- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
73

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

at bringe Nabofolkene ind under T.’s
Magtsfære; saaledes tvang han ved et Hærtog ind i
Polen dettes Fyrster til at hylde ham som
Lensherre og knyttede for bestandig Böhmen til
Riget ved at give den böhmiske Hertug
Kongetitel, mod at han gik ind paa at blive tysk
Rigsfyrste. Venderne i Holsten og Mecklenburg blev
underlagt Riget, idet Henrik Løve gjorde Ende
paa den slaviske Befolknings haardnakkede
Modstand mod de indvandrede Tyskere, der nu
hurtig gjorde de vendiske Søstæder til
betydelige Handelspladser og fremmede de gamle
Venderlandes Germanisering med stor Kraft.
Ogsaa Danmark blev bragt i Lensforhold til
Riget, idet Frederik I blandede sig i Striden
mellem Knud Magnussøn og Svend Erikssøn,
hvilken sidste han understøttede, mod at Svend
erkendte ham som sin Lensherre, hvad
Valdemar den Store ogsaa fandt sig foranlediget til
at gøre. I det burgundiske Rige hævdede han
eftertrykkelig Kronens Myndighed, og paa
samme Maade optraadte han i Italien, men
stødte her paa en ham jævnbyrdig Modstander,
Pave Alexander III, der frygtede for, at Kirken
skulde blive aldeles afhængig af Kejseren, hvis
hans Herredømme S. f. Alperne fik reel
Betydning. Derfor understøttede han de lombardiske
Stæder i deres Oprør mod Kejseren, der vilde
tvinge de rige og mægtige Kommuner til at
tage imod de af ham udnævnte Embedsmænd,
medens Stæderne krævede fuldt kommunalt
Selvstyre. Ved Pavens Hjælp rejste det
lombardiske Stadforbund sig atter og atter til Kamp,
skønt den ene efter den anden af Stæderne blev
lagt øde af Kejseren, og da denne for femte
Gang drog over Alperne for at rette et
Hovedslag mod Lombarderne, blev han med sin ved
Henrik Løve’s Frafald (Hertugen havde brudt
sin Lenspligt ved at nægte at yde Hærfølge)
svækkede Hær slaaet ved Legnano (1176) og
maatte det følgende Aar ydmygt gøre Afbigt for
Paven, der optraadte som Fredsmægler mellem
Stæderne og Frederik I, der ved Freden i
Konstanz (1183) blev anerkendt som Overherre af
de lombardiske Kommuner, der skulde betale
Skat, men beholdt Selvstyre. Tre Aar før
havde Kejseren taget Hævn over Henrik Løve, der
maatte bede om Naade og kun fik Lov at
beholde sine Allodier (Braunschweig-Lüneburg),
medens han mistede Bayern, der blev givet til
et Medlem af Huset Wittelsbach, og Sachsen,
der for Fremtiden kun kom til at bestaa af
Elb-Landene, medens Westfalen blev givet til
Ærkestiftet Köln, og der tildeltes de gejstlige Len
og de største Stæder i Mellemsachsen
Rigsumiddelbarhed. Henrik Løve’s Fald styrkede i høj
Grad Kronens Anseelse, saa at Frederik’s
Nederlag i Italien og hans Uheld over for
Danmark, der under Knud VI løsrev sig fra
Lensforholdet til T., ikke svækkede hans Stilling i
selve Riget, hvad der viste sig under den
glimrende Rigsdag i Mainz (1184), hvor han
hyldedes med Ærefrygt og Begejstring af Fyrster og
Folk. Han søgte at skabe et nyt Grundlag for
sin italienske Politik ved at lade sin Søn
Henrik, der var valgt til hans Efterfølger, ægte
Arvingen til Neapels Krone (1186). Men da
Efterretningen om Jerusalems Fald (1187) naaede
Europa, ansaa den gamle Kejser det for sin
Pligt som Kristenhedens Overhoved at stille sig
i Spidsen for et Korstog, for at rive den hellige
Stad ud af Muhammedanernes Hænder; hans
Død i Lilleasien (1190) beseglede ogsaa dette
Korstogs Skæbne. Henrik VI optog, saa snart
han havde faaet fast Fod i Neapel, sin Faders
storpolitiske Planer, og for at skaffe sig og sin
Slægt en sikker Magtstilling i T. foreslog han
de tyske Fyrster at gøre den tyske Krone
arvelig i hans Familie, mod at han til Gengæld
erklærede deres Len for arvelige ogsaa paa
Spindesiden. Men Fyrsterne vægrede sig ved at gaa
ind paa hans Plan, hvis Virkeliggørelse hans
pludselige Død (1197) hindrede ham i at
arbejde videre paa.

Da hans Søn ved Faderens Død kun var tre
Aar gammel, fik det welfiske Parti atter Mod
og valgte, ved Gejstlighedens Understøttelse,
Henrik Løve’s Søn, Otto af
Braunschweig-Lüneburg til Henrik VI’s Efterfølger, men Otto IV
fik straks en Modkonge i Filip af
Schwaben
, Henrik VI’s Broder, der blev valgt af
Hohenstaufernes Tilhængere. Filip fik dog
efterhaanden Overtaget over Otto, men da han
1208 var bleven myrdet af Otto af Wittelsbach,
vandt Otto Anerkendelse i det meste af Riget
og blev kronet til Kejser af Pave Innocens III,
som fik ham til at love, at Kronen vilde
overlade Kirken de saakaldte Mathilde’ske Godser
(se Mathilde, Markgrevinde). Da Otto
imidlertid ikke holdt Ord, sendte Paven den
attenaarige Frederik af Neapel, Henrik VI’s Søn, til
T., hvor han ved Kirkens mægtige Hjælp fik de
fleste Fyrster paa sin Side, saa at han 1215
kunde blive kronet i Aachen, medens den
bandlyste Otto trak sig tilbage til sine Arvelande,
hvor han snart døde (1218). For at faa Fred
med den danske Konge Valdemar Sejr afstod
Frederik II alt Land N. f. Elben til den
danske Krone og var nu ubestridt Herre i hele
T., men mere Italiener end Tysker følte han sig
fremmed i sit tyske Rige, og han vendte
derfor, efter at han havde faaet sin ældste Søn
Henrik valgt til Tronfølger, allerede 1220
tilbage til Italien, hvor han med udmærket
Dygtighed og med glimrende Held arbejdede paa
at udvikle Styrelsen i sit Arverige Neapel.
Imidlertid gik hans største Ærgerrighed ud paa
at virkeliggøre de samme Tanker om
Kejserdømmets Storhed, som hans Fader og
Bedstefader havde kæmpet for. Bandlyst af Pave
Gregor IX, fordi han havde udsat at opfylde sit
Løfte om at foretage et Korstog, lykkedes det
ham dog, efter at han var vendt tilbage fra
Jerusalem, hvor han selv havde maattet
paasætte sig Kongekronen (1229), og efter at han
havde fordrevet de pavelige Tropper fra
Neapel, ved en personlig Sammenkomst med Paven
at formaa denne til at hæve Bandlysningen,
saa at han nu kunde tage fat paa at befæste
sit Herredømme i Italien, der skulde være
Tyngdepunktet i det af ham planlagte
Universalmonarki, men han kom herved ligesom
Farfaderen i Strid med det lombardiske Forbund,
som han derfor var i Færd med at angribe, da
han 1235 blev nødt til at drage til T., hvor hans
ældste Søn, Henrik, den udvalgte Konge, havde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0083.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free