- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
361

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thomas fra Aquino - Thomas fra Celano - Thomasius, Christian

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

V gjorde ham til Kirkens Lærer ved Siden af
Ambrosius, Hieronymus, Augustin og Gregor den
store, og Leo XIII priste ham i Encyklikaen af
4. August 1879 som Troens Bolværk og
udnævnte ham senere til Patron for alle
romersk-katolske Skoler. Følgelig er Studiet af T. i nyere
Tid genoptaget med Kraft. Hans samlede
Værker er udgivne flere Gange, bl. a. i Parma
1852—71. (Litt.: K. Werner, »Der h. T. von A.«,
I—III [Regensburg 1858-59]).
A. Th. J.

Thomas fra Celano [t∫e’lano], italiensk
Franciskaner, levede i første Halvdel af 13. Aarh. og
stod Frants fra Assisi nær. En Tid virkede han
i Tyskland, men hans Liv er i øvrigt ikke kendt
nøjere. Han har skildret Frants fra Assisi’s Liv
og skal desuden have skrevet religiøse Digte.
Den berømte Hymne Dies iræ, dies illa
tillægges saaledes ham, dog ikke med fuld Sikkerhed.
A. Th. J.

Thomasius (Thomas), Christian, tysk
Jurist og Oplysningsskribent, f. 1. Jan. 1655 i
Leipzig, d. 23. Septbr 1728 i Halle a. S. T., der
var Søn af den ansete Prof. i Filosofi Jacob
T.
(1622—84), Leibniz’ Lærer, blev efter
omfattende Studier, Historie, Fysik, Matematik,
Filosofi, og efter at have dyrket Jurisprudensen
under Rhetius og Stryk i Frankfurt a. M. Dr. jur.
1679. Hidtil var T. gaaet i de vante Spor, men
efter Læsningen af Pufendorf’s Apologia gik en
ny Verden op for ham: For Oplysning, for
Tankens Frihed vilde han virke, befri
Videnskaben for Aristoteles’ Eneherredømme, for
den golde Skolastik, for alle dogmatiske
Fordomme. Opsigt og Forargelse vakte T.’s
Dissertation De crimine bigamiæ (1685), hvorefter
der ikke ud fra den rene Naturret kunde
udledes noget Forbud mod Bigami, men endnu
større blev Forbitrelsen, da T. 1687 ved et
tysk Program indbød til Forelæsninger i det
tyske Sprog, i hvilke han med Gracian’s
»Grundregler« som Emne stillede fransk Esprit
over for tysk Pedanteri. Ved dette o. a.
Programmer, ved sin personlige Optræden, sine
Slag til de videnskabelige Gudebilleder,
Aristoteles f. Eks., tirrede T. sine Kolleger i Leipzig,
saaledes Professorerne Alberti og Carpzov, paa
det føleligste. I sine berømte
»Monatsgespräche«, de første i sin Art i Tyskland,
angreb han med bidende Vid Pedanteriet og
Tartufferiet. Bekendt er hans Sammenstød med
Christian V’s Hofpræst H. G. Masius, der i sin
Forbitrelse fik sin Regering til at skride ind
over for T.’s Landsherre, en Fremfærd, som
Pufendorf i sine Breve til T. med Rette
overøser med Spot. Efterhaanden blev Stillingen i
Leipzig uudholdelig for T.; det gik saa vidt, at
der endog blev udstedt Arrestordre mod ham,
1690 forlod han Byen, blev hædrende
modtagen i Berlin, fik Titel og Løn der samt
Tilladelse til at holde Forelæsninger i Halle. Af
disse Forelæsninger, som han paabegyndte
1690, er det jur. Fakultet i Halle opstaaet, 1692
kaldtes den berømte Samuel Stryk dertil. Om
T.’s imponerende Personlighed flokkedes snart
begejstrede Disciple, og han tog sig af dem
som en Fader. I et kernefuldt Sprog,
paavirket af Weise og Luther, rettede T. stadig mere
maalbevidst sine Angreb paa den rom. Ret.
