- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
78

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

religiøse Frihedstrang var smeltet sammen med
en Stræben efter social Frigørelse hos den
lavest stillede Befolkning, der allerførst krævede
borgerlig Ligeberettigelse, men paa sine Steder
endogsaa hengav sig til kommunistiske
Sværmerier, der til sidst bragte Død og Ødelæggelse
over Tusinder af forblindede Almuesfolk (se
Thomas Münzer og Gendøbere).

At det var de religiøse Stridigheder, der
kunde bh’ve faretruende for hans politiske Planer,
blev Karl V hurtig klar over, og straks efter
sin Tronbestigelse skred han da ind mod den
lutherske Reformation, hvis Rækkevidde han
ikke havde Begreb om; først senere indsaa han,
at der nødvendigvis maatte gøres
Protestanterne Indrømmelser, forudsat, at den kirkelige
Enhed kunde bevares, men hans Forsøg i
denne Retning strandede paa Modstand baade fra
Protestanternes og Katolikkernes Side. At han
ganske stod paa den gamle Kirkes Grund, viste
han ved paa Rigsdagen i Worms (1521) at
erklære Luther i Rigets Acht, men Lutheranerne
led dog ikke nogen Overlast de følgende Aar,
idet Kejseren var fuldt optaget af Krigene mod
Frants I (om de fire Krige mellem Frants og
Karl, der endte med det Resultat, at Kejseren
beholdt Milano, Frankrig Burgund, se
Frankrig), og de evangeliske Stænder kunde paa
Rigsdagen i Speier (1526) hævde deres Ret til
at tillade fri Udbredelse af den nye Lære. Men
da den katolske Majoritet paa den anden
Rigsdag i Speier (1529) vedtog, at Lutheranerne
indtil videre skulde afholde sig fra al
Virksomhed i denne Retning, sammenkaldte Karl V, der
efter Freden i Cambrai (1529) med Frankrig
havde frie Hænder, en Rigsdag i Augsburg
(1530), hvor han befalede Lutheranerne eller,
som de nu efter deres mod
Rigsdagsbeslutningen i Speier det foregaaende Aar indgivne
Protest kaldtes, Protestanterne at vende tilbage til
den gamle Kirke, og da de erklærede, at deres
Samvittighed forbød dem dette, forlangte han
en Trosbekendelse fremlagt; men den af
Melanchton 25. Juli afgivne augsburgske
Konfession blev forkastet af Kejseren, som heller ikke
vilde modtage den af Melanchton forfattede
Apologi, og Rigsdagen endte med en fornyet
Befaling til Protestanterne om at opgive deres
Lære og Kultus, idet der tilføjedes, at hvis dette
ikke var sket inden 15. April 1531, vilde der
blive anvendt Magt mod dem. Følgen heraf var,
at de protestantiske Stænder sluttede sig
sammen i Forbundet i Schmalkalden (1531) for med
Vaaben i Haand at forsvare deres Tro. Men
saa vidt lod Karl V det ikke komme, idet
politiske Hensyn (Forholdet til Frankrig og
Ønsket om at faa sin Broder Ferdinand valgt til
romersk Konge ɔ: Tronfølger og Stedfortræder
for Kejseren) samt egen Følelse til en vis
Grad for det berettigede i kirkelige Reformkrav
bragte ham til at skifte Standpunkt i de
religiøse Spørgsmaal, saa at han viste sig
imødekcmmende mod Protestanterne, der ved
Religionsfreden i Nürnberg (1532) fik fuldkommen
fri Religionsøvelse, indtil et almindeligt tysk
Koncilium havde truffet endelig Bestemmelse
om Ordningen af Kirkeforholdene i T. I de
følgende 12 Aar kunde den evangeliske Lære nu
udbrede sig i Nord- og delvis ogsaa i Syd-T.,
men efter at Karl V ved Freden i Crespy (1544)
havde endt den fjerde Krig med Frankrig, fik
han Paven til at gaa ind paa at aabne et
almindeligt Kirkemøde i Trento (Trident) i det
sydlige Tirol, altsaa paa Rigets Grund, hvorpaa
han befalede de evangeliske Stænder at sende
Repræsentanter derhen, men disse nægtede at
adlyde, da der var lovet dem et nationalt
Koncilium, medens de i Trident vilde have en født
Majoritet med sig. Som Svar herpaa trak
Kejseren nu Tropper sammen, hvorfor ogsaa det
schmalkaldiske Forbunds Hær rykkede i
Marken; men medens denne under Anførsel af
Kurfyrst Johan Frederik af Sachsen tog
Opstilling ved Donau, faldt Hertug Moritz af
Sachsen (s. d.), der havde forladt sine Trosfæller
og var gaaet over til Kejseren, pludselig ind i
Kursachsen, hvad der tvang Johan Frederik
til skyndsomst at bryde op mod Nord, saa at
Karl V nu fik frie Hænder til at drage
Forstærkninger til sig, hvorpaa han ved Mühlberg
(24. April 1547) tilføjede Johan Frederik et
afgjort Nederlag og tog ham selv til Fange.
Hermed var det schmalkaldiske Forbund opløst, og
Karl var Herre i T., saa at han 1548 kunde
udstede det saakaldte Augsburger-Interim, en
af Kejseren paa egen Haand truffet midlertidig
Ordning af Kirkeforholdene i T.; her
indrømmedes der Protestanterne Præsteægteskab og
Nadveren under begge Skikkelser, ligesom nogle
Punkter af deres Troslære billigedes, medens
i øvrigt den gamle Kirkes Kultus, Lære og
Styrelsesformer skulde gælde overalt. De
katolske Stænder forkastede Karl’s Interim, hvad
de protestantiske paa faa Undtagelser nær ikke
vovede; men Befolkningen mødte det med en
uovervindelig passiv Modstand, og ingensteds
blev det gennemført med Magt. Det varede
heller ikke længe, inden Protestanternes Uvillie
mod Karl fandt Genklang hos flere katolske
Stænder; thi i Følelsen af sin Magt traf han nu
Foranstaltninger, der tydelig lod skimte, at
hans Maal var Enevælden, og da han endelig
paa Rigsdagen 1551 ved at faa sin Broder
Ferdinand til at opgive sin Ret til Kejserkronen
og ved at forlange sin Søn Filip valgt til sin
Efterfølger afdækkede sin Plan om ved en nøje
Forbindelse mellem det tysk-romerske Rige og
det spanske Monarki at lægge Grund til et
habsburgsk Universalrige, blev Skrækken herfor saa
stor hos Fyrsterne, der indsaa, at T.’s Frihed
ved Gennemførelsen af en saadan Plan vilde
gaa tabt, at det lykkedes Moritz af Sachsen
trods sit tidligere Forræderi at samle sine
modløse Trosfæller om sig, da han, efter hemmelig
at have sluttet Forbund med Frankrig, i
Foraaret 1551 rejste Oprørsfanen mod den intet
anende Kejser, der hovedkulds maatte flygte
fra Innsbruck, syg og hjælpeløs som han var.
Der var intet andet for ham at gøre end at
lade sin Broder Ferdinand underhandle med
Moritz, hvilket 29. Juli 1552 førte til Forliget
i Passau (s. d.), der 25. Septbr 1555
stadfæstedes ved en endelig Fred i Augsburg, hvorved
de protestantiske Stænder, men ikke de
Reformerte (for at undgaa Sektdannelser hed det
sig), fik fri Religionsøvelse og lige Ret med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0088.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free