- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
604

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - vatikanske Koncil - Vatinius, Publius - Watling's Island - Watling Street - Vatnajökull

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Dogmet om Ufejlbarheden, fordi de fandt det
ubelejligt. Kun faa bestred Dogmet i og for sig.
Alligevel var der ved den foreløbige
Afstemning 13. Juli 1870 i alt 88 imod Dogmet,
medens 451 stemte for det, og 62 stemte Ja med
Forbehold. Den endelig Afstemning fandt Sted
18. Juli. Oppositionen udeblev da fra Mødet,
og kun to Biskopper havde Mod til at stemme
Nej, medens i alt 533 stemte Ja.

Dermed havde Romerkirken i Virkeligheden
draget Konsekvenserne af tidligere Tiders
Tankegange, navnlig af Tridentinerkoncilets
Bestemmelser. Dogmet om den pavelige
Ufejlbarhed (Infallibilitet) blev med klog Begrænsning
formuleret saaledes, at hans Udtalelser og
Afgørelser i og for sig og uden at kræve Kirkens
Tilslutning er ufejlbare, naar han taler ex
cathedra
og om Tro og Lære. Overalt i den
kristne Verden vakte det nye Dogme imidlertid stor
Opmærksomhed, og Protesten imod det var ikke
ringe. Inden for den romersk-katolske Kirke
selv opponerede navnlig
Gammelkatolikkerne, som samlede sig om
Oppositionspartiet fra Koncilet, men i Aarenes Løb tabte
Modstanden mod Dogmet sig mere og mere inden
for den romersk-katolske Kirke, og flere og
flere af Oppositionens Førere bøjede sig. Det
har vist sig, at det v. K. har bidraget mægtigt til
at styrke og samle de romersk-katolske
Kristne, men paa den anden Side ogsaa, at det har
bidraget til at gøre Kløften mellem
Romerkirken og de andre Kirkeafdelinger større. (Litt.:
Fr. Nielsen, »Pavedømmet i det 19.
Hundredaar« [1895—98]).
A. Th. J.

Vatinius, Publius, romersk Politiker, var
Folketribun 59 f. Kr., da Cæsar var Konsul,
og understøttede ham ivrig, især ved at
foreslaa Love til Fremme for Cæsar’s Politik. Aaret
efter var han Legat i Gallien, 55 blev han
Prætor, og senere deltog han endnu i
Borgerkrigen paa Cæsar’s Side. Imod ham holdt
Cicero 56 en endnu opbevaret voldsom Tale
(interrogatio in V.), foranlediget ved, at V.
optraadte som Vidne i Sagen mod Sestius, hvem
Cicero forsvarede.
H. H. R.

Watling’s Island [’wåt£iŋz-’a^i£ənd],
britisk-vestindisk Bahama-Ø, 556 km2 med (1921) 686
Indbyggere. Becher, Peschel og Major holdt W.
for den af Columbus 12. Oktbr 1492 opdagede
Ø Guanahani, som han kaldte San
Salvador
, medens Fox 1880 paaviste, at Samana
eller Atwood Cay snarere maatte anses som
nævnte Ø.
M. V.

Watling Street [’wåt£iŋ-’stri.t], en af de
store Romerveje i England, der gik fra
London mod NV. over St. Albans (latinsk
Veralanium) til High Cross (latinsk Venovæ), hvor
en Gren bøjede mod N. til Leicester og
Lincoln, medens W. S. fortsatte mod NV. og
V. til Wroxeter (latinsk Viroconium) SØ. f,
Shrewsbury. Vejen gik paa Steder, hvor
Naturen frembød det færreste Antal Hindringer
i Form af Flodovergange, d. v. s. langs
Vandskellet mellem Thems- og The Wash-Bassinet,
eller omtrent den samme Linie, som Grand
Junction Canal følger. W. S. benyttedes senere
af Angelsachserne, og flere Strækninger bruges
som Vej den Dag i Dag. Dele af den dannede
Grænse mellem Angelsachsernes Rige og det
danske Rige Danelagen, ligesom den endnu
danner Grænsen mellem Warwick- og
Leicestershire. Hed først Wæclinga eller
Wætlingæ stræt, men Navnets Oprindelse er
iøvrigt ukendt. Fra Elisabeth’s Tid benyttes
Navnet W. S. af Historikere, Skribenter og
Kartografer ogsaa om andre Romerveje, dog
uden nogen som helst Hjemmel. Dette gælder
saaledes den romerske North -road fra York
gennem Corbridge over Cheviot til Newstead
ved Melrose og derfra til Pius Muren, samt
Vejen fra Dover over Canterbury og Rochester
til London. I London hedder den første Del
af W. S. endnu Watling Street.
M. H-n.

