- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
763

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Verden (By) - Werden - Verdensakse - Verdensaldrene - Verdensanskuelse

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Sæde for en Landret, en Amtsret og har en
smuk, gotisk Domkirke (uden Taarn) fra 1290,
et Gymnasium, et Lærerseminarium,
Kalisaltgrube, Fabrikation af Brændevin, Sæbe og
Tobak, Garveri, Mølledrift, Kvægmarkeder. —
Kredsen V. var tidligere et Bispedømme, der
skal være stiftet af Karl den Store.
Reformationen vandt tidlig Indgang; dog blev den
katolske Gejstlighed først fordrevet 1631. 1645
blev V. besat af Svenskerne, og ved den
westfalske Fred blev Bispedømmet sækulariseret og
afstaaet som Hertugdømme til Sverige. 1720
tilfaldt det Hannover, 1810 Kongeriget
Westfalen. 1813 kom det atter under Hannover og
med dette 1866 under Preussen.
(Joh. F.). O. K.

Werden [’ve.rdən], smukt beliggende By i
den preussiske Rhin-Provins, Regeringsdistrikt
Düsseldorf, 9 km S. f. Essen, ved Ruhr og
Jernbanelinien Düsseldorf—Essen, har (1925)
13201 Indbyggere, hvoraf c. 1/4 evangeliske.
Amtsret; Klædefabrikation, Papirmøller,
Garveri, i Nærheden Stenkulsgruber. De ældste
Dele af den katolske Kirke, som oprindelig
hørte til det c. 796 stiftede Benediktinerkloster,
stammer fra 9.—11. Aarhundrede, største
Delen er opført 1257—75. Klosterbygningen
bruges siden 1811 som Strafanstalt.
(Joh. F.). O. K.

Verdensakse, d. s. s. Himmelens Akse,
se Himmel.

Verdensaldrene, 5 i Tallet, er de efter
hverandre følgende; stedse ringere Levetider
for Menneskeslægter, hvori en gammel Myte,
der er fortalt i c. 100 Vers i Hesiodos’
»Værker og Dage«, billedlig udtrykker Tanken om
Menneskehedens stedse dybere Forfald. Først, i
Kronos’ Tid, var der en gylden Slægt af
Mennesker til; de var evigt unge og glade;
Døden kom over dem som en Søvn, og i deres
Liv nød de Jordens Afgrøde uden besværligt
Arbejde. Efter Døden blev de Menneskenes
mægtige, retfærdige Værneaander. Den næste
Æt, Sølvtidens Æt, var ringere; de
kendte til Alderdom, til Sorg og Strid, og viste ikke
Guderne tilbørlig Agt. Zeus skjulte dem da til
sidst i Jorden. Den tredie Æt,
Bronzeætten, var af Zeus blevet skabt af Asketræer;
Krig og Kamp var disse Menneskers Lyst;
deres Huse, Vaaben og Redskaber var alt af
Malm; Jernet kendte de ikke; dræbte af
hverandre vandrede de een efter een til Dødens
Rige. Men herefter fulgte en ny, god Slægt,
Heroernes, atter skabt af Zeus. Det var
dem, der kæmpede ved Theben og Troja. Efter
Døden bygger de efter Zeus’ Villie »paa de
Saliges Øer ved den dybe Okeanos’ Vande ||
Lykkeligt lever de der; thi tre Gange modnet
om Aaret || Bærer dem Kornets liflige Frugt
den nærende Jordgrund«. — Men den femte
Æt er Jernætten, den haardeste, men
ogsaa den mest ulykkelige, Børn af Digterens
egen Tid, en Æt, »som aldrig om Dagen || Ende
skal se paa sin Møje og Nød, ej heller om
Natten« . . . »dog skal selv for disse det onde
med godt være blandet«. (Litt.: Roth, »Der
Mythus von den 5 Menschenaltern bei Hesiod,
und die indische Lehre von den 4 Weltaltern«
[Tübingen 1880]).
H. A. K.

Verdensanskuelse betegner det enkelte
Menneskes Opfattelse af Tilværelsen. En V. kan
ikke i egentlig Forstand bevises, fordi ingen
kender Verdensløbet, men kan kun begrundes
ud fra de Erfaringer om Verden, som det
enkelte Menneske har gjort. Saa mange
Mennesker, saa mange V. Dog er det muligt at give
visse Grundtyper. 1) Den mytologiske V.
vil føre alt, hvad der sker, tilbage til een eller
flere Guder, som tænkes levende og virkende
i Analogi med Mennesket og i Stand til,
bevægede ved egne Interesser eller Menneskers
Bønner, at gribe ændrende ind i
Aarsagsrækken. 2) Den deistiske eller
metafysiske V.
lægger i Modsætning til den forrige
teoretisk den mekaniske Sammenhæng til Grund
for Forklaringen af de enkelte Begivenheder og
nægter, at Guden eller Guderne som »de
ukendte Aarsager« vilkaarlig kan gribe ind i
Naturens Gang. Men paa dette Grundlag
betegner den en Tro paa, at Verden har en
Mening. Denne Mening kan udtrykkes paa mange
Maader; a) den kan findes i en rent naturlig
eller i en etisk Teleologi (s. d.) som en Tro
paa, at Udviklingen fører op mod stedse
højere Former, eller paa at de etiske
Værdier bestaar. I en Mængde Afskygninger
er denne Opfattelse, der kan
sammenfattes under Betegnelsen Optimisme,
repræsenteret i Filosofiens Historie. Den religiøse
V.’s Guder samles her i den moralske
Verdensorden eller Verdensmening. b) Men den
Mening, Verden skulde have, kan ogsaa betragtes
som værdiløs eller ond. Man kan have den
Opfattelse, at Værdierne i Verden ikke blot
forøges, men maaske endog gaar til Grunde,
og at den største Ulykke er den, at det enkelte
Menneske ikke forstaar dette og derfor
fortsætter Livets Meningsløshed. For denne
Opfattelse, Pessimismen, samler den religiøse
V.’s Guder sig i Verdensfornuften eller den
etiske Irrationalitet. 3) Den rent positive
V. (af Høffding kaldet »Neutralismen«) hævder,
at man intet kan vide om, hvorvidt Verden
har en Mening eller ikke, eller om Værdierne
bestaar eller forgaar. Thi ingen kender
Verdensløbets Slutning, og ingen har inden for den
erfaringsmæssig givne Historie nogen
Maalestok, der selv for en saa kort Tid kan vise,
om Værdierne forøges, bestaar eller forgaar.
Et moralsk Fremskridt i Verden kan ikke
paavises, da selve den etiske Maalestok er
skiftende; ej heller har man paa den anden Side
Ret til med Buckle (History of civilisation
in England
[1857]) at hævde en moralsk
Stilstand. Godt og ondt, Værdi og Værdiløshed er
Betegnelser, som vi, forskellige til de forskellige
Tider, anlægger paa de enkelte Begivenheder
i Livet, men som vi ikke kan udvide til at
gælde Livet og Verden selv. Det rimeligste er,
efter denne V., at tænke sig Tilværelsen i sig
selv som ligegyldig (neutral) over for det.
Mennesker kalder godt og ondt, og til det
teoretiske Argument: at vi intet kan vide, kommer
som Regel ogsaa det etiske: at man bør holde
sig til det i Erfaringen givne og ikke spekulere
over Ting, som man a priori kan vide aldrig
kan underbygges med nogen Begrundelse, end
ikke med den svageste Sandsynlighed.

Repræsentanter for den mytologisk-religiøse
V. er de fleste positive Religioner, der atter

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:42:23 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0775.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free