Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rolle, og denne Robinson-Litteratur faar først
sin Afslutning ved »Die Insel Felsenburg«’s
sidste kunstneriske Fornyelse og Omarbejdelse
af Tieck og af Oehlenschläger.
Jævnsides med Romandigtningen gaar
imidlertid en broget og mangeartet Satiredigtning;
under Titlen »Gesch. Philander v. Sitteswalts«
udgav Kancellipræsidenten Moscherosch (død
1669) en Skildring navnlig af Datidens
Soldaterliv, hvori Tiden er malet med de rette Farver.
Omtrent jævnsides med Moscherosch er Johann
Lauremberg, hvis 4 plattyske Skæmtedigte
udmærker sig ved en folkelig Tone og sund
Livserfaring og Anskuelse. Foruden af
Lauremberg, hvis Virksomhed er knyttet til Danmark,
havde desuden Joachim Rachel og Balthasar
Schuppius Betydning som Satirikere. Den
førstnævnte er mere korrekt, men tillige mere lærd
end Lauremberg, hvilket navnlig er
fremtrædende i hans Satire »Der Poet«. Schuppius er
derimod ubestikkelig Modstander af alt
Pedanteri, saa ubestikkelig, at han baade i sine
Prædikener og i sine Satirer blev saa naturlig,
at han undertiden næsten blev plat i sin
Stræben efter folkelig Udtryksmaade. En tredie
Satiriker er Pateren Abraham a Santa Clara; han
erhvervede sig ikke blot Ry ved sine
anekdotespækkede Prædikener, men tillige ved sit
kernefulde Hovedværk »Judas der Erzschelm« i
4 Bind.
Denne Sammenblanding af gejstlig og verdslig
var ganske naturlig i dette Aarhundrede, som
optog Reformationens Efterdønninger blandet
med stærke rationaliserende Tendenser, og
rrvori alle litterært interesserede, tillige stærkt
religiøst optagne, ved Tale og Digtning bidrog
til at skabe talrige Afskygninger inden for det
religiøse Liv. Allerede Arndt og Jacob Böhme
var traadt op som Forkæmpere for større
religiøst Liv, og senere optraadte Spener i Berlin
og Zinzendorf o. fl. De virkede i den tørre,
nøgterne Protestantisme æggende og
ansporende paa det religiøse Omraade, og derfor blev
lidt efter lidt den religiøse Litteratur beriget
fra mange Sider. Men trods de mange Løfter
baade i verdslig og gejstlig Digtning, trods de
mange virkende Kræfter paa alle Omraader
løb Aarhundredet dog ud, uden at tysk Aand
satte Præg paa Verdenskulturen. Det skulde
først ske i det følgende Aarhundrede, hvor der
opstod en Litteratur saa frodig som under
Middelalderens Kulminationstid — men
mangfoldigere.
18. Aarhundrede.
Overgangstiden. Allerede i Slutningen
af 17. Aarhundrede sker som antydet Omslaget
i den litterære Smag; Spirerne til det ny
Aarhundredes Gennembrud lægges ved Pufendorf’s,
Leibniz’, Chr. Wolffs og Thomasius’ Optræden.
Thomasius virkede langt ind i 18. Aarhundrede
med sin Begejstring for Oplysning og sin
Kærlighed til det tyske Sprog, og selv om Leibniz
ikke fik saa lang Virketid i dette Aarhundrede,
var hans Paavirkning dog saa meget mere
intens, idet de allerfleste af de ledende Aander
endnu en Menneskealder efter hans Død stod
i stor Taknemmelighedsgæld til ham ikke blot
paa det litterære, men ogsaa paa det filosofiske
Omraade og ligeledes f. Eks. paa det
biblioteks-tekniske. Men ikke mindre Betydning for
Litteraturudviklingen fik det stigende Kendskab til
engelsk Aandsliv.
Det var altsaa i Slutningen af 17. og i
Begyndelsen af 18. Aarhundrede den saakaldte
Lohenstein’ske Smag, som var raadende; den
har Efterlignere foruden hos de saakaldte
Hofdigtere tillige i Postel, Hunold, Neumeister,
Amthor o. fl., og endog i Neukirch’s og Brockes’
første Digtning mærkes Efterligningen; men
Reaktionen meldte sig hos de to sidstnævnte og
udtaltes klart hos Christ. Weise og Friherre v.
Canitz. Men Æren for ved indgaaende Kritik
at have drevet det svulstige og forlorne paa
Flugt tilkommer de kritiske Talenter Johann
Jacob Bodmer (1698—1783) og Johann
Jacob Breitinger (1701—76), idet de i
denne Kamp trofast understøttede Leipzigeren
Johann Christoph Gottsched
(1700—66), hvis Anskuelse de ellers paa andre
Punkter bekæmpede. Gottsched var den
toneangivende i Leipzig, og gennem sit Tidsskrift
»Die vernunftigen Tadlerinnen« og sit Forsøg
paa Fremstilling af en kritisk Poetik meddelte
han sine Anskuelser om Formens
Regelmæssighed og Tankeindholdets Forstandighed til en
Skare af trofaste Tilhængere, bl. a. Schönaich,
Triller, Schwabe og senere tillige Caroline
Neuber, som ledede Leipzigs staaende
Skuespillertrup. Det af Gottsched og Schwabe udgivne
Ugeskrift »Belustigungen des Verstandes und
Witzes« blev Organ for denne Skole og den
Teaterreform, som var det vigtigste Nummer
paa Skolens Program, og hvor han virkelig
ogsaa naaede gode Resultater. Selv om det ikke
lykkedes ham at skabe en selvstændig tysk
Scene, lagde han dog en sikker Grund; men
hans Kortsynethed bevirkede, at Tiden snart
ilede forud, og baade Bodmer og Breitinger
maatte hurtig træde i Opposition mod ham, og
af den ivrige Kamp mellem Gottsched og de
to Schweizere opstaar Oplysningstidens
bærende Tanker.
Bodmer og Breitinger var begge kritiske
Naturer, og de begyndte allerede 1721—23
Udgivelsen af et Ugeskrift efter engelsk Mønster
»Diskurse der Maler«, fra hvilket tysk Kritik
kan regne sin Begyndelse. De slaar her til Lyd
for en tro Efterligning af Naturen og forlangte
Fantasi og Følelse i Stedet for tør
Forstandighed og regelret Form. Selv om Gottsched ikke
kunde istemme den sidste Fordring, bestod der
dog en vis Enighed i det væsentlige mellem
de tre Bekæmpere af den Lohenstein’ske Smag.
Men Uenigheden maatte give sig Udslag, og det
skete 1732, da Gottsched kritiserede Bodmer’s
Oversættelse af Milton’s »Paradise lost«, og
senere 1740, da Breitinger udgav sin kritiske
Poetik, hvori han træder op mod flere af
Gottsched’s Meninger, ligesom i de Afhandlinger
om »Lignelser«, om »Digternes poetiske
Malerier«, om »det vidunderliges Benyttelse i Poesien
og dets Forbindelse med det sandsynlige«, i
hvilke Gottsched saa ligefremme Angreb paa
sin Autoritet. Med stor Iver og med mange
Haande Midler førtes Striden, og det var kun
under megen Tøven, at man ogsaa uden for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
