Legemer. Alm.
er T. desuden i Bagindien, især hos
Laos-Folkene, i store Dele af Amerika og i Japan,
hvor Skikken dog nu er forbudt. Foruden Sort
anvendtes her tillige Farver som Rødt
(Cinnober) og Blaat (Indigo). En tredje Art T. er
Sytatoveringen, ved hvilken Fremgangsmaaden er
den, at en med Sod sværtet Traad ved Hjælp
af en Naal trækkes under Huden, saaledes at
Farvestoffet efterlades. Denne Metode benyttes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
