Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Venus (Planet)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ser V. i en vis Stilling mod Solen paa en vis
Tid af Aaret, saa vil den efter 3 Aars Forløb
komme i samme Stilling omtrent 2 1/2 Maaned
senere paa Aaret, og efter 8 Aars Forløb vil
den atter komme i den samme Stilling paa den
samme Aarstid. Da V. bevæger sig mellem
Solen og Jorden, vil den altid vise sig i Nærheden
af Solen, altsaa enten ses paa Vesthimlen efter
Solnedgang eller paa Østhimlen før Solopgang.
Finder det første Sted om Foraaret, det sidste
om Efteraaret, har V. sin gunstigste Stilling,
og den kan da lyse saa stærkt, at den kaster
Skygge, ligesom den da uden Vanskelighed kan
ses ved højlys Dag. I Oldtiden antog man, at
Aftenstjernen og Morgenstjernen var to
forskellige Stjerner, og gav dem hver sit Navn,
nemlig respektive Hesperus og Phosphorus. Dette
glimrende Udseende af V. skyldes den
Omstændighed, at den kan komme Jorden nærmere end
nogen anden Planet, paa samme Tid som den
er ganske nær Solen. Naar den er Jorden
nærmest, er Afstanden fra Jorden kun 0,277 eller
41 Mill. km, og dens tilsyneladende Diameter
er da 61°; i den største Afstand fra Jorden =
1,723 eller 258 Mill. km er Diameteren kun 10″.
Mellem disse to Yderstillinger gennemløber
Planeten alle Faser, hvilket først blev bemærket af
Galilei 1610. Efter Ptolemaios’ Verdenssystem
kunde V. aldrig vise os mere end sin halve
belyste Flade, da den efter hans System altid var
mellem Jorden og den antagne Bane af Solen.
Men da Galilei saa, at Planeten snart lignede
Maanen efter Nymaane og snart mindede om
den før fuld, fik han heri et stærkt Argument
for Rigtigheden af Kopernikus’ Teori. Galilei
bekendtgjorde sin Opdagelse i følgende
Anagram: Hæc immatura a me frustra leguntur;
o. y. (Disse umodne bliver af mig nu læst
forgæves), da han vilde sikre sig Prioriteten af sin
Opdagelse. Nogle Maaneder senere, da han
forstod Fænomenet fuldt ud, gav han følgende
Opløsning paa sit Anagram: Cynthiæ figuras
æmulatur mater amorum (Cynthias Former [Faser]
efterligner Kærlighedens Moder), hvilket er
dannet af de samme Bogstaver som i
Anagrammet.
Naar V. er længst fra Jorden, i øvre
Konjunktion, vender den hele sin belyste Skive mod
Jorden, men vil ikke kunne ses, da den staar i
samme Retning som Solen. Først omkring 60
Dage efter øvre Konjunktion begynder den at
vise sig paa Aftenhimlen og vil bedre og bedre
kunne ses, jo længere den kommer fra Solen;
dens Lys derimod holder sig i længere Tid
konstant, samtidig som man ser, at den belyste
Skive bliver mindre og mindre, indtil den 220
Dage efter øvre Konjunktion er blevet halv,
V.’s største østlige Afstand (Elongation) fra
Solen (46°); den tilsyneladende Diameter er da
25″. V., der den hele Tid har fjernet sig Øst
over fra Solen, begynder nu at nærme sig til
Solen (bevæge sig Vest over ɔ: retrograd), og
samtidig tiltager Planeten i Glans, til denne er
størst; men dette er ikke noget særdeles
fremtrædende, hvilket Müller’s fotometriske
Maalinger har vist, thi V. i sin største Glans er kun
1 Størrelsesklasse over dens Lys 60 Dage efter,
at den har været i øvre Konjunktion; den lyser
da 60 Gange stærkere end Arkturus. Denne
største Glans indtræder omtrent 36 Dage før nedre
Konjunktion, da Elongationen er 40° (er Jorden
i Perihel, V. i Aphel, har man den 32,5 Dag
før nedre Konjunktion ved Elongation = 41°;
er Jorden i Aphel, V. i Perihel finder det
Sted 38,8 Dag før nedre Konjunktion ved
Elongation = 39°; i første Stilling er Glansen 0,4
Størrelsesgrad større end i sidste), den
tilsyneladende Diameter er da 39″, den belyste Del
af Diameteren kun 11″, med andre Ord V. viser
sig ved sin største Glans som en smal Segl, hvis
Tykkelse er en Fjerdedel af Afstanden mellem
Hornene = 39″. Efter denne Stilling vil
Afstanden fra Jorden kun aftage lidet,
Diameteren kun vokse lidet, medens den synlige
Del af Diameteren hurtig formindskes, og
Glansen bliver mindre. Omtrent midtvejs
mellem den største Elongation og nedre
Konjunktion har V. en tilsyneladende Diameter
af 40″. Betragtet med en Kikkert af 45 Ganges
Forstørrelse ser den da nøjagtig ud som
Maanen 4 Dage gammel og nøjagtig af samme
tilsyneladende Størrelse. Fra 12 Dage før nedre
Konjunktion kan V. vanskelig ses, og ved nedre
Konjunktion, da den tilsyneladende Diameter er
6 Gange saa stor som i øvre Konjunktion,
vender den hele sin belyste Flade mod Solen;
Planeten er da usynlig, hvis den ikke har en
saadan Stilling, at den projicerer sig paa
Solskiven og som en sort Skive ses vandre hen
over Solskiven fra Øst mod Vest ved den
saakaldte Venus-Passage (s. d.). Efter nedre
Konjunktion kommer V. til højre for Solen og vil
altsaa ses paa Morgenhimlen almindelig fra 12
Dage efter nedre Konjunktion. Den fjerner sig
nu mere og mere, men fremdeles i retrograd
Retning fra Solen, samtidig som den fjerner
sig fra Jorden; naar Elongationen er 40°
vestlig, er Glansen størst, og ved 46° ophører den
retrograde Bevægelse for at gaa over til den
direkte, Planeten nærmer sig mere og mere
Solen, til den 60 Dage før øvre Konjunktion er
kommet Solen saa nær, at den ikke godt kan
observeres.
Af Pletter paa Planetens Overflade udledede
Cassini i 1667 en Rotationstid af 23—24 Timer;
senere fandt Schroeter af Observation 1788—93
Rotationstiden til 23 Timer 21 Min. 19 Sek.
Herschel derimod kunde ikke iagttage Pletter af
nogen Varighed og fandt derfor ikke at kunne
udtale sig om, hvor lang Tid V. behøver til sin
Omdrejning. Heller ikke formaaede Beer og
Mädler, som ivrig observerede V. 1833—36, at
løse dette Spørgsmaal. De Vico mente derimod
ved at sammenligne de Pletter, han selv saa,
med dem, som Bianchini havde iagttaget mere
end et Aarhundrede tidligere, at kunne sætte
Rotationstiden til 23 Tim. 21 Min. 22 Sek.,
altsaa meget nær, hvad Schroeter havde
fundet. Senere anstillede Schiaparelli meget
omhyggelige Observationer, paa samme Tid som
han meget indgaaende har diskuteret alle
de tidligere Tegninger; han er kommet til det
Resultat, at V. ligesom Merkur har en bunden
Rotation, ɔ: at Rotationstiden er lig
Omløbstiden. Dette Resultat er blevet bekræftet af
enkelte som Lowell, medens andre — om end ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