Receptionen heraf havde nemmet den
nationale Ret. Mere end nogen anden har han
virket for at fremme den tyske nationale Ret i
Videnskab og Praksis. Den tyske Privatret bliver
et Fag af selvstændig Betydning. Et Hovedværk
er T.’s Fundamenta juris naturæ et gentium
(1705). Vigtig er her T.’s Sondring mellem
Retten (justum) og Moral og Anstand (honestum
et decorum
) som en Forløber for Kant’s
retsfilosofiske Opfattelse, men af endnu mere
indgribende Betydning er det, at T. for første Gang
rydder den jur.-teologiske Augias-Stald;
skarpere og radikalere end Grotius foretager T.
den afgørende Udskillelse af Teologien fra
Retslæren. Som Strafferetslærer følger T.
nærmest Pufendorf. Han forkaster
Gengældelsesteorien, men hans »almindelige
Forbedringsteori« er dog isprængt med teologiske
Bestanddele. Medens T. ikke ubetinget brød Staven
over Torturen, er det hans udødelige
Fortjeneste, for øvrigt under Stryk’s Indflydelse,
fuldstændig at nægte Muligheden af
Hekseriforbrydelsen (De crimine magiæ [1701]). Paa
Kirkerettens Omraade ivrede T. mod enhver Tvang
An hæresis sit crimen? (1697) —, hans
kirkeretlige og retsfilosofiske Anskuelser,
delvis nærede ved Studiet af Locke, førte til et
Brud med Pietisterne, hvem han før i visse
Punkter havde staaet nær. 1713 udkom et af
T.’s Hovedværker Notæ ad singulos
Institutionum et Pandectarum titulos
. Frederik Vilhelm
I søgte derefter at knytte T. og det jur.
Fakultet i Halle til sine legislative Planer, dog uden
synderligt Resultat. 1720—21 udgav T. sine
»Ernsthaffte, aber doch Muntere und
Vernünftige T.’sche Gedancken und Erinnerungen über
allerhand auserlesene Juristische Händel«,
fortsat med »Gemischte Händel« (I—III 1723—25)
og et Tillæg (1726). »Kleine deutsche Schriften«
udgaves 1894 af J. O. Opel. Baade Samtid og
Eftertid var fulde af Beundring for T. Frederik
den Store udtalte, at T. og Leibniz var de
største Stjerner paa den tyske Videnskabs
Himmel, men bortset fra, at T., som Julian Schmidt
med Rette bemærker, er skaaren af grovere
Træ end Leibniz, er en Sammenligning mellem
T. og Leibniz’ Geni ikke vel mulig. T.’s Aand
var hverken dyb ell. fin. En Personlighed som
Spinoza forstod han ikke. Han manglede baade
filosofisk Sans og det sande historiske Blik.
Men han var en tapper Stridsmand i Aandens
Verden. Han var den sunde Fornufts ivrige og
trofaste Tilbeder. Selv om han, som Landsberg
siger, ikke har været en Stifinder, har han dog
vist sin Tid Stierne. I det kgl. Bibliotek i Kbhvn
findes forsk. Breve til T. og enkelte
videnskabelige Optegnelser af T. selv. Holberg’s
»Introduction til Naturens- og Folke-Rettens
Kundskab« (1716) er »uddragen« bl. a. af T.’s Skrifter.
(Litt.: H. Luden, »C. T., nach seinen
Schicksalen und Schriften dargestellt« [Berlin 1805];
Dernburg, »T. und die Stiftung der
Universität Halle« [Halle 1865]; B. A. Wagner, »C.
T. Ein Beitrag zur Würdigung seiner
Verdienste um die deutsche Literatur« [Berlin 1872];
Alex. Nicoladoni, »C. T. Ein Beitrag zur
Geschichte der Aufklärung« [Dresden 1887];
Ernst Landsberg, »Zur Biographie von

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:07 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/23/0369.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free