Vatnajökull [’vat.na’jö.kødl] (eller
Klofajökull), Islands største Sne- og
Gletschermark med et Areal af c. 8500 km2 (efter de
nyeste Opmaalinger maaske noget mindre); den
største Snemark paa Europas Fastland,
Jostedalsbræen, har kun et Areal af 900 km2. V.
har en stor Lighed med Polarlandenes
Isdækker, tilhyller alle underliggende Bjerge og
Dale og er i det Indre en bølgeformet,
1400—2000 m høj Snemark, hvorfra kun meget faa
Toppe stikker op. V. dækker den højeste,
sydøstlige Del af Islands Højland, hvor Nedbøren
er størst, og er rimeligvis en Levning af
Istidens Indlandsis. Englænderen W. L. Watts
vandrede i Aaret 1875 tværs over V., og dens
Sydrand blev opmaalt af den danske
Generalstab i Aarene 1903—04, men Snemarkens Indre
er dog endnu lidet kendt; her findes bl. a.
flere virksomme Vulkaner, hvis Beliggenhed
endnu næsten er ukendt; den største af disse
ligger i Nærheden af de saakaldte Grimsvötn
(s. d.), men i 19. Aarhundrede er Udbrud
ogsaa blevne iagttagne flere andre Steder i denne
store Snemark. V.’s Firn og Snegrænse ligger
i forskellig Højde, mod Nord 1300 m o. H.,
mod Syd 900 m, mod Vest 1000 m, mod Øst
950 m. — V. udsender en Mængde
Gletschere til alle Sider, for Tiden kendes 41,
hvoraf flere har vældige Dimensioner,
Gletscherne Brúarjökull mod NØ. har et Areal af
500 km2, Skaptárjökull (s. d.) mod Vest 500 km2,
Dyngjujökull paa Nordsiden 400 km2,
Skeidarárjökull (s. d.) og Breidamerkurjökull (s. d.)
paa Sydsiden 2—300 km2. Midt fra V.’s
sydlige Rand hæver Vulkanen Øræfajökull,
Islands højeste Bjerg (2119 m), sig som et uhyre
Forbjerg, og ned fra den strækker sig 8
særskilte Gletschere. Paa V.’s Sydside strækker
Gletscherne sig næsten ned til Havet.
Breidamerkurjökulls nederste Ende havde 1894 kun en
Højde af 9 m o. H.; paa Nordsiden, hvor V.
grænser til den store Lavaørken Odádahraun
(s. d.). ligger den nederste Gletscherende 600
m o. H. Fra V. har en Mængde vandrige
Jøkelelve deres Udspring, og den er omgivet af
udstrakte Sandstrækninger, frembragte af
Gletscherelvenes Oversvømmelser. (Litt.: W. L.
Watts
, Across the Vatna Jökull [London
1876]; Th. Thoroddsen, »Islands Jøkler i
Fortid og Nutid« [»Geografisk Tidsskrift«,
1892]; samme, »Island, Grundriss der
Geographie und Geologie«, II [Gotha 1906];
samme, »Die Geschichte d. isländischen Vulkane«
[Kbhvn 1925]).
(Th. Th.). B. Th. M.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Oct 11 14:24:46 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0616.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free