Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vandkultur - Vandkunst - Vandkur - Vandkuranstalter - Vandkærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Luft gennem den for at tilføre Ilt, og
Kulturglassene maa staa paa et Sted, hvor der er
passende Lysstyrke. Hvis Forsøget gaar
normalt, vil Planterne kunne gennemløbe deres
fulde Udvikling og eventuelt sætte modne Frø.
Hvis man udelader et enkelt af
Næringsstofferne, vil man kunne studere, hvilken Indflydelse
dette har paa Planternes Udvikling.
B. J.
Vandkunst var tidligere Benævnelsen for
ethvert Vandpumpeværk, navnlig naar det ikke
blev drevet ved Haandkraft. Nu benyttes Ordet
sjældnere og betegner ethvert Apparat, der
anvendes for gennem Ledninger at forsyne
kunstige Vandfald, Springvand eller Figurer i
Haver eller paa Pladser med Vand.
(F. W.). J. M-P.
Vandkur, d. s. s. Brøndkur.
Vandkuranstalter, Kursteder og
Badeanstalter, væsentlig baserede paa
Koldtvandsbehandling efter Priesnitz’ Metode (se Bad, S. 489).
saadanne Anstalter oprettedes i stor Mængde
i de forskellige Lande i Europa i Midten og
Slutningen af forrige Aarhundrede.
Efterhaanden er de fleste dog gaaet over til ogsaa at
benytte andre Metoder. Dette er saaledes
Tilfældet med Silkeborg Vandkuranstalt (nu
»Silkeborg Bad«), som oprettedes 1883.
E. F.
Vandkærer (Palpicórnia, Hydrophilidæ),
Billefamilie, fortrinsvis levende i Vand.
Fødderne er 5-leddede; Antennerne af meget
ejendommelig Bygning, altid korte, ikke traaddannede
og delte i tre Dele: en toleddet lang Basaldel,
et mellemste Parti, dannet af to eller flere
smaa Led, og en ydre, bredere, kølleformet Del,
hvis Led ofte er meget uregelmæssig byggede
og beklædte med Fløjlshaar. Kæbepalperne er
meget lange.
V. er plumpe, tungt bevægelige Dyr, i mange
Henseender Vandkalvenes Modsætning. De er
som udviklede Dyr fortrinsvis Planteædere og
konsumerer store Mængder af Andemad,
Kransalger og andre Vandplanter. Benene er kun i
ringe Grad Svømmeben, det bageste Benpar,
der fortrinsvis bruges som Svømmeorgan,
bevæges skiftevis; V. betegnes ofte som Vandtrædere
i Modsætning til Vandkalvene, der er
udmærkede Svømmere. 1. Benpar har hos Hannen
udvidede Tarser. Alle Benene ender med to Kløer.
V. maa ligesom Vandkalvene til Overfladen for
at hente Luft, men bærer sig hermed ad paa
ganske anden Vis. Hos V. er de forreste
Spirakler de største; naar V. skal hente Luft,
nærmer de ikke Bagenden, men Forenden til
Overfladen, Luftfornyelsen sker mellem Hoved og
Forbrystet. De store Luftreservoirer ligger
saavel mellem Vingedække og Bagkrop som ogsaa
paa næsten hele Legemets Underside, der er
dækket af en fløjlsagtig Haarbeklædning, hvori
Luften holdes tilbage.
I Virkeligheden er den allerstørste Del af V.’s
Legeme under Svømningen omgiven af en
Luftbeholder, ind i hvilken Spiraklerne munder, og
fra hvilken Luftfornyelsen i Legemets Indre
foregaar. I det Øjeblik, Dyret kommer til
Overfladen for at aande, ser man paa den ene Side
af Dyret mellem Hoved og Forbryst en
tragtformet Fordybning opstaa. Tragtens Sider er
begrænsede udadtil af Antennen, indadtil og til
Siderne af Dyrets øvrige Legeme. Gennem
denne Tragt pumpes Luften ind om Dyret og
fastholdes af Haarlaget.
V. lægger deres Æg i Kokoner, som snart
klæbes fast til Blade, snart ligger frit paa
Vandspejlet. Kokondannelsen er bedst studeret hos
de store Arter af Slægten Hydrophilus, hos
hvilke Kokonerne er meget store. De dannes,
af et Silkespind, som afgives fra Kirtelen i
Bagenden; de er luftfyldte; i den øverste Del
ligger Æggene kittede tæt og regelmæssig til
hverandre, i den nedre Del er et Rugekammer,
hvori Larverne opholder sig nogen Tid efter
Klækningen. Hyppig er Kokonen forsynet med
en Mast, dannet af en særlig Slags Silke; den
er lukket i sin øverste Ende og er vistnok kun
et Afbalanceringsapparat, der bevirker, at
Kokonen altid kommer til at vende en bestemt
Side opad. I Kokonens Dannelse indgaar altid
Dele af Bladet, som Hunnen har brugt til Støtte
under Dannelsen. Naar den er færdig, fylder
Hunnen Kokonen med Luft, hvorpaa
Æglægningen begynder. Kokonens Dannelse tager
hos de større Arter c. 4 Timer. Nogle Slægter
bærer en Tid lang Æggekapslerne fæstede til
Bagkroppen, hvorpaa de aflægges.
Larverne er i Modsætning til de fuldt
udviklede Dyr glubende Rovdyr med meget stærkt
udviklede Kindbakker; disse er ikke, saaledes
som hos Vandkalvene, hule; Snegle og
Muslinger danner en ikke uvæsentlig Del af Føden.
Meget ofte og i alt Fald hos visse Arter ser
man Larverne, medens Byttet fortæres, hæve
dette op over Vandspejlet og indtage en
bueformet Stilling med Bagenden nær
Vandskorpen og Hovedet med Byttet paa sin Spids samt
de første Brystringe over Vandspejlet. Dyrene
indtager denne Stilling, for at Offerets
Vædsker, naar de skal passere over i Munden, ikke
skal løbe ud i Vandet. Kun de bageste Spirakler
fungerer; disse ligger ofte inde i et
særligt Aandingskammer. Adskillige Former har
Trachégæller. Bagkroppen ender med et Par
Halenokker. I det hele afviger Larverne hos de
forskellige Slægter og Arter meget fra
hverandre i Udseende. V. siges aldrig at overvintre
i Vandet, hvad der for de større Formers
Vedkommende vistnok er rigtigt. De kryber om
Efteraaret paa Land, graver sig et faa Tommer
dybt Rør, der ender i en Hule, hvori
Forpupningen foregaar. Puppen har paa sin Ryg, i
alt Fald hos nogle Arter, 3 Sæt Kroge, paa
 |
| Stor Vandkær (Hydrophilus piceus), Han, Hun med Æggesæk og Larve. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